Gå til indhold

Nedstyrtningsfare fra transformatorstation ifm. anhugning – umulighed afvist - strafudmåling (differentiering med udgangspunkt i oplysninger fra CVR om antal ansatte)

Vestre Landsrets dom afsagt den 13. juni 2024 af Vestre Landsrets 8. afdeling (V.L. S-1228-23)

Resumé

Et selskab var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 37, stk. 1, idet medindehaveren i forbindelse med anhugning af en transformatorstation arbejdede knæsiddende på transformatorstationen i 3,6 meters højde, uden at der var etableret kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller anden sikring, der effektivt sikrede mod nedstyrtning fra transformatorstationen.

Virksomheden påstod frifindelse subsidiært formildelse. Virksomheden henviste særligt til, at det ikke var muligt på overtrædelsestidspunktet at etablere sikring mod nedstyrtningsfare, da forholdende på stedet ikke var som forventet, og da arbejdet ikke kunne udføres som de plejede, ligesom det havde været umuligt for dem at forudse/planlægge arbejdsopgaven anderledes. I forhold til strafudmålingen gjorde virksomheden gældende, at bøden ikke skulle differentieres, da i virksomheden alene havde 8 ansatte i virksomheden, hvoraf 6 var chauffører.

Byretten idømte virksomheden en bøde på 51.900 kr. Vedrørende skyldspørgsmålet lagde byretten til grund, at medindehaveren lå på knæ ved kanten af transformatorstationen i ca. 3,6 m højde uden at være sikret mod nedstyrtningsfare. Henset hertil og da det ikke kunne anses for umuligt, at arbejdsopgaven kunne have været tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, blev virksomheden fundet skyldig. Vedrørende strafudmålingen lagde byretten vægt på, at det af de offentlige registre fremgik, at virksomheden på det pågældende tidspunkt havde 10 eller flere ansatte, og at selskabet ikke alene ved sin forklaring om antallet af ansatte havde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne oplysning var forkert. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten udtalte vedr. skyldspørgsmålet, at der ved medindehaveren/ direktørens arbejde på knæ ved kanten af transformatorstationen i 3,6 m højde skulle have været etableret kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller andre sikkerhedsforanstaltninger, der effektivt sikrede mod nedstyrtning, og at der var flere muligheder, hvorpå disse kunne etableres. Arbejdet blev derfor ikke udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt og der blev herved fremkaldt fare for hans liv og helbred. Landsretten bemærkede yderligere, at der ikke var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at betvivle registreringerne i de offentlige registre af antallet af ansatte. Der var heller ikke grundlag for at nedsætte bøden for lang sagsbehandlingstid.

Udskrift af dombogen for Retten i Herning 

D O M afsagt den 22. maj 2023. Rettens nr. 99-3743-2022

Anklagemyndigheden

mod

T ApS

Anklageskrift er modtaget den 26. oktober 2022.

T ApS er tiltalt for overtrædelse af

arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 6, jf. § 86,

jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde (dagældende bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020) § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1, ved den 29. november 2021 på byggepladsen Adresse A at arbejdet med anhugning af en transformatorstation placeret på en blokvogn ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet medindehaveren Vidne 3 arbejdede knæsiddende på toppen af transformatorstationen helt ude ved kanten, i en højde af cirka 3,6 meter over det omgivende underlag, uden at der var etableret kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller anden sikring, der effektivt sikrede mod nedstyrtning fra toppen af transformatorstationen, hvorved der var fremkaldt fare for skade på medindehaverens liv og helbred.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 51.900 kr. 

Tiltalte har nægtet sig skyldig, subsidiært påstået en mindre bøde. 

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T ApS ved direktør og medejer Vidne 1 og af vidnet tilsynsførende Vidne 2.

Vidne 1 har forklaret, at han ejer virksomheden sammen med sin søn, Vidne 3. Den pågældende dag havde virksomheden en opgave ved L-byggeriet, hvor de skulle levere en transformator. Den skulle hentes i Byen C og afleveres på byggepladsen. Det var hans søn, Vidne 3, der forestod opgaven. Han var ikke selv til stede, men har talt med Vidne 3 om, hvad der skete.

Der var lavet et fundament, som transformatoren skulle sættes ned på. Det var ikke muligt at nå derind med kranen fra ydersiden af byggepladsen. Det var nødvendigt at skulle ind over en større udgravning for at komme hen til et sted, hvor løftet kunne foretages. Grøfterne var fyldt op med løs sand, og der var lagt køreplader ovenpå i 3 meters bredde. Selve lastbilen er 3,6 meter bred. Åget er det løftegrej, som bruges til at løfte med. Det kan justeres med en halv meter af gangen. Åget justeres, inden det sættes på. I det konkrete tilfælde havde de fejlvurderet bredden lidt, så åget var lidt for smalt. Det sker engang imellem. De opdagede det først, da det var fæstnet i krogene i enderne. Der er låseplader på disse, og selvom man kan montere det nede fra med en bådshage, er det ikke muligt at løsne disse igen uden at komme op til krogene. Vidne 3 vurderede, at det ville være for farligt at sætte en stige op i det løse sand. Han fik i stedet lov til af bygherren at kravle op på selve transformatoren fra reposet på lastbilen. Han har på intet tidspunkt gået oppe på transformatoren, men kun kravlet forsigtigt på den. Det var på dette tidspunkt, at arbejdstilsynet kom.

Det var ikke muligt at få en lift frem til stedet, og lastbilen og kranen kunne ikke flyttes i den position. Det eneste alternativ havde måske været at få lagt nogle køreplader hen og stillet en stige op herpå. Det er dog sikkerhedsmæssigt en dårlig løsning. Hvis Vidne 3 skulle have benyttet faldsikring, skulle det have været monteret, inden arbejdet med åget var startet.

Der var i virksomheden dengang i alt 8 ansatte, hvoraf 6 er chauffører. De havde 8 lastbiler. Foreholdt at det af e-indkomstregistret fremgår, at der skulle have været 11 ansatte i 3. kvartal 2021, har han forklaret, at det ikke passer. Erhvervsstyrelsens oplysning om, at der skulle være 12 ansatte svarende til 10 årsværk, passer heller ikke. Måske kan det hænge sammen med, at de har haft indlejet arbejdskraft, hvor en person har afløst en anden. Han tror, at styrelsen er meget længe med at slippe en person. Han har ikke selv medtaget noget fra virksomhedens regnskab til belysning heraf. Dengang var det dem selv, som stod for bogholderiet.

Vidne 2 har forklaret, at Arbejdstilsynet jævnligt aflagde besøg i forbindelse med det store byggeri. Den pågældende dag var de først omkring skurbyen, hvor de ansatte spiser og byggeledelsen holder til. Herefter gik de hen til byggeriet. På det første hjørne holdt et par lastbiler og var ved at hejse en transformatorstation på plads. Der var en person oppe på transformatorstationen, som arbejdede med et eller andet, og da de kom rundt om lastbilen, så han, at den pågældende sad ved kanten og fulgte med i, at nogen var ved at spænde stropper på. Personen havde ikke nogen faldsikring på, og de gav ham besked på at trække sig væk fra kanten. Der blev givet et forbud mod at arbejde på den måde. Der var ingen tvivl om, at der var overhængende fare ved at arbejde under de forhold, og arbejde af den karakter skal derfor straks standses. Når man arbejder i den højde, skal man være sikret mod fald. Han målte højden, som er angivet i rapporten. Det skal nok passe, at det var 3,6 meter over terræn. Skal man arbejde i den højde, skal man som udgangspunkt beskyttes af et rækværk, og hvis det kun er kortvarigt kan man benytte en personlig sikring. Han har ikke kendskab til selve det arbejde, der skulle udføres. Han kan derfor ikke udtale sig om, hvorvidt åget kunne hejses ned, uden at man som person kom op til krogen. Det er altid bedst at bruge en teknisk løsning, hvor det er muligt, og som regel kan maskiner da også køres tilbage, hvis noget har vist sig ikke at passe helt. Han kan ikke huske, hvilke løsninger som blev drøftet den pågældende dag - måske var arbejdet allerede udført, da han kom. Hvis det virkelig var helt nødvendigt som person at komme helt op til krogen, vil han mene, at det ville have været muligt med en stige med stigefod og en fodmand op gennem stigen.

Der har været forevist fotos.

Rettens begrundelse og afgørelse

På baggrund af de foreviste fotos og de afgivne forklaringer lægges det til grund, at Vidne 3 lå på knæ på transformerstationen ved kanten af denne i over 3,5 meters højde uden at være sikret mod nedstyrtning til terræn.

Som følge heraf, og da det ikke kan anses for umuligt, at arbejdsopgaven kunne have været tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, er det bevist, at T ApS er skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til en bøde på 51.900 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde (dagældende bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020) § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1.

Retten har lagt vægt på, at grundbøden er på 24.600 kr., som skal forhøjes med 10.000 kr. som følge af faren for nedstyrtning. Retten har endvidere lagt vægt på, at det af de offentlige registre fremgår, at T ApS på det pågældende tidspunkt havde 10 eller flere ansatte, og at selskabet ikke alene ved sin forklaring om antallet af ansatte har tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne oplysning er forkert. Som følge heraf forhøjes bøden med 50 % som følge af virksomhedens størrelse.

Thi kendes for ret:

T ApS skal betale en bøde på 51.900 kr. 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

RETTEN I HERNING, den 24. maj 2023

Udskrift af dombogen for Landsretten i Viborg 

Dom afsagt den 13. juni 2024 af Vestre Landsrets 8. afdeling i ankesag V.L. S–1228–23

Anklagemyndigheden

mod

T ApS

Retten i Herning har den 22. maj 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 99-3743/2022).

Påstande

Tiltalte, T ApS, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. 

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Direktør og medejer Vidne 1 og vidnet tilsynsførende Vidne 2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af direktør og medejer Vidne 3.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at det var godset på lastbilen, som var 3,6 meter bredt. Der var en grøft, som var blevet fyldt op med sand, og der var herefter blevet lagt køreplader, som lastbilen kunne køre på. Det var ikke muligt at få en lift frem til arbejdsstedet. Der var kun en smal vej at køre på. Der skulle være fyldt mere sand i grøften og lagt yderligere køreplader for at få en lift ind.

De udlagte køreplader var smallere end lasten på lastbilen. En stige ville derfor skulle stå i sandet. En stige i løst sand vil vippe ved belastning. Anvendelse af en stige ville derfor være uforsvarlig. De to personer i orange tøj på billedet i byretsekstrakten side 20 står i det bløde sand.

Da lastbilen var kørt ind, lå åget på lastbilen. Åget kaldes et krydsåg. Det lå pakket sammen. Et krydsåg kan bevæge sig. Åget skulle derfor tilpasses, da det ellers ville kunne klemme transformatorstationen. Man kan først se, om åget passer, når man begynder at løfte en lille smule. Det er ikke muligt at tage løftestropperne af uden at skulle derop. En faldsikring skulle i givet fald være etableret, inden arbejdet med åget blev påbegyndt, da faldsikringen skal sættes op i kranen. Det var ikke muligt at gøre på det tidspunkt, hvor det havde vist sig, at åget var for smalt. Kranen var på det tidspunkt 4 meter over åget. Der var ikke blevet etableret faldsikring fra begyndelsen af, da de ikke forventede at skulle bruge det.

Han kan ikke svare på, hvorfor ågets bredde blev fejlvurderet. Han var ikke selv på arbejdsstedet. Det, som han har forklaret om, er baseret på det, som han har fået at vide.

Han ved ikke, hvor myndighederne har tallene over antallet af ansatte fra. Der har aldrig været så mange ansatte i selskabet. Der er en vis udskiftning af personale, og det kan være sådanne forskydninger, som er årsag til myndighedernes for høje tal. Der blev udbetalt feriepenge til fratrådte medarbejdere, som fremgik af lønsystemet, selvom de var fratrådt. Der har aldrig været 10 ansatte i selskabet. Der var ikke kontoransatte i selskabet. Han stod selv for den daglige planlægning. Han stod også for at sende fakturaer ud. Selve bogføringen blev foretaget af en revisor.

Vidne 3 har forklaret, at han er medejer af selskabet. Han kører lastbilkran i selskabet. Han varetog den omhandlede arbejdsopgave. Han havde forinden fået oplyst, at han skulle læsse en transformatorstation af. Det skulle foregå på en bestemt dag og i en bestemt rækkefølge, da de ellers ikke kunne komme til på byggepladsen.

Da han ankom til byggepladsen, blev han anvist et sted. Det viste sig, at der var gravet en kabelgrøft, så det var ikke muligt at komme til, og pladsforholdene var heller ikke, som han havde fået oplyst på forhånd. Det var ikke muligt at benytte den kran, som var på lastbilen. Der blev derfor tilkaldt en større kran til at foretage løftet. Der blev også læsset byggesand ned i grøften, hvorpå der blev lagt køreplader, så de kunne køre ind. Der var tale om løst, blødt sand. Når man gik i det, sank man 5-7 cm ned i det. Kørepladerne var brede nok til, at lastbilen kunne køre på dem, men de var smallere end emnet, som skulle løftes.

Der skulle benyttes et løfteåg for ikke at lave skader på emnet. Åget skulle rettes til for at lave et så skånsomt løft som muligt. Der var justeringsmuligheder af forskellig karakter. Der var kun lidt plads på arbejdsstedet, og åget skulle derfor gøres så smalt som muligt. Den færdige justering af åget kunne først udføres, når det hele var sat op, og man begyndte at stramme til. Det er således først lige inden løftet, at man kan se, om åget passer. Da der blev strammet til, viste det sig, at åget var for bredt. Det var ikke muligt at have forudset det. For at løse problemet skulle der sættes stropper på oppe i åget for at få det til at passe.

Han var nødt til at skulle derop for at rette til. Det var ikke en mulighed at tage det hele ned igen. Det kan man i teorien godt gøre, men det var ikke muligt at lave en nøjagtig finjustering på forhånd på grund af pladsforholdene på stedet.

Den mest rigtige måde at komme op til stropperne på ville være at benytte en stige og kravle op til hver strop. På grund af det bløde sand var det dog ikke en mulighed, da det ville være usikkert at stå på stigen, der ville skride.

Han satte i stedet stigen på reposen på ladet. Der kunne stigen stå stabilt. Han kravlede via stigen op på transformatorstationen. Der var skridsikker maling på taget af stationen. Han kravlede på alle fire inde på midten af stationen og hen til åget. Han havde hele tiden fat i åget med den ene hånd, mens han arbejdede med den anden. Det var ikke muligt at lave faldsikring på det tidspunkt. De skulle have vidst det på forhånd, da faldsikringen i givet fald skulle have været etableret i den løftende kran.

Der var ingen risiko for, at han ville falde ned. Han skulle have fået et hjertetilfælde og være blevet slap i kroppen, hvis han skulle været faldet ned. Han var ikke nervøs. Den valgte fremgangsmåde var den eneste mulighed i situationen. Det var ikke muligt at afmontere åget fra jordniveau. Han skulle op på transformatorstationen.

Det ville være muligt at afmontere åget, hvor det var fastgjort i betongulvet på transformatorstationen. Det ville være muligt at køre væk med lastbilen, hvorved man opgav arbejdet. Opgaven viste sig mere besværlig end forudset. I teorien kunne han have brugt kranen på den lastbil, som han selv kørte i, til at lave faldsikring. Det fik han imidlertid ikke betaling for. De to kraner ville i givet fald kunne komme til at karambolere med hinanden, hvorfor det ville være en dårlig løsning. Han ved ikke, om det ville være lovligt at gøre det på den måde. Ved at etablere faldsikringen på denne måde ville man kunne få et skævt træk i faldsikringen, hvis han faldt ned. Det ville være muligt at lægge mere sand på og flere køreplader. Han ved ikke, om der var køreplader til det.

Han mener, at højden var mindre end 3,6 meter til terrænet. Arbejdstilsynet målte ham bekendt ikke højden. Førerhuset på den lastbil, som han kørte, er 3,35 meter.

Vidne 2 har supplerende forklaret, at det enten var ham eller en kollega, som tog billedet i byretsekstrakten side 20. Højden blev målt fra sandpuden og op til den øverste kant på transformatorstationen. Højden blev målt til 3,6 meter. Der var ikke niveauforskel i underlaget. Han tror måske, at det var hans kollega, som målte højden. Der bliver typisk målt fra underlaget og op til sted, hvor man kunne falde ned fra dvs. til kan- ten af transformatorstationen, hvor arbejdet blev udført. Han husker ikke, hvor der konkret blev målt henne.

Billedet i byretsekstraktens side 23 er taget, da han og kollegaen var på hen mod arbejdsstedet. Billedet i byretsekstraktens side 20 taget, da de kom rundt om lastbilen.

Det kunne have været en løsning at bruge en lift med kurv med rækværk rundt om. Han kan ikke sige, om der kunne være benyttet en stige. En lift ville i givet fald være et alternativ til en stige. Hvis der ikke var andre muligheder, kunne der laves en faldsikring. Der findes en branchevejledning herom. Faldsikringen skal efter vejledningen være fastgjort til den kran, som foretager løftet. Det er udgangspunktet i branchevejledningen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at direktør og medindehaver Vidne 3 den omhandlede dag foretog arbejde på en transformatorstation, mens han lå på knæ ved kanten af denne i cirka 3,6 meters højde over terræn uden at være sikret mod nedstyrtning. Under de nævnte omstændigheder skulle der af hensyn til hans sikkerhed have været etableret kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller andre sikringsforanstaltninger, der effektivt sikrede ham mod nedstyrtning, jf. bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde (dagældende bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020) § 37, stk. 1. Der var flere muligheder, hvorpå sådanne sikkerhedsforanstaltninger kunne etableres. Arbejdet blev derfor ikke udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og der blev herved fremkaldt fare hans liv og helbred.

Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Der er ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at betvivle registreringerne i de offentlige registre af antallet af ansatte i det tiltalte selskab på overtrædelsestidspunktet. Den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået, kan ikke føre til en nedsættelse af bøden. Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at bøden er fastsat til 51.900 kr.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

T ApS skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Vestre Landsret, Viborg den 13. juni 2024

Sidst revideret: 13. juni 2024