Vestre Landsrets dom afsagt den 29. august 2024 af 13. afdeling i ankesag V.L. S-1872-23
Et selskab var tiltalt for overtrædelse af Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 35, stk. 1, og stk. 3, idet en ansat arbejdede i en ca. 1,7 meter dyb og 2,2 meter bred udgravning tæt ved en tilnærmelsesvis lodret side af udgravningen, hvor der var under 1 meter fra kanten var oplagt jord i 1.1 meters højde, uden at der, under hensyn til jordens beskaffenhed og påvirkning fra vejrliget, var etableret effektiv sikring mod sammenstyrtning og nedskridning af jord, i den side hvor den ansatte arbejdede, hvorved denne kom til skade, da udgravningen skred sammen.
Virksomheden påstod frifindelse med henvisning til, at arbejdet var udført i en dybde på ca. 1,7 meter, at der i udgravningen var anvendt sugespidser for at håndtere vand i udgravningen, ligesom der var gravet med anlæg i den ene side. Virksomhed henviste videre til, at de ansatte var erfarne og godt vidste, hvor der var gravekasser til rådighed, ligesom de var instrueret i Arbejdstilsynets vejledning om udgravninger. Ulykken var ifølge virksomheden et uheld. I forhold til strafudmålingen anførte virksomheden, at de på ulykkestidspunktet var under 34 ansatte.
Byretten idømte selskabet en bøde på 95.550 kr. På baggrund af den tilsynsførendes forklaring om opmåling, lagde byretten til grund, at der ikke var gravet med anlæg af betydning på det sted, hvor den ansatte stod, da ulykken indtrådte. Da den ansatte kom til skade som følge af nedstyrtet jord, havde udgravningen ikke været tilstrækkeligt effektivt sikret mod sammenstyrtning i forbindelse med det betydelige regnvejr på ulykkesdagen. Byretten lagde videre til grund, at der kunne være benyttet gravekasser til sikring mod ulykken, og at arbejdet under alle omstændigheder kunne og burde være indstillet på grund af den vedvarende regn, som gjorde jorden ustabil. Ved at fortsætte arbejdet handlede de ansatte uagtsomt. Ift. § 83, stk. 3 anførte byretten bl.a., at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkeligt tilsyn med arbejdet, idet arbejdsgiveren ikke havde sikret sig, at der var gravekasser til rådighed på stedet, eller at de ansatte ikke foretog usikre udgravninger under hensyntagen til vejrliget. I forhold til bødeudmålingen lagde byretten oplysningerne fra i CVR til grund, og henviste til, at virksomheden ikke havde fremlagt oplysninger, der på tilstrækkelig troværdig måde imødegik disse oplysninger.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med henvisning til byrettens begrundelse og med særlig henvisning til, at medarbejderne handlede uagtsomt, idet de – trods jordens beskaffenhed som følge af vejret – udførte arbejdet uden at træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Da virksomheden ikke under de givne forhold standsede arbejdet eller sikrede sig, at det kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, var der ikke grundlag for at fritage arbejdsgiveren for ansvar efter § 83, stk. 3. Landsretten tiltrådte byrettens bødefastsættelse og bemærkede, at de oplysninger om antallet af ansatte som tiltalte havde fremlagt for landsretten, ikke gav grundlag for at tilsidesætte oplysningerne i CVR.
Dom afsagt den 29. august 2023
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 21. november 2022.
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 35, stk. 1, og stk. 3, ved at have været ansvarlig for, at arbejdet, den 7. januar 2022 på byggepladsen Adresse A, ikke blev udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt, idet ansatte, Vidne 2, arbejdede i en ca. 1,7 meter dyb og 2,2 meter bred udgravning tæt ved en tilnærmelsesvis lodret side af udgravningen, hvor der under 1 meter fra kanten var oplagt opgravet jord i ca. 1,1 meters højde, uden at der, under hensyn til jordens beskaffenhed og påvirkning fra vejrliget, var etableret effektiv sikring mod sammenstyrtning og nedskridning af jord, i den side hvor Vidne 2 arbejdede, hvorved denne kom til skade, da udgravningen skred sammen.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 95.550 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er afgivet forklaring af medejer og projektleder i T A/S Vidne 1 og vidneforklaring af de ansatte Vidne 2 og Vidne 3 og af Arbejdstilsynets tilsynsførende Vidne 4.
Vidne 1 har forklaret, at ulykken skete i forbindelse med, at virksomheden var ved at udskifte en regnvandsledning til et større rør for Forsyningsselskab B. I den ene ende af udgravningen lå røret kun i 1 meters dybde og i den anden ende i 2 meters dybde. Det kan godt passe, at der var 1,7 meters dybde på det pågældende sted.
Der var to mand og en lærling på opgaven. Det er standard bemanding. Arbejdet var startet om mandagen, og han havde selv været til stede der og om onsdagen. Ulykken skete om fredagen, inden han selv var kommet. Han tager altid forbi arbejdet hver anden dag. Da der blev gravet mandag, gik det fint, og der var ingen vand. Om tirsdagen konstaterede de imidlertid vand i jorden, og det regnede også, så de blev enige om at sætte sugespidser op til at fjerne vandet i jorden. Det blev så sat op onsdag, hvor de gravede videre, og det fungerede fint både onsdag og torsdag ifølge de meldinger, som han fik. Da de ansatte mødte ind fredag morgen, begyndte de - som de andre morgener - at grave røret frit. Han blev selv kontaktet, da ulykken var sket og kørte straks derop og sikrede medarbejderen. Han så i den forbindelse, at det regnede helt vildt, men ikke så meget andet.
Det er rigtig nok, at der på dette tidspunkt lå jordoplag helt ud til opgravningen, men det var jord, som var gravet op samme morgen, og det lå i øvrigt i den modsatte side af, hvor ulykken var sket. Foreholdt fotos i bilag 9 var det ikke i den side, hvor den røde pil er angivet, at medarbejderen kom til skade, men på den anden side af den sorte plade, hvor der ikke lå opgravet jord.
Medarbejderne vidste godt, at der skulle være en meter til opgravet jord, og sådan havde det også været de andre dage.
Forud for arbejdet havde de også drøftet gravekasse, men havde bevidst fravalgt det, da der typisk kan være en faldrisiko i forbindelse med, at man skal kravle ned i en sådan på en stige. Det er rigtig nok, at en gravekasses funktion er at afstive og sikre siderne mod sammenfald. De havde imidlertid valgt at benytte sugespidsanlæg i stedet. Det fungerer på den måde, at der sættes en spids ned pr. halve meter, hvorigennem der suges vand ud af jorden på siden af hullet, inden der graves.
Han var ude på stedet igen senere samme dag med manden fra Arbejdstilsynet. Det er ham, der i bilag 1.12. har skrevet, at de vil efterkomme påbuddet ved at sætte yderligere sugespidsanlæg, flytte det opgravede jord væk fra kanten og sætte afstivning op. Sidstnævnte var en midlertidig løsning med støvplader, som var deres egen form for gravekasse. Han ville nok ikke have anvendt den løsning tidligere. Hvis man havde vidst, hvor grelt det stod til, burde man nok på dagen have vurderet, at der var for meget vand og helt have undladt at grave, selvom det så betød, at de måtte undlade at tjene penge den dag. Det sker, at vejrliget er så slemt, at de må undlade det.
I forbindelse med arbejdets opstart var han til stede og gennemgik projektet og hvad der skulle laves. Han var også derude, da der blev sat sugespidser i. Der var ikke på dette tidspunkt noget jord langs udgravningens kant. Hans personale er også instrueret i AT-vejledningen og ved godt, at der skal være en meter til hullet. Den slags gennemgås også på kvartalsmøderne, ligesom de ansatte har det hele tilgængeligt på deres telefoner. På det pågældende sted var der kun en smal sti, og det meste af den opgravede jord blev derfor kørt længere væk, men noget blev placeret i nærheden, da det skulle ned igen lige bagefter. De ansatte ved godt, at de ikke må have jord lige langs opgravningen, men denne blev gravet bredere samme morgen. Det skyldtes, at de ansatte var bange for, at den meget vand skulle få jorden til at skylle ned i hullet, hvorfor de gravede den bredere, så der var bedre plads og kanterne var mere skrå. Det var ikke en beslutning, som han var inde over, og de ansatte burde også vide, at de ikke måtte gøre sådan. Formanden på pladsen hedder Vidne 3 og havde 20 års erfaring i faget. Den ansatte, som kom til skade, hedder Vidne 2 og var udlært hos dem og havde 5-6 års erfaring og havde lige været på anlægsinstruktørkursus og var derfor og bekendt med reglerne. De kendte også begge til gravekasser.
Det er hans opfattelse, at det skyldes en lomme med silt, som er en særlig jordart, at jorden under påvirkning af vandet slap i en klump. Der var ikke tale om et jordskred, men en jordklump, der faldt ud.
Han er ikke klar over, hvor Erhvervsstyrelsen har deres tal over antal ansatte fra. Han har bedt sin kontordame tælle efter, og de var dengang 27 ansatte. Han har ikke medbragt nogen form for dokumentation herpå.
Vidne 2 har som vidne forklaret, at han kom til skade, da han var nede i hullet for at løsne pladen. Der kom et jordskred over ham. Han stod på den side af pladen, hvor sugespidserne var, og det var herfra jorden kom. De var ved at lægge rør, og inden han gik ned i hullet, valgte Vidne 3 denne morgen at rense hullet med gravemaskinen og samtidig udvide det til begge sider, så han kunne gå ned i det uden at komme til skade. Det var begyndt at regne en del den morgen. De var kun 1,6-1, 7 meter i dybden, og så var der ikke krav om, at de gravede med anlæg. Hullet var oprindeligt kun gravet i ca. 70 cm bredde svarende til pladens bredde. Han kendte godt reglen om, at der skal være mindst en meter fra opgravet jord til udgravningen, og det var der også oprindeligt. I forbindelse med, at Vidne 3 udvidede hullet, lavede denne imidlertid også anlæg, så det var mere sikkert. Der blev ikke snakket om gravekasser, og der var heller ikke nogen på pladsen. Han bragte det heller ikke selv på banen. Han var mest med på sidelinjen hvad beslutningerne angik. Han var godt bekendt med AT-vejledningen og havde fået den udleveret. De havde tidligere gravet med sugespidser uden problemer. Der var ikke så vådt i udgravningen, da han kom til skade, som det fremgår af de optagne fotos. Man kunne gå i sko der uden at få våde tæer. Hvis de ikke havde følt det sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at han gik derned, så var han ikke gået derned. Der kan sagtens være vejrmæssige forhold, der er så slemme, at de stopper med arbejdet, men sådan følte de ikke, at det var den dag. Det var bare rent uheld. De var startet med at arbejde den pågældende morgen kl. 6. Der kom en del regn den morgen.
Han brækkede begge knogler i benet 12 cm over anklen. Hans ben bliver nok aldrig 100 % i orden, men efter 4 måneder hjemme har han været på arbejde i virksomheden igen.
Vidne 3 har som vidne forklaret, at det er rigtigt, at det regnede den pågældende morgen, og at han med gravemaskinen udvidede graverenden, inden Vidne 2 skulle ned og fjerne pladen. I starten var renden ca. 80 cm bred, men han udvidede den i begge sider og trak skovlen hen over kanten, så kanterne blev glattet. Han gjorde det også mere skråt, dvs. med anlæg. Forevist fotos af udgravningen er det rigtig nok, at den ser ret lodret ud der, hvor ulykken skete. Det var ikke på den side, hvor jorden lå, men på den side, hvor sugespidserne sad.
Han havde talt med Vidne 1 om, hvorvidt de skulle bruge gravekasser, men de var enige om, at det ikke ville gavne dem, når de ikke skulle længere ned. Gravekasser ville derimod nemt komme i vejen for dem selv. Han kan ikke sige, om en gravekasse ville have modvirket ulykken. Jorden kom oppe fra. Der var ikke gravekasser på stedet, men de kunne være kørt tilbage til virksomheden efter nogle. De skulle ikke grave længere ned end omkring den dybde, som er grænsen for anlæg. Det var ham og Vidne 1 og Vidne 2, som i fællesskab om onsdagen vurderede, at der ikke var behov for at benytte gravekasser og i stedet valgte at bruge sugekasser.
Han er godt bekendt med AT-vejledningen, herunder at opgravet jord skal være mere end 1 meter fra opgravningen. Det havde det også været, hvis der ikke var blevet gravet yderligere for at lave anlæg. Han har 28 års erfaring som rendegraver og har fået vejledning på iPad om, hvordan man skal gøre. De andre dage havde der imidlertid slet ikke været det samme behov for at grave langt ud. Han overvejede slet ikke, om det var nødvendigt med gravekasser den pågældende dag. Han mente, at de udgravede sider med anlæg og sugespidserne nok skulle stabilisere hullet.
Tilsynsførende Vidne 4 har som vidne forklaret, at Arbejdstilsynet blev kontaktet efter ulykken, hvorefter han kom ud på stedet. Der var meget vådt og pløret grundet regn. Der var tale om en rende mellem nogle træer, og det var lidt svært at tilgå, da det var så vådt. Han bemærkede, at siderne i udgravningen var forholdsvis lodrette, og at der på ene side var sugespidsanlæg og på den anden side jord dynget op.
Der må ikke ligge opgravet jord lige ved kanten af en udgravning. Hvis det havde vist sig nødvendigt at udvide renden, så måtte man først have kørt det opgravede jord væk. Han fik af projektlederen Vidne 1 forklaret, at uheldet var sket i den side med det opgravede jord. Det er derfor, at han har sat en rød pil der. Det er han helt sikker på.
Der var ingen afstivning. Han spurgte selv til gravekasser, men det var der ikke nogen af. Sugespidsanlægget øger stabiliteten, da det fjerner vand, men det er ikke sådan, at man kan sige, at man så ikke også har brug for gravekasser. Det er rigtig nok, at grænsen for at grave med anlæg er 1,7 meter, men det er en tommelfingerregel, og man kan kun færdes uden anlæg mv., hvis det er stabilt. Der var ikke lavet anlæg i den pågældende rende. Han fik Vidne 1 til at måle bredden i såvel toppen som bund, og den blev målt til 2,2 meter i såvel top som bund lige ved pladen, hvor han havde fået at vide, at ulykken var sket.
Det er rigtig nok, at det kan være besværligt at bruge gravekasser, og at der også er en risiko herved, da de skal tilgås fra en stige. Det er hans opfattelse, at gravekasser ville have modvirket ulykken, men man skal dog helst undgå sådanne, da man nemt kan snuble i forbindelse hermed, hvortil komme, at højden heller ikke altid passer hertil.
Det er rigtig nok, at et siltlag kan gøre jorden mere porøs. Han kan af sine notater se, at de også drøftede, at der var et sådan siltlag. Det kan være meget fornuftigt at benytte sugespidser som en del af løsningen herpå, men det er ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt.
Hvis jorden var stabil, kunne man godt have gravet med lige lodrette sider i den pågældende højde. Virksomheden var imidlertid udfordret af en masse regn, og derfor burde der i stedet være gravet med anlæg. Når der ikke var gravet med anlæg fra starten, ville det rigtige have været at indstille arbejdet den pågældende dag. Han forstod dog, at virksomheden var noget presset af en nabovirksomhed, der var udfordret af tagvand. Han kan ikke afvise, at det kan have været lidt mere tørt, da ulykken skete, men det regnede dog fra morgenen af.
Der har været fremlagt fotos, Arbejdstilsynets strakspåbud, tilbagemelding herpå samt anmeldelse og udvidede virksomhedsoplysninger fra Erhvervsstyrelsen vedrørende det tiltalte selskab. Af sidstnævnte fremgår, at der i januar var 36 ansatte og 35 årsværk.
Af anmeldelsesrapporten fremgår, at en patrulje den pågældende dag blev sendt til ulykkesstedet. Det fremgår endvidere, at der var lavet en udgravning på ca. 4,5 x 2 m, at udgravningen var ca. 1,7 m dyb, og at der ikke var foretaget afstivning af siderne i udgravningen, men der var anlæg, således at udgravningens overkant var ca. 2 m bred, mens bunden var ca. 1,5 m bred.
På baggrund af de afgivne forklaringer fra vidnerne Vidne 2 og Vidne 3 lægges det til grund, at de den pågældende morgen udvidede udgravningen, så der ikke længere var 1 meter til det tidligere opgravne jord, men at ulykken ikke skete på den side af pladen i det udgravede hul, men derimod på den side, hvor der var isat sugespidser i jorden. Det forhold, at Arbejdstilsynets ansatte har noteret, at Vidne 1 på ulykkesdagen oplyste, at det var sket i den modsatte side, kan ikke ændre herpå, idet sidstnævnte ikke var tilstede i forbindelse med ulykken. Det forhold, at der lå opgravet jord mindre end 1 meter fra udgravningen var således ikke i sig selv årsag til ulykken, men var ikke desto mindre i strid med bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 35, stk. 3 og AT-vejledningen om arbejdets udførelse.
På baggrund af den tilsynsførendes forklaring om opmålingen af bredden af hullet ved den nedsatte plade lægges det endvidere til grund, at der netop på dette sted ikke var noget anlæg af betydning, hvorimod der på baggrund af fotos, øvrige forklaringer og politiets notater, var et vist anlæg på andre dele af udgravningen.
Da en ansat kom til skade som følge af nedstyrtning af jord fra den ene side af udgravningen, har denne ikke været tilstrækkeligt effektivt sikret mod sammenstyrtning i forbindelse med det betydelige regnvejr som fandt sted samme dag. Der kunne efter den tilsynsførendes forklaring være anvendt gravekasser, som ville have sikret mod ulykken, og under alle omstændigheder kunne og burde arbejdet være indstillet, da udgravningen som følge af regnen blev mere og mere våd og dermed ustabil. Ved at fortsætte med arbejdet under de angivne omstændigheder handlede de ansatte således uagtsomt.
Selvom arbejdsgiveren havde orienteret de ansatte om reglerne i AT-vejledningen, og disse således var bekendt med reglerne om blandt andet oplæg tæt på udgravningen finder retten ikke, at det forhold, at de overtrådte reglerne herom kan føre til, at arbejdsgiveren er fritaget for ansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, idet det som anført ovenfor netop ikke var dette forhold, som var årsag til ulykken. Arbejdsgiveren havde da heller ikke ved at sikre sig, at der var gravekasser til rådighed på stedet, eller at de ansatte ikke foretog sig usikre udgravninger i forhold til vejrliget foretaget et tilstrækkeligt tilsyn med arbejdet. Der er heller ikke andre forhold i relation til de ansattes ageren, som kan begrunde, at arbejdsgiveren ikke skal pålægges ansvaret for ulykken, og det tiltalte selskab findes derfor i det hele skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til en bøde på 95.550 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 6, jf. § 86, jf.§ 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 35, stk. 1, og stk. 3.
Der er ved fastsættelsen af bødens størrelse lagt vægt på, at der foreligger skærpende omstændigheder, da en ansat kom til skade. Retten har endvidere lagt til grund, at det af de offentlige registre, som må antages at basere sig på virksomhedens egne indberettede oplysninger, fremgår, at virksomheden på gerningstidspunktet havde 36 ansatte, og at selskabet ikke har fremlagt oplysninger, der på tilstrækkelig troværdig måde imødegår dette.
Thi kendes for ret:
T A/S skal betale en bøde på 95.550 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
RETTEN I HERNING, den 1. september 2023
Anklagemyndigheden mod
T A/S
Retten i Herning har den 29. august 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 99- 4219/2022).
Tiltalte, T A/S, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Der er fremlagt rapport fra T A/S’ lønbogholderi samt mail af 22. august 2024 fra selskabets kontormedarbejder Ansat C med bemærkninger til rapporten.
Vidne 1 og vidnerne Vidne 2, Vidne 3 og tilsynsførende Vidne 4 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at de tidligere havde gravet på stedet. Det var omkring 2014.
Da de gik i gang med arbejdet om mandagen, undersøgte de jordens stabilitet. Det var den undersøgelse, der viste, at de skulle have sugespidser i jorden. Sugespidserne blev sat i jorden om tirsdagen.
De startede med at grave i terræn. Da de kom dybere ind i udgravningen, kunne de konstatere, at der var vand i jorden. De satte sugespidserne i jorden for at håndtere vandet. De lavede ikke en egentlig sigteanalyse. Siltlaget konstaterede de først på et senere tidspunkt.
Han var på udgravningsstedet, da de besluttede, at der skulle sugespidser i. Det er længe siden, så han er i tvivl, om det var tirsdag eller onsdag. Problemerne med grundvandet opstod, da de var kommet ca. en meter ned i jorden. Fredag, da ulykken skete, var der gravet længere ned.
De overvejede, om de skulle opsætte gravekasser. De bruger nogle gange gravekasser, men det gør de oftest i tørre områder. En gravekasse ville ikke være særligt egnet i denne situation, da der kunne komme vand ind under den. Det var derfor, de vurderede, at løsningen med sugespidserne var den bedste.
Sugespidsanlægget blev opsat efter, de havde gravet en prøve. De drøftede også, hvordan det videre arbejde skulle udføres, og de aftalte, at der skulle graves efter forholdene. De drøftede også løbende anlæg i siderne, men de aftalte ikke konkret, hvordan arbejdet skulle udføres ud over, at de skulle anvende sugespidsanlægget. De vidste, at de ikke skulle særligt dybt i jorden.
Et sugespidsanlæg er en stor pumpe, hvor der sættes rør ned med ca. 0,5 meters afstand, hvorefter de lokalt kan pumpe grundvandet væk. Det er normal procedure, at man kun sætter sugespidanlægget i den ene side af udgravningen, så man kan have jordhåndteringen på den anden side. De anvender sugespidanlæg næsten dagligt.
Det regnede meget den pågældende morgen, hvor ulykken skete. Han talte ikke med medarbejderne, inden de gik i gang med arbejdet. Han bor ca. 15 minutter fra ulykkesstedet, og virksomhedens kontor ligger lige ved siden af.
De havde gravekasser hjemme på pladsen. Hvis medarbejderne skulle bruge dem, kunne de hente dem på ca. 30 minutter.
Efter ulykken lagde de et stamrør på bagsiden af pladen. Det var på samme side af udgravningen, som det allerede etablerede. De satte også nogle afstivninger op på siderne af udgravningen. Det var ikke en løsning, han normalt ville anvende.
De vil helst ikke anvende gravekasser, da der er en kant, som man skal op over, hvorved man kan snuble. Det vil der også være ved afstivning. Han mener, der ville være større fare ved at anvende gravekasse, medmindre udgravningen har den rigtige dybde, og det er tørt.
Han betragter ulykken som et uheld. Det var en lille siltlomme, der faldt ned over Vidne 2’s fod. Der er mere eller mindre siltlommer alle steder, hvor de graver i ler. Risikoen for, at lommerne falder ud, vil nok forværres ved regnvejr, da der løber vand i siltlommer.
Det er hans opfattelse, at man skulle have indstillet arbejdet, hvis man skulle have undgået ulykken.
Virksomhedens kontormedarbejder har oplyst, at det er virksomheden selv, der skal indberette oplysningerne om antallet af medarbejdere til Erhvervsstyrelsen. Det vidste han ikke, da han afgav forklaring i byretten. Han troede, at Erhvervsstyrelsen selv trak oplysningerne. De kan godt have været 36 ansatte på et tidspunkt, således som det fremgår af oplysningerne fra Erhvervsstyrelsen. Han kan ikke forklare udsvingene fra måned til måned, men deres bemanding kan godt variere en del. Han vil tro, at differencen mellem oplysningerne fra virksomhedens lønbogholderi og Erhvervsstyrelsens oplysninger skyldes, at der er regnet forkert.
Hvis man har været ude af virksomheden, og man er blevet ansat igen, så er det kun den nye tiltrædelsesdato, der fremgår af oversigten. Det er kun Vidne 2, som var ansat på ulykkestidspunktet, der ikke er markeret korrekt i oversigten i lønbogholderiet. Der var altså 33 medarbejdere i virksomheden på ulykkestidspunktet.
Han ankom selv til pladsen kort tid efter, at ulykken var sket. Han var forinden ankommet til kontoret, og han tog direkte derud. Det tog to minutter. Som han husker det, regnede det meget, da han var derude. Det havde også regnet om natten, men medarbejderne fortalte, at det ikke regnede, da de påbegyndte arbejdet. Hvis det regner voldsomt, vil de normalt indstille arbejdet. Når det ikke regnede den pågældende morgen, ville han, hvis han var blevet spurgt, have sagt, at de skulle gå i gang med arbejdet.
Hvis Vidne 3 havde vurderet, at der skulle bruges gravekasser, ville gravekasserne kun være en kilometer væk. Vidne 3 vidste godt, at han bare kunne hente dem.
Han foretog opmålingen af udgravningen til at være ca. 2,2 meter i toppen og 2,2 meter bred i bunden, således som det fremgår af Arbejdstilsynets afgørelse af 14. januar 2022. Han tror ikke, at politiet var nede i udgravningen for at måle. Han målte udgravningens bredde og dybde ved pladen i udgravningen. Han målte i den side, hvor sugespidserne stod. Han målte der, hvor ulykken var sket. Han tror, at udgravningen var blevet lidt bredere på grund af den jord, der var faldet ned. Udgravningen er bredere i toppen end i bunden, så der var anlæg, selvom det kan være svært at se på billederne.
Den opgravede jord, som ses til højre for udgravningen på foto 1, ekstrakten side 16, er den jord, der var gravet op for at oprense. Når jorden er gravet op, bruger de en rendegraver til at fordele jorden. Hvis man skal arbejde længere inde i udgravningen, så fjerner man jorden, hvorefter den fordeles. Man skal bruge jorden til at fylde hullet igen. Der, hvor Vidne 2 kom til skade, lå der ikke jord opgravet i siden. Ulykken skete til højre for pladen på fotoet i ekstrakten side 25. Ulykken skete i den side, hvor sugespidsanlægget var placeret, men det blev han først gjort opmærksom på, da han efterfølgende talte med Vidne 3.
Det er hans vurdering, at jorden var stabil.
Han har i en pause under retsmødet været i kontakt med sin kontormedarbejder for at få hende til at tjekke oplysningerne i rapporten fra lønbogholderiet.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at Vidne 3 den pågældende morgen rensede op i hullet og gjorde det bredere i toppen. De havde aftenen inden løsnet en ballon i røret på den anden side af vejen, så der kunne løbe vand igennem udgravningen. Det gjorde de for at undgå, at der skete oversvømmelser andre steder. Om morgenen satte de ballonen i igen, så der ikke kunne komme vand igennem, imens de arbejdede.
Inden vidnet hoppede ned i hullet, havde Vidne 3 renset mudder op i hullet og langs kanterne, så de ikke skulle stå i vand til knæene, imens de arbejdede. Der var mudder på grund af regnen.
Vidnet gik ned i udgravningen, fordi han skulle løsne pladen, så de kunne komme videre med udgravningen. Han havde stået i hullet ved pladen i ca. 3 – 4 minutter, da ulykken skete. Ulykken skete i den side af hullet, hvor sugespidsanlægget var sat op. Hans ben blev ramt af jorden, og han kunne ikke selv komme op, for der var kommet en del jord.
Han har før været med til at anvende gravekasser. Han tror, at ulykken skete på grund af regnvejret, men han ved det ikke. Han følte ikke, at der var nogen fare, og han tror egentlig bare, at det var et uheld, for de gjorde, som de altid har gjort, og de har gjort det mange gange før.
Der var ikke noget i forbindelse med gravearbejdet, som de skulle være særligt opmærksomme på. De havde set, at der var siltlag nogle steder, og det havde de taget hensyn til. Han synes, de havde taget de foranstaltninger, de skulle, bl.a. ved at grave med anlæg. Udgravningen skrånede lidt, og han tænkte, at det var ”længe fint”. De måtte egentlig godt arbejde med lodrette sider, da udgravningen kun var 1,7 meter dyb, men de blev enige om at lave anlæg for at være på den sikre side. Der havde ikke været nogen problemer i starten af udgravningen.
Forevist fotoet i ekstrakten side 26 har han forklaret, at han stod ved indhakket over mod sugespidserne, da ulykken skete. Det var indhakket, der faldt ned. Udgravningen blev lidt bredere, efter uheldet var sket. Der var ikke oplæg af jord lige der, hvor pladen var. De ville have fjernet det oplagte jord, hvis han skulle arbejde længere inde i udgravningen.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at de udvidede hullet, fordi det havde regnet om natten. Der var derfor mudder i bunden af udgravningen, og det rensede han op.
Det er svært at sige, om der var en meter til den oplagte jord, da han startede med at rense op. Der var i hvert fald en større afstand fra udgravningen til den oplagte jord, inden han begyndte at rense op. Han gravede mindre af i bunden af udgravningen end i toppen. Der var også dagen inden ulykken anlæg på siderne. Han ragede jord af, så han mente, at det var forsvarligt. Hvis der var 80 cm i bunden af udgravningen, var der nok ca. 2 meter i toppen.
Vandet og den skredne jord kan godt have medført, at der var mindre anlæg i den side, hvor ulykken skete. Der skred en god klump jord ned i forbindelse med ulykken.
Man kan på fotoet i ekstrakten side 26 se, at der er et hak ind, hvor jorden skred. På billedet kan man også se, at der er lidt anlæg i højre side af udgravningen. Der er mindre anlæg i venstre side af udgravningen på grund af sugespidserne.
De overvejede ikke, at det kunne være risikabelt for Vidne 2 at gå ned i udgravningen, for det så stabilt nok ud. Han mente, at jorden var stabil, og at det nok skulle holde. Derfor var det ikke er problem, at der var mindre anlæg på ulykkesdagen end dagen før. Det er fortsat hans opfattelse, at jorden var stabil nok. Jord bliver mere ustabil, når det har regnet.
Når de arbejder på en opgave som denne, står gravekasserne hjemme på virksomheden, og så vurderer de ude på pladsen, om de har brug for dem eller ej. Det er mere besværligt at anvende gravekasser, og der er andre farer forbundet med det.
Der skal som udgangspunkt ikke være anlæg, når de graver i den dybde, som det var tilfældet her. Der skal dog foretages en konkret vurdering af, om der er behov for anlæg og hvor meget. Hvis de graver dybere end 1,7 meter, er der krav om anlæg.
Han har været i branchen i 28 år, så han er vant til at vurdere jorden.
Ulykken skete, fordi der faldt en siltklump ned. Da Vidne 2 kom op af hullet, faldt muldjorden også ned. Siltklumpen var ca. 1 meter i diameter.
Den oplagte jord, der lå på kanten af udgravningen, lå 30-40 cm fra det sted, hvor Vidne 2 stod, og på den modsatte side af, hvor han arbejdede. Vidne 2 skulle ikke arbejde i den del af udgravningen. Hullet blev bredere, efter jorden faldt sammen. De fjernede den jord, som Vidne 2 var blevet ramt af, med en håndskovl.
Da de startede arbejdet den morgen, hvor ulykken skete, var der kommet en del vand i løbet af natten. Regnen stoppede, hvorefter de rensede op, inden Vidne 2 gik ned i hullet. Det begyndte at regne igen, efter at Vidne 2 var kommet op af hullet.
Tilsynsførende Vidne 4 har supplerende forklaret, at der var ikke noget anlæg i udgravningen, da han var ude at kigge på stedet. Han vurderede det visuelt, og de efterfølgende målinger stemte overens med det, han havde vurderet.
Der er en større risiko for ulykker, hvis man graver uden anlæg. Arbejdstilsynet vejleder om, at man altid bør grave med anlæg, og hvis man ikke gør det, skal man gøre noget andet.
Det er hans vurdering, at jorden ikke var stabil, for jorden var meget våd. Når det er tilfældet, skal man enten lave godt med anlæg eller anden form for afstivning. Det er meget enkelt at lave en afstivning. Det kan man f.eks. gøre ved at opsætte krydsfinerplader til afstivning af siderne med tværbjælker imellem. Pladerne vil i den situation kunne nedsættes med håndkraft fra terræn, og medarbejderen vil derefter kunne gå ned i udgravningen og isætte tværbjælkerne. Medarbejderen må gerne gå ned i udgravningen og isætte tværbjælkerne, da det er en sikkerhedsmæssig foranstaltning. Der vil være en bjælke i bunden og i toppen af udgravningen, hvis man foretager afstivning på den måde. Gravekasser er altid besværlige at håndtere for entreprenøren. Der findes flere typer af gravekasser.
Man vil normalt godt kunne flytte et sugespidsanlæg, så der kan laves anlæg. Han husker ikke, om det konkret var muligt at flytte sugespidsanlægget. Det er altid et godt tiltag med sugespidser, men man kan ikke vide sig sikker på, at det er en tilstrækkelig foranstaltning. Hvis anlægget kan suge så meget, at udgravningen kan holdes tør, og man kan få de øvrige sider til at stå stabilt, så er sugespidserne en god løsning. Det vurderes ude på pladsen hvilken løsning, der skal anvendes.
Det er hans vurdering, at siderne i udgravningen skulle have været sikret, inden Vidne 2 gik ned i udgravningen.
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at det er bevist, at udgravningen den pågældende dag ikke var tilstrækkeligt sikret mod sammenstyrtning, og at medarbejderne handlede uagtsomt, idet de – trods jordens beskaffenhed som følge af vejret – udførte arbejdet uden at træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Arbejdet blev derfor ikke udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og Vidne 2 kom som følge heraf til skade.
Da T A/S under de givne forhold ikke standsede arbejdet eller sikrede sig, at det kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at fritage arbejdsgiveren for ansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Landsretten tiltræder derfor, at T A/S er fundet skyldig som sket.
De oplysninger om antallet af ansatte i T A/S på overtrædelsestidspunktet, som selskabet har fremlagt for landsretten, giver ikke grundlag for at tilsidesætte de oplysninger, der fremgår af Erhvervsstyrelsens register, og som selskabet selv har indberettet. Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at bøden er fastsat til 95.550 kr.
Landsretten stadfæster herefter dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
T A/S skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Udskriften udstedes uden betaling.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret, Viborg den 29. august 2024