Vestre Landsrets dom afsagt den 14. oktober 2025 af 11. afdeling i ankesag V.L. S–0082–25
En virksomhed var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, ved at arbejdet med håndtering og flytning af magneter af hver ca. 30 kg, ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet to ansatte manuelt stablede magneter, uden at der var truffet foranstaltninger til sikring mod klemning. Dette bevirkede, at magneterne tiltrak hinanden, hvorved de ansatte fik fingrene i klemme med personskade til følge for begge.
Selskabet påstod frifindelse med henvisning til § 83, stk. 3, subsidiært formildelse. Selskabet fremhævede, at de ansatte vidste, at de skulle anvende kran ved tunge løft. Det blev ligeledes fremhævet, at det ikke var de ansatte, som kom til skade, der skulle have varetaget den konkrete opgave, da opgaven oprindeligt var planlagt til udførelse af en tredje ansat, der var instrueret i arbejdet. Virksomheden påstod derfor, at det var upåregneligt, at de to ansatte håndterede magneterne, og at de handlede abnormt. I forhold til opgørelsen af antal ansatte mhp. differentiering af bøden, påstod virksomheden, at ledere ikke skal tælles med som ansatte, henset til reglerne i arbejdsmiljølovens kapitel 2 og bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde § 14, stk. 1. Endelig påstod selskabet bødenedsættelse på grund af lang sagsbehandlingstid.
Byretten idømte selskabet en bøde på 164.150 kr. i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. Retten lagde vægt på, at det var ubestridt, at de ansatte havde handlet uagtsomt, og at arbejdet ikke var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Vedrørende § 83, stk. 3, fremhævede byretten, at arbejdet ikke var planlagt og tilrettelagt fuldt forsvarligt, da faren ved håndtering af magneterne hverken fremgik af magneterne selv eller af skiltning, og da virksomheden ikke havde sikret, at kun medarbejdere, der havde erfaring med magneterne, håndterede dem. Det var heller ikke upåregneligt, at andre end den instruerede medarbejder kunne komme til at håndtere magneterne, eftersom en af de ansatte (lagerchefen), som begik overtrædelsen, også stod for bestilling og fremfinding af varer. Byretten lagde tillige til grund, at der ikke var givet særlig instruktion i håndtering af magneter.
Byretten fandt i forhold til differentiering, at det ikke skulle give anledning til en ændring vurdering, at 6 af virksomhedens 40 ansatte var ledere. Endelig havde sagen ikke ligget stille hos myndighederne i et omfang, der kunne begrunde en nedsættelse af bøden, og sagsbehandlingstiden var heller ikke i strid med EMRK art. 6.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med henvisning til, at arbejdet ikke var udført forsvarligt. Vedrørende § 83, stk. 3, gentog landsretten i store træk byrettens præmisser og bemærkede bl.a. i forhold til planlægningen, at det ”ikke har været en fjerntliggende mulighed, at en anden end den pågældende medarbejder ville håndtere magneterne”.
Landsretten ændrede dog begrundelsen vedrørende differentieringen. Landsretten fastslog med henvisning til lovforarbejderne for reglerne om differentiering og reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed (herunder § 14, stk. 1 i bekendtgørelsen om systematisk arbejdsmiljøarbejde), at virksomhedens størrelse skal opgøres efter disse reglers virksomhedsgrænser, så alle ansatte, der ikke er virksomheds- eller arbejdsledere efter AML § 23 og § 24, skal medregnes. Landsretten stadfæstede bøden og præciserede, at lagerchefen konkret ikke var arbejdsleder eller virksomhedsleder og derfor skulle medregnes. Der var dermed mindst 35 ansatte uden lederstatus i virksomheden, hvorfor der skulle ske forhøjelse af bøden med 75 %. På den baggrund og henset til det af byretten anførte, herunder om sagsbehandlingstiden, tiltrådte landsretten bødens fastsættelse.
Dom afsagt den 18. december 2024
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 23. august 2023.
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og stk. 5, nr. 3, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, ved den 29. juli 2022 på arbejdsstedet Adresse A, at arbejdet med håndtering og flytning af magneter, som hver især vejede cirka 30 kilo, ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet de ansatte, Vidne 3 og Vidne 2, manuelt ville stable magneter, uden at der var truffet foranstaltninger til sikring mod klemning, hvilket bevirkede, at magneterne tiltrak hinanden, hvorved de ansatte fik fingrene i klemme med personskade til følge for Lars Svejgaard Sørensen, som pådrog sig knoglebrud på en finger og mistede blommen, ligesom der skete alvorlig personskade til følge for Vidne 2, idet han mistede halvdelen af et fingerled.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er afgivet forklaring af tiltalte ved direktør Vidne 1 og af vidnerne Vidne 2, Vidne 3, tilsynsførende Vidne 4 og Vidne 5.
Vidne 1 har forklaret, at han er direktør og ejer af T A/S, der servicerer og producerer specialmaskiner til industrien. De producerer bl.a. deres egen skanhugger, som er en flismaskine til nedbrydning af paller. De producerer ca. 20 heraf om året. Der benyttes magneter i ca. halvdelen af disse. Den pågældende dag skulle der benyttes to magneter til to maskiner - en til hver. Hver magnet vejer omkring 30 kg. Magneterne var blå og lå med plastik om på en palle med træ imellem, så de var adskilt. Ellers ville de trække sig sammen. Magneterne befandt sig i produktionshallen, hvor der var kraner til at løfte dem. Der var ikke givet nogen speciel oplæring i, hvordan man skulle håndtere magneterne, men alle vidste og havde fået at vide, at de ikke måtte løfte over 20 kg. Normalt håndteres magneterne altid af montørerne ved hjælp af kranen. Den pågældende dag, hvor vidnet selv var på ferie, blev de to magneter imidlertid håndteret af lagerchefen, Vidne 2, og altmuligmanden Vidne 3. På lageret er der to ansatte, hvoraf den ene er Vidne 2, der samtidig har ansvaret for lageret. Ulykken skete i en ferieperiode, hvor der var ikke så mange på arbejde, hvorfor man hjalp hinanden. Vidne 2 havde derfor tilsyneladende selv valgt at flytte magneterne. Det var ikke unormalt for Vidne 2 at skulle håndtere magneter, hvorimod det ikke var normalt for Vidne 3 at håndtere disse.
Projektchef Vidne 5 var på arbejde og kontaktede ham straks samme dag om ulykken. Han har forstået, at Arbejdstilsynet og politiet også kom samme dag, og at såvel de øvrige medarbejdere som politiet og Arbejdstilsynet havde sagt, at det var dumt gjort at løfte de to magneter to mand. Vidne 2 og Vidne 3 havde tydeligvis ikke tænkt sig om. Man kunne ikke undgå at mærke, at det var en magnet, som man løftede på. Der stod ikke magnet på selve pallen, men inde på selve magneten. Virksomheden fik et strakspåbud samme dag af Arbejdstilsynet, hvorefter de ikke måtte røre magneterne, førend sikkerheden var i orden. Vidne 5 sørgede straks for, at der blev markeret tydeligt udenpå magneterne, at der var tale om sådanne, og hvordan man skulle håndtere dem. Det accepterede Arbejdstilsynet.
De ansatte vidste godt, at de ikke skulle løfte på magneterne selv, og han mener ikke, at han havde chancen for at styre, at en af dem ikke tænkte sig om og for at udnytte tiden bad en kollega om hjælp til at flytte dem i stedet for at benytte kranen. Grunden til, at de har sat de tydelige røde mærker op og anvisning om, hvordan magneterne skal håndteres, er, at de altid forsøger at forbedre sig.
Da han startede virksomheden for 30 år siden, var han ene mand. I dag er de 45. I juli 2022 var der 40 ansatte, men heraf var de 6 chefer, som det fremgår af den af ham medbragte liste over medarbejderne. Han er altid gået op i sikkerhed og i, at personalet har gode forhold, da det er en afgørende forudsætning for at kunne holde på medarbejderne. Han har da heller aldrig før været præsenteret for en bøde for noget med firmaet. På virksomheden er en sikkerhedsmand, og derudover holder de alle øje med hinanden. Både han og Vidne 5 går rundt i hallerne hver dag, hvor de altid påtaler, hvis der er noget, som ikke foretages sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Virksomheden levede af at producerer specialmaskiner med stor fokus på sikkerhed, og de talte også altid på møder om egen sikkerhed i virksomheden.
Vidne 2 har forklaret, at han har været ansat som lageransvarlig i T A/S siden december 2021. De var og er to ansatte på lageret. Hans arbejdsopgaver består i at holde styr på lageret og plukke de varer, der skal bruges. Han beskæftigede sig ikke normalt med magneter. Der var tidligere benyttet magneter i virksomheden, men det var første gang, at han selv havde bestilt magneter og håndterede dem. Det var en sommerdag, og han var ikke så opmærksom. Han ville forberede noget til nogle folk, som skulle lave noget og plukkede de varer, der skulle bruges hertil. Det omfattede også to magneter. Han bad Vidne 3, som var den eneste, der lige var der, om at hjælpe sig med at flytte dem. Han var klar over, at magneterne var tunge og mere end han kunne flytte selv. Han husker ikke, om der er en bestemt vægtgrænse på, hvor meget de må flytte. Det foregik i montagen, hvor der var en kran til rådighed. Han havde prøvet at bruge kranen en håndfuld gange, og han ved ikke, hvorfor han ikke bare benyttede den. Måske var det fordi, at det kunne gå hurtigere manuelt. Han har fået at vide, at han skal bruge redskaber og ikke løfte tunge ting selv, men han kan ikke lige sætte en konkret situation på. Vidne 5 var ikke involveret i opgaven den dag.
Vidne 3 var lige som ham selv godt klar over, at det var magneter, som de skulle flytte. Han sagde til ham, at magneterne stod lige der. Vidne 3 har nok ligesom ham selv ikke tænkt særligt over, at det var magneter. Efter de havde flyttet den første over på en palle ½ meter derfra, tog de fat i den næste magnet. Vidne 3 brokkede sig over, at vidnet gav slip, men det var ikke tilfældet. Det var fordi, magneterne tiltrak hinanden. De havde ikke lagt noget ind imellem magneterne. Han kan ikke huske, om han havde handsker på, men det ville heller ikke have gjort nogen forskel.
Han fik klemt den yderste del af langfingeren på den ene hånd og blev også ramt på en anden finger. Vidne 3 fik også en finger i klemme. Han og Vidne 3 blev bragt til det lokale lægehus, hvor vidnet fik noget morfin, og de kom videre på hospitalet, hvor han fik syet fingeren. Der blev i den forbindelse også brugt en tang. Han ved ikke, hvor meget af fingeren de måtte tage af, da en del af fingeren var blevet siddende. Han mangler i dag et halvt led, og han har ikke nogen negl tilbage. Det betyder, at han ikke længere har samme følelse i fingeren, og den gør ofte ondt og bliver betændt. Han har 3 gange måtte været til læge for at få den tømt for betændelse. Han var sygemeldt omkring 14 dage efter ulykken.
Der er efterfølgende sket en ændring af skiltningen på magneterne. Det fremgår nu tydeligt, at det er magneter, og hvordan man skal håndtere dem. Man har fået leverandøren til at ændre på skiltningen, så det nu kan ses uden på indpakningen, at det er magneter. Før kunne man kun se det på selve magneten. Det ville måske have gjort en forskel, hvis der havde været denne skiltning før. Han har slået sig selv i hovedet mange gange, da han jo udemærket godt vidste, at der var tale om magneter, men han blot ikke tænkte over det, da han flyttede dem.
Han fik i første omgang tilkendt en ménerstatning, men det blev anket og ændret, så han alligevel ikke fik noget.
Vidne 3 har forklaret, at har været ansat hos T A/S i 3- 4 år. Da ulykken skete, havde han været ansat i 1½ år. Han var en slags altmuligmand i montagehallen, hvor han både tømte biler og samlede ting. Han havde ikke tidligere arbejdet med magneter, men han vidste godt, at de havde nogle bånd med magneter, og efterfølgende har han også prøvet at samle disse.
Den pågældende dag bad Vidne 2 ham om at hjælpe med at løfte noget. Han fik ikke at vide, hvad det var, som de skulle løfte, men det var halvtungt. Efter de havde løftet den første pakke over på pallen, begyndte de at løfte den næste. Da ulykken skete, var det først hans indskydelse, at Vidne 2 tabte sin ende af pakken. Så kom Ansat B imidlertid og sagde, at det var magneter, som de arbejdede med. Det havde han ikke fået at vide inden.
Han var ikke blevet instrueret i, hvordan han skulle håndtere magneter. Han husker, at Vidne 2 pakkede noget folie ud, og at de så løftede den første magnet, hvorefter Vidne 2 gjorde den næste klar, og de løftede på den. Det tog meget kort tid, nok højest et minut imellem de to løft. Det giver sig selv, at magneter trækker sig sammen, men han var altså ikke klar over, at det var magneter, og havde tankerne et andet sted. Han havde handsker på, men fik blommen på sin langemand i klemme, så man kunne se ind til knoglen. Mens Vidne 2 forholdt sig roligt, skreg han selv vist noget op, da det gjorde så ondt. Han vidste ikke, hvor slemt det var gået med Vidne 2, men det var i virkeligheden meget værre. Han og Vidne 2 blev kørt til det lokale lægehus, hvor han fik noget smertestillende og senere kom de på sygehuset. Hans finger er i dag ½ cm. kortere, og den er meget kold og følelsesløs. Han skal heller ikke slå den ret meget, førend det gør ondt i den. Han var vist sygemeldt omkring 3 måneder.
Han ved, at der efterfølgende skete en mærkning af magneterne og på pallen, så man på ingen måde kan overse, at der er tale om magneter, som man skal være forsigtige med og ikke stable med håndkraft. Hvis der havde været en sådan markering før, kunne man håbe på, at ulykken ikke var sket. Han fik ikke nogen instruktioner af Vidne 2 den dag om, hvordan de skulle løfte. Det var ikke en del af hans faste opgave at have med magneter at gøre, og han gjorde sig ikke store tanker om, hvad det var, som han skulle hjælpe med. Han har før arbejdet som sygehjælper og ved, at man skal løfte tæt på kroppen. Han anså ikke selve vægten for at være noget problem.
De magneter, som de pakkede den pågældende dag, var blå. Han mener ikke, at Vidne 2 forud for ulykken sagde noget om, at det var magneter, men i forbindelse med at det skete, sagde han det nok.
Foreholdt fil 1, side 39, spørgsmål 8, hvor vidnet af politiet blev spurgt, om han havde fået at vide, at der skulle bruges et teknisk hjælpemiddel, og at vidnet ikke ønskede at svare på spørgsmålet har vidnet forklaret, at han ikke ønskede at skade virksomheden og var i tvivl om, hvad han skulle sige, hvorfor han ikke svarede herpå. Grunden til, at han er holdt med at arbejde på virksomheden i foråret, er, at han brød sammen derude. Han ved ikke, om det har nogen sammenhæng med denne her sag. Han har gennem forsikring og fagforening fundet ud af, at han ikke kan få nogen erstatning, da hans mén ikke er stort nok. Han fik løn under sygdom.
Han har haft forskelligt arbejde gennem tiden, herunder som anlægsgartner og kørt lastbil. Da han søgte jobbet, sagde han, at han havde hænderne skruet rigtig på.
Hvis nogle af lederne skulle have gjort noget andet, så var det Vidne 2, som burde have haft styr på, at de ikke skulle flytte magneterne på den måde.
Vidne 4 har forklaret, at han har været tilsynsførende hos Arbejdstilsynet siden 2007. Den pågældende dag blev de ringet op af politiet om, at der var sket en arbejdsulykke, og han og en kollega tog ud på virksomheden samme dag. De blev mødt af Vidne 5, der var projektchef.
Vidne 5 viste dem rundt. De fik forevist pallen med magneter, hvor der var sat et advarselsskilt op på som det fremgår af foto i sagen. Vidne 5 fortalte, at det var et, som han havde sat op efter ulykken. Ved siden af stod pallen med de to magneter ovenpå hinanden. De talte med Vidne 5 om, hvordan man normalt håndterede magneterne, og de fik at vide, at pallen med magneter normalt blev kørt derhen, hvor magneterne skulle bruges og så håndteret med kran. Det var derfor ikke den normale procedure, som var blevet fulgt den dag.
Der blev på stedet givet et strakspåbud efter arbejdsmiljølovens § 38 om at planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet med magneterne sikkerhedsmæssigt forsvarligt. De fik at vide, at flytningen af magneterne var sket i forbindelse med, at der skulle plukkes varer til en ordre. Han tænker, at arbejdet ikke var planlagt sikkerhedsmæssigt forsvarligt, når man vil plukke magneter sammen med andre varer. Han talte kun med Vidne 5. Ejeren var der ikke, og de tilskadekomne var på skadestuen. Det var ikke det forhold, at der i sig selv blevet løftet 30 kg af to personer, som var problemet. Han så ikke den liste, som der blev plukket varer efter, så han ved ikke, om det fremgik heraf, hvordan man skulle tage magneterne. Det, de fik oplyst, var, at der normalt var en fin måde at tage disse på, nemlig ved at køre pallen hen til en kran, hvor man skulle montere dem.
Han ved ikke, hvilken instruktion de tilskadekomne havde fået omkring håndteringen. Han har ikke talt med de tilskadekomne, og det var ikke noget, som han drøftede med Vidne 5. Det er ham, der har udarbejdet rapporten om grove overtrædelser, fil 1, side 29. Det har han gjort på baggrund af egne iagttagelser og de oplysninger, som han fik på virksomheden. Det var Vidne 5, som gav ham disse. Foreholdt pkt. 14, er det rigtig nok, at Vidne 5 oplyste, at der ikke var givet specifik instruktion om håndteringen af magneterne til de skadelidte, da han mente, at alle ansatte var klar over proceduren.
Strakspåbuddet blev opfyldt ved, at virksomheden satte tydelige skilte op, så alle kunne se, at der var tale om magneter, ligesom det blev indprentet for alle ansatte, at de skulle bruge kranen. Han accepterede denne tilbagemelding. Det er rigtig nok, at der allerede på dagen var sat et skilt op af Vidne 5, og at man måske kunne have overvejet bare at give en påtale, men han vurderede, at det ikke var et skilt i et så permanent materiale, at det var rigtigst at give et påbud.
Han var ikke klar over, at den ene tilskadekomne var en leder. Det kan så være sværere at sige, at det er planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet, som den var gal med, men arbejdet har i hvert fald stadig været udført sikkerhedsmæssigt uforsvarligt.
Han fik ikke noget at vide om, at det var en anden medarbejder, der skulle have udført arbejdet. Han fik at vide, at man normalt kørte pallen hen til kranen. Han fik også at vide, at medarbejderen havde fået en plukliste, og at medarbejderen så havde bedt en kollega om hjælp med at løfte magneterne over på pallen. Han fik ikke nogen forklaring på, hvorfor der ikke var benyttet den normale procedure. Der er ikke noget krav om, at procedurer skal være skriftlige, men det kan være en fordel, så medarbejderne ikke så nemt kommer til at glemme dem.
Vidne 5 har forklaret, at han er uddannet maskiningeniør og har arbejdet med produktudvikling og produktion af maskiner i 30 år. Han har været ansat som projektchef hos T A/S siden 2020. Han har stået for udvikling og produktion af skanhuggeren. Han havde sin daglige gang i virksomheden og hallerne, hvor han altid iagttog og fulgte op på evt. sikkerhedsmæssige problemer. Det er generelt hans indtryk, at der i virksomheden er stort fokus på sikkerhed. Man laver f.eks. billeder, der kører i kantinen, hvor man både kan se, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Herudover er der sidemandsoplæring af nyansatte og man kan altid spørge en kollega til råds. Der er krandækning alle de steder, hvor der er behov herfor til tunge løft, og de bruges flittigt. Alle ved godt, at de skal bruge kranen, når vægten er over 20 kg.
Den pågældende dag var han på kontoret ved siden af montagehallen, da han pludselig hørte råben og skrigen herfra. Han gik straks derud og så Vidne 3 omgivet af kolleger. Der var meget lyd på Vidne 3, og det var tydeligt, at han havde ondt. Der var noget galt med Vidne 3’s finger. Kollegerne stod lidt omkring og prøvede at finde ud af, hvad der var sket. Vidne 2 stod lidt tilbagetrukket og sagde nu også, at han også var kommet til skade. Det var også med fingrene. Han hørte Vidne 3 sige til Vidne 2: "hvorfor gav du slip?", hvilket syntes at overraske Vidne 2. I øvrigt var hans fokus på at få de to til læge. Han hørte så en kollega sige, at de havde håndteret magneter. Det overraskede ham, og han gik ind og kiggede på det, hvor han så, at der stod to magneter ovenpå hinanden ved siden af en palle med magneter. Der var ikke lagt strøer frem til at lægge mellem magneterne.
Det havde aldrig været intentionen, at der var nogen, som skulle håndtere magneterne manuelt. Han havde selv omkring 3 uger forinden bedt en erfaren montør, Ansat C, om at lave to nye testmaskiner, en stor og en mindre. Det var vigtigt, at det var en erfaren, som lavede disse maskiner, og han havde derfor givet opgaven til den pågældende. Han gav i den forbindelse Ansat C en plukliste til hver af maskinerne. Det fremgik af pluklisterne, at der skulle en magnet til hver af dem. Der stod ikke noget på pluklisterne om, at magneterne skulle håndteres med kran, men det vidste Ansat C godt, da han var vant til at lave disse maskiner.
Magneterne stod i et pakkeområde af den hal, hvor de skulle monteres, og normalt kørte man hele pallen hen til montagebordet, hvor man så løftede magneten over med en kran. Det var hans forventning, at Ansat C selv ville hente magneterne, og han ved ikke, hvordan det skete, at Vidne 2 fik fat i pluklisterne. Han ved således ikke, om det var noget, som Ansat C havde bedt Vidne 2 om, eller om Vidne 2 selv havde fundet på at hjælpe med det. Han gætter på, at Vidne 2 bare har villet være hjælpsom. Netop da der var tale om en test, gik han ud fra, at Ansat C selv hentede de varer, som han skulle benytte. Når der var tale om en større produktion på f.eks. 10 maskiner, kunne det dog godt være lagerfolkene, som kørte varerne hen til produktionen. Han mener ikke, at han kunne have forudset, at opgaven var kommet i hænderne på nogle andre. Der stod ikke noget på plukkelisten om, at det kun var Ansat C, som måtte udføre opgaven.
Efter ulykken er der blevet sat mere tydelig skiltning op såvel uden på pallerne som uden på magneterne om, at der kan være tale om fare. Det har de fået producenten til at ændre, så det ikke kun er dem, men også transportfolkene, som får denne advarsel. De har også givet en generel instruks til medarbejderne om, at de altid skal benyttes kran ved håndtering af magneterne. Endelig er de også begyndt at skrive det på pluksedlerne.
Han går hver morgen en tur og taler med de ansatte. Han kan ikke huske det i dag, men hvis han til Arbejdstilsynet har sagt, at han havde talt med Vidne 2 og Vidne 3 ½ time før, så er det nok tilfældet. De har i hvert fald ikke på dette tidspunkt været ved at flytte magneter.
Der har været fremlagt arbejdsgiverens indberetninger af ulykken til tilsynscenter Nord, Arbejdstilsynets strakspåbud, tilbagemelding om efterkommelse, Arbejdstilsynets besøgsrapport og rapport om grove overtrædelser, fotos og politiattest, hvoraf det fremgår, at det var nødvendigt at amputere det yderste af Vidne 2’s finger. Der har desuden været fremlagt udskrift af CVR-registreret, hvorefter der i virksomheden på ulykkestidspunktet var 40 ansatte. Herudover har der af virksomheden været fremlagt en liste over navnene på de ansatte med angivelse af hvem, der er ledere.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at virksomheden hverken havde tilrettelagt eller instrueret tilstrækkeligt om, hvordan håndteringen af magneterne skulle finde sted sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Selvom opgaven måtte være givet til en anden medarbejder Ansat C, der var tilstrækkeligt instrueret om håndteringen, har det ikke været upåregneligt, at andre personer kunne finde på at hjælpe hermed. Der var desuagtet hverken givet udtrykkelig instruktion til de pågældende om altid at anvende kranen eller opsat faresignaler ved magneterne. Der var heller ikke på plukkelisten anført noget herom eller om, at opgaven alene måtte udføres af en bestemt medarbejder. Selvom den ene af de to ansatte vidste, at der var tale om magneter, har der således ikke været tale om en så abnorm handling fra de ansatte, at virksomheden er ansvarsfri efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Bøden skal udmåles på grundlag af antallet af samtlige ansatte uanset, om de er ledere. Der har desuden ikke været tale om, at sagen har ligget stille eller sagsbehandlingstiden på anden måde være så langvarig, at den har været i strid med EMRK artikel 6, hvorfor der ikke er grundlag for at nedsætte bøden som følge af sagsbehandlingstiden, jf. straffelovens § 82, stk. 2, 2. pkt.
Forsvareren har gjort gældende, at virksomheden er fri for ansvar efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, idet opgaven med at håndtere magneterne var givet til en anden medarbejder, der godt var bekendt med, hvordan man skulle håndtere disse, og at det ikke var muligt for arbejdsgiveren at forudse, at to andre medarbejdere ville gøre det i stedet, eller at de to ansatte ville håndtere dem på denne måde, selvom de godt var klar over, at der var tale om magneter. Der er således tale om en abnorm handling, og det er ikke bevist, at virksomheden ikke havde planlagt og tilrettelagt arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt tilstrækkeligt eller ført tilstrækkeligt tilsyn.
Hvis retten finder, at virksomheden er skyldig, bør der ske nedsættelse af bøden som følge af, at lederne ikke skal tælles med, når man differentierer bøden efter virksomhedens størrelse. Derudover er der tale om en ukompliceret straffesag, som ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det skyldes virksomhedens forhold, hvorfor der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 13 og stk. 2, jf. EMRK artikel 6 skal ske en nedsættelse af bøden med 5.000 kr. og herefter en halvering, ligesom statskassen bør betale sagsomkostningerne, herunder udgiften til den valgte forsvarer.
Det er ubestridt, at de to ansatte, der kom til skade, da deres fingre blev klemt mellem de to magneter, handlede uagtsomt, da de valgte at løfte en 30 kg tung magnet manuelt direkte over på en anden magnet af samme størrelse. Arbejdet med håndteringen af magneterne blev således ikke udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og virksomheden er derfor kun strafferetligt fri for bøde-ansvaret, hvis virksomheden havde opfyldt alle sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, jf. lovens § 83, stk. 3.
Retten lægger på baggrund af de afgivne forklaringer til grund, at projektchefen havde printet plukkelisterne og givet dem til en erfaren montør, Ansat C, der var bekendt med, at han skulle benytte kranen til at håndtere magneterne. Det kan imidlertid ikke anses for upåregneligt for virksomheden, at andre ansatte, herunder navnlig lagerchefen, der forestod bestilling af varer og fremfinden af varer på lageret, også ville kunne risikere at håndtere disse. Det lægges endvidere til grund, at lagerchefen kun havde været ansat i et halvt år og endnu aldrig havde haft anledning til at håndtere magneter, og at han ikke var specifikt instrueret om, at der altid skulle benyttes kran hertil. Endvidere var der ikke advaret om den betydelige fare ved magneterne hverken udenpå indpakningen eller på pluklisterne. Selvom lagerchefen var klar over, at der var tale om magneter, tænkte han ikke i øjeblikke på det. Efter de afgivne forklaringer kan det desuden ikke anses bevist, at altmuligmanden havde fået tydeligt at vide, at der var tale om magneter, og efter hans egen forklaring, der understøttes af udtalelserne fra ham efterfølgende om, at lagerchefen havde givet slip, lægger retten til grund, at han ikke vidste det. Altmuligmanden havde desuden ikke håndteret magneter før.
På denne baggrund finder retten ikke, at arbejdsgiveren fuldt ud havde opfyldt sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, idet virksomheden ikke havde sikret sig, at arbejdsopgaven ikke blev varetaget af medarbejdere, der ikke havde erfaring med håndtering af magneter, og som heller ikke var særligt instrueret i eller advaret om faren ved opgaven. Retten finder således ikke, at det var upåregneligt for virksomheden, at de to medarbejdere udførte opgaven som de gjorde. Virksomheden er derfor ikke ansvarsfri efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, og det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til en bøde på 164.150 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og stk. 5, nr. 3, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at den ene ansatte var udsat for alvorlig personskade, idet en del af fingeren blev amputeret, at to ansatte er kommet til skade og antallet af ansatte i virksomheden. Retten har ikke fundet, at det forhold, at den ene af de tilskadekomne var leder i virksomheden, eller at der var 6 ledere ud af de 40 ansatte, skal give anledning til en ændret vurdering. Forholdet er begået den 29. juli 2022, og Arbejdstilsynet anmodede den 7. oktober 2022 politiet om at foretage efterforskningskridt i sagen og den 22. maj 2023 om at rejse tiltale. Den 11. juli 2023 blev virksomheden herefter sigtet, og den 23. august 2023 blev der rejst tiltale. Sagen blev herefter berammet til den 12. februar 2024, men blev omberammet grundet direktørens ferie. Sagen blev herefter berammet til den 18. april 2024, men måtte omberammes dagen før, da forsvareren ønskede yderligere vidneførsel, som ikke kunne nås indenfor den berammede tid, hvorefter sagen blev berammet til den 11. december 2024. Retten finder på baggrund heraf ikke, at sagen har ligget død hos myndighederne i et sådant omfang, at sagsbehandlingstiden efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 må anses for så urimelig, at det skal have betydning for sanktionen.
Thi kendes for ret:
T A/S skal betale en bøde på 164.150 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
RETTEN I HERNING, den 19. december 2024
Dom afsagt den 14. oktober af Vestre Landsrets 11. afdeling i ankesag V.L. S–0082–25
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Retten i Herning har den 18. december 2024 afsagt dom i 1. instans
Tiltalte, T A/S, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Vidne 1 og vidnerne Vidne 2, Vidne 3, Vidne 5 og Vidne 4 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at det er sædvanligt, at Vidne 2 finder varer til ordrer frem, men han håndterer normalt ikke magneterne. Vidne 3 var altmuligmand og derfor lidt over det hele. Han ved ikke af, at Vidne 3 havde håndteret magneter før episoden.
Alle ved, hvad magneter gør, og derfor var der på ulykkestidspunktet ikke meldt noget særligt ud om håndtering af dem. Magneterne skulle have været løftet med en kran, og hvis de havde brugt en kran, ville ulykken ikke være sket.
Magneterne er blå, hvilket kan ses gennem plastikken, og de var stablet på en særlig måde. Der stod også på plastikken, at det var magneter. Alle vidste derfor godt, at det var magneter.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at det er en almindelig arbejdsopgave for ham at finde varer frem. Han vidste, at der var tale om magneter. Det vidste de begge to. Han tænkte dog ikke over, at det var en magnet, da han flyttede den, og at der derfor var en særlig fare forbundet med at flytte den. Han vil tro, det var Vidne 5, der bad ham udføre opgaven.
Han var instrueret om, at de skulle bruge en kran til at flytte magneter. Det har han fået at vide, sandsynligvis af Vidne 5 eller Vidne 1. De skulle sætte en krog i hullerne i magneten, når de flyttede dem med en kran. De skulle bruge en kran, fordi de var u-handy og tunge. Foreholdt at Vidne 1 og Vidne 5 ikke har forklaret, at de har instrueret ham om håndteringen af magneter, har han forklaret, at han er rimeligt sikker på, at han har fået dette at vide. Så kan det måske være Ansat C, der har nævnt det for ham. Ansat havde arbejdet med magneter før.
Han er stadig ansat på virksomheden.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at han ikke tænkte over, hvad det var, han løftede. Det var bare et hurtigt løft, han skulle hjælpe med, hvorefter han skulle tilbage til det, han var i gang med.
Han havde ikke fået nogen særlig instruktion i at løfte magneter. Efterfølgende er de blevet advaret om magneter, men ikke forud for ulykken.
Forevist foto i ekstrakten side 28 har han bekræftet, at det nok var den palle, de tog magneterne fra. Vidne 2 havde allerede fat i den ene ende, da han kom derhen, og han skulle bare løfte. Han kan ikke forklare, hvorfor de ikke brugte en kran. Han havde dengang ikke set magneter blive løftet, men han har set magneter på et magnetbånd.
Vidne 2 nævnte ikke før ulykken, at det var magneter. Måske sagde han det, da de stod med den sidste, eller lige da ulykken var sket.
Vidne 5 har supplerende forklaret, at det er rigtigt, at der ikke blev givet en generel instruktion om håndtering af magneter forud for ulykken. Det har altid været en bestemt erfaren medarbejder, Ansat C, der stod for det. Han kører normalt pallen med magneter hen til båndet, hvor han benytter kranen til at håndtere magneterne. Han talte ikke med Vinde 2 om magneter, idet det ikke var ham, der skulle have håndteret dem.
Der var en advarsel på selve magneten, men ikke på folien udenpå. Det er der kommet nu.
Der blev ikke talt om magneter, da Vidne 3 spurgte Vidne 2, hvorfor han gav slip. Det er hans indtryk, at Vidne 3 ikke vidste, at der var tale om magneter.
Vidne 4 har supplerende forklaret, at det var ham, der spurgte, om den konkrete medarbejder var instrueret i at håndtere magneter. Han fik ikke at vide, at den ene medarbejder var en leder. Man kan overveje, om påbuddet også skulle angå planlægning og tilrettelæggelse, men han tror ikke, at han ville have vurderet det anderledes, hvis han havde vidst, at den ene var en leder. En leder har særlig pligt til at instruere en medarbejder. Den normale procedure med kran var fornuftig, men ikke den konkrete udførelse af arbejdet.
Landsretten er enig i, at håndteringen af magneterne ikke blev udført forsvarligt, således at T A/S som udgangspunkt skal straffes efter de bestemmelser i arbejdsmiljøloven, som byretten har anført.
Spørgsmålet er herefter, om T A/S har opfyldt sine pligter efter lovens kapitel 4, således at selskabet ikke skal pålægges strafansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Landsretten lægger til grund, at ulykken opstod, fordi Vidne 2 og Vidne 3 i situationen ikke tænkte over de særlige farer, der kan være forbundet med at håndtere magneter. Det lægges videre til grund, at der ikke var givet en generel instruktion angående håndtering af magneter, og at faren ved håndtering af magneterne heller ikke fremgik af magneterne eller ved skiltning. Landsretten tiltræder på den baggrund, at arbejdet ikke var tilrettelagt og planlagt fuldt forsvarligt. Det gør ikke en forskel, at magneterne normalt blev håndteret af en bestemt medarbejder, idet det efter det oplyste om arbejdsprocesserne ikke har været en fjerntliggende mulighed, at en anden end den pågældende medarbejder ville håndtere magneterne. Det gør heller ikke en forskel, at der var givet en generel instruks om, at der skulle benyttes kran ved håndtering af tunge emner. Landsretten tiltræder derfor, at T A/S ikke har opfyldt sine pligter efter lovens kapitel 4, og at virksomheden ifalder strafansvar.
Det fremgår af forarbejderne til daværende arbejdsmiljølovs § 83, stk. 4, (nugældende § 82, stk. 6) og § 83, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 177 af 30. marts 2011 punkt 2.3.3., at der ved bødeberegningen skal tages udgangspunkt i de virksomhedsgrænser, som er fastsat i de gældende regler for virksomhedernes samarbejde om sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljølovens kapitel 2. Efter bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde § 14, stk. 1, (tidligere bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed § 8, stk. 1) skal alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere i henhold til arbejdsmiljølovens § 23 og § 24, medregnes ved beregningen af virksomhedens størrelse.
Efter de foreliggende oplysninger om Vidne 2’s arbejdsopgaver kan han ikke anses for udelukkende eller i det væsentlige at lede eller føre tilsyn med arbejdet, jf. arbejdsmiljølovens § 24. Han skal derfor medregnes ved beregningen af virksomhedens størrelse, således at T A/S må anses som en ”stor virksomhed” med mindst 35 ansatte. Normalbøden skal som følge heraf forhøjes med 75 %. På den baggrund og af de grunde, som byretten har anført, herunder om sagsbehandlingstiden, tiltræder landsretten, at bødestraffen er fastsat som sket.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg den 14. oktober 2025
Sidst revideret: 14. oktober 2025