Vestre Landsrets dom afsagt den 10. juni 2025 af 13. afdeling i ankesag V.L. S–1237–24
T A/S var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 37, stk. 1 og stk. 4, og bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler § 5, stk. 2, nr. 1, ved at arbejdet med elementmontage på en byggeplads i juni 2022 ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, ligesom der ikke var etableret kollektive eller andre sikkerhedsforanstaltninger, der effektivt sikrede mod nedstyrtning. En ansat arbejdede og færdedes tæt på kanten af et dækelement, ca. 3 meter over det omgivende betonunderlag, under anvendelse af faldsikringsudstyr (faldblok), som ikke ydede den tilsigtede beskyttelse, da den ansatte var mere end 5 meter væk fra ankerpunktet, og der skulle være en frihøjde på mindst 4 meter til det underliggende underlag. Herved var fremkaldt fare for skade på den ansattes liv og helbred. Selskabet var tidligere straffet for grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
T A/S påstod frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidiært formildelse. T A/S henviste særligt til, at det udleverede faldsikringsudstyr var egnet til arbejdet, da faldsikringen ville aktiveres, inden den ansatte ville ramme jorden, ligesom der også løbende blev etableret kollektiv sikring. Endvidere anførte selskabet, at den ansatte – som havde 20 års erfaring - havde modtaget den nødvendige instruktion og oplæring i at anvende faldsikringsudstyret, ligesom der blev ført tilsyn med arbejdet, og at selskabet havde udarbejdet en APV. Endelig henviste selskabet til, at bøden burde nedsættes på grund af lang sagsbehandlingstid.
Byretten idømte selskabet en bøde på 109.200 kr., og lagde i præmisserne vægt på, at den anvendte faldblok med udspændt line på ca. 5 meter på et arbejdssted i ca. 3 meters højde, ikke ydede den fornødne sikkerhed for, at den ansatte ikke ville komme til skade ved fald, som følge af den såkaldte penduleffekt, idet der ikke som foreskrevet i manualen var sikkerhed for, at faldblokken ville låse, hvis minimumsfaldhøjden på 4 meter ikke blev overholdt. Retten fandt endvidere, at T A/S som arbejdsgiver ikke havde givet de ansatte tilstrækkelig instruktion i at undgå den særlige fare, som ligger i, at en line til en faldblok er trukket længere ud end faldhøjden på arbejdsstedet, ligesom der ikke var ført tilstrækkeligt tilsyn - dét uanset, at den ansatte var erfaren og bekendt med arbejdsproceduren. Endelig fandt byretten ikke grundlag for at reducere bøden på grund af den samlede sagsbehandlingstid.
Landsretten stadfæstede byrettens dom af de grunde, der var anført af byretten. Landsretten anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at de ansatte foretrak at arbejde med det pågældende sikkerhedsudstyr, fordi de anså det for mere sikkert end andre alternativer, eller at det efter deres opfattelse ville have forhindret faldet. Landsretten lagde endvidere til grund, at T A/S’ ledelsesrepræsentant var bekendt med, at det pågældende sikkerhedsudstyr blev anvendt, selvom faldhøjden var mindre end 4 meter, hvorfor selskabet ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at der blev anvendt nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Landsretten fandt bøden passende udmålt og fandt ligeledes ikke grundlag for strafbortfald eller -nedsættelse på grund af sagsbehandlingstiden.
Dom afsagt den 4. juni 2024
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 25. september 2023.
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, og stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejder § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1 og stk. 4 og bekendtgørelse nr. 1706 af 15. december 2010 om brug af personlige værnemidler med senere ændringer § 16, stk. 1 nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 5, stk. 2 nr. 1, ved den 27. juni 2022 på Byggeplads A, som tidligere straffet for en grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven, at arbejdet med elementmontage ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet den ansatte Vidne 2 arbejdede og færdedes på toppen af et dækelement tæt på kanten, i en højde af ca. 3 meter over det omgivende betonunderlag, under anvendelse af faldsikringsudstyr, som ikke ydede den tilsigtede beskyttelse, idet den ansatte havde trukket sig mere end 5 meter væk fra ankerpunktet, og idet der som minimum skulle være en frihøjde på 4 meter til det underliggende underlag, og uden at der var etableret kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller anden sikkerhedsforanstaltning, der effektivt sikrede den ansatte mod nedstyrtning fra dækkanten, alt hvorved der var fremkaldt fare for skade på den ansattes liv og helbred.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde på 109.200 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4.
Forklaringerne fra tiltalte og vidnerne Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3 er gengivet i retsbogen af 8. april 2024.
Forklaringen fra Vidne 4 er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der har bl.a. været fremlagt fotos fra den pågældende byggeplads.
Tiltalte har den 7. december 2020 vedtaget en bøde for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Sagen angik en medarbejder hos tiltalte, som færdedes på toppen af en badekabine tæt på kanten, uden at der var truffet effektive foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning fra badekabinen, hvorved der var fare for personskade.
Tiltalen angår, om tiltaltes ansatte Vidne 2’s arbejde på Byggeplads A, den 27. juni 2022 blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. det i tiltalen påberåbte regelgrundlag.
Efter arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og 2, skal arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Der er fastsat nærmere regler om det pågældende arbejde med lægning af betonelementer i bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021, § 37.
Det fremgår af denne bestemmelse bl.a., at der som udgangspunkt skal anvendes kollektive sikkerhedsforanstaltninger i form af rækværk, afskærmning eller lignende. Der kan dog anvendes personligt faldsikringsudstyr, hvor kollektive sikkerhedsforanstaltninger ikke med rimelighed kan anvendes på grund af arbejdets art og karakter, jf. § 37, stk. 4. Anklagemyndigheden har ikke bestridt, at denne betingelse er opfyldt.
Vidne 2 anvendte den pågældende dag personligt faldsikringsudstyr i form af en såkaldt faldblok. Denne fungerer, ved at den sele, der var spændt fast på Vidne 2, var fastgjort til et fast punkt - et ankerpunkt - med en line, der ville blive låst fast ved et tilstrækkeligt træk eller ryk. Funktionen kan sammenlignes med en sikkerhedssele i en bil.
Det lægges efter forklaringen fra Vidne 3 sammenholdt med hans rapport fra byggepladsen og de optagne fotos til grund, at Vidne 2, da vidnet så ham, arbejdede et sted, hvor linen til faldblokken var trukket ca. 5 meter ud, tæt på kanten hvor der var en faldhøjde på ca. 3 meter.
Den anvendte faldblok var af typen Ikar med en påspændt wire på 18 meter. Ifølge manualen til denne faldblok er det et krav, at faldhøjden er mindst 4 meter for at opnå fornøden sikkerhed for, at linen låses fast, inden brugeren rammer jorden eller andre faste genstande.
Retten finder det godtgjort, at når linen var udspændt ca. 5 meter fra ankerpunktet, et sted hvor faldhøjden var ca. 3 meter, indebar den anvendte faldblok som følge af den såkaldte penduleffekt ikke fornøden sikkerhed for, at Vidne 2 ved et fald ud over betondækket ikke ramte jorden eller andre faste genstande, idet der ikke som foreskrevet i manualen var sikkerhed for, at faldblokken ville låse, inden Vidne 2 ramte jorden eller andre faste genstande. Arbejdet blev således ikke udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens§ 38, stk. 1.
Det må lægges til grund, at Vidne 2 var en erfaren medarbejder, som var bekendt med arbejdsproceduren, og at tiltalte løbende var opmærksom på sikkerhedsforholdene for de ansatte. Efter bevisførelsen må det imidlertid lægges til grund, at tiltalte som arbejdsgiver ikke havde instrueret Vidne 2 i at undgå den særlige fare, som ligger i, at en line til en faldblok er trukket længere ud end faldhøjden på arbejdsstedet. Tiltalte er således ansvarlig for ikke at have givet tilstrækkeligt instruktion i og ført tilstrækkeligt tilsyn med arbejdets udførelse og således skyldig i den rejste tiltale.
Anklagemyndighedens bødepåstand tager udgangspunkt i en grundbøde på 24.600 kr. med tillæg af 10.000 kr. som følge af risikoen for skade. Der er tillagt yderligere 20.000 kr. som følge af, at tiltalte tidligere har vedtaget en bøde for en grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Summen af disse beløb er forhøjet med 100 pct. som følge af størrelsen af tiltaltes virksomhed, som har mere end 100 ansatte. Retten finder denne bødeberegning i overensstemmelse med lovens forarbejder, og tiltalte idømmes derfor en bøde på 109.200 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, og stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejder, § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1 og stk. 4, og bekendtgørelse nr. 1706 af 15. december 2010 om brug af personlige værnemidler med senere ændringer, § 16, stk. 1 nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 5, stk. 2 nr. 1.
For så vidt angår sagsbehandlingstiden bemærkes, at gerningstidspunktet er den 22. juni 2022. Arbejdstilsynet anmodede om tiltalerejsning den 8. august 2022, og retten modtog sagen den 25. september 2023. Hovedforhandlingen blev påbegyndt den 8. april 2024. Retten finder på denne baggrund ikke, at den samlede sagsbehandlingstid er af en sådan længde, at den giver grundlag for en reduceret bøde.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T A/S, skal betale en bøde på 109.200 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
RETTEN I VIBORG, den 4. juni 2024
Den 8. april 2024.
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
(…)
T A/S nægtede sig skyldig, påstod subsidiært strafbortfald og mere subsidiært en mindre bøde end påstået af anklagemyndigheden.
Der blev afgivet forklaring af Vidne 1 og vidneforklaring af Vidne 2 og tilsynsførende Vidne 3, der var gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.
Vidne 1 forklarede, at han er projektchef i det tiltalte selskab og har det overordnede ansvar for blandt andet økonomien. Tiltalte havde på gerningstidspunktet gang i syv forskellige projekter. Virksomheden monterer betonelementer, både selvproducerede og indkøbte. Tiltalte stod for noget af det arbejde, som sagen angår. Der skulle bygges et lejlighedskompleks, som blandt andet bestod af et bunddæk og betonvægge. Byggelederen fører det daglige tilsyn med medarbejderne, men han er inde over om en overordnet. Hver gang der startes et projekt, drøfter man, om der er noget specielt, man skal tage højde for, eller om der er tale om almindelige arbejdsopgaver. I den omtvistede sag har man hos tiltalte diskuteret brugen af faldsele, for montørerne vil helst ikke arbejde med en fast line. Så føler de sig mindre fri i bevægelserne. Skulle der komme et betonelement på afveje, skal medarbejderne kunne undvige det, og så er det montørernes opfattelse, at en fast line hæmmer deres bevægelighed. Derfor foretrækker selskabet en faldblok med fast line.
Hos tiltalte opererer de dels med generelle sikkerhedsforanstaltninger, dels med at sikre den enkelte medarbejder. Der var ikke den pågældende dag generelle sikkerhedsforanstaltninger. Der blev derfor brugt faste liner og en faldblok, fordi man så kan gå mellem faldblokkene. Faldblokken virker nærmest som en sikkerhedssele i en bil. Kommer der et kraftigt ryk, bremser linen det videre fald. Tiltalte har forsøgt at få en faldblok til at udløse tidligere end fem meter, der er normen nu. Man har forsøgt lade den udløse efter kun 10 cm.
Tiltalte instruerer medarbejderne i at benytte faldblokke, og det er også sket i den konkrete sag. Der skal i hver sag udfærdiges en APV, hvilket også er tilfældet i det forhold, sagen angår. Sikkerhedsproceduren er gennemgået ved opstart. Medarbejderen Vidne 2 har været i virksomheden i omkring 20 år.
Medarbejderne foretrækker at bruge faldblokke i stedet for faldliner. I branchen har man drøftet anvendelsen af faldliner kontra faldblokke. Der er eksempler på, at medarbejdere er kommet til skade, fordi der er brugt liner, hvor et element svingede, og medarbejderen ikke nåede at undvige, hvorfor montørerne er utrygge ved at anvende faldliner.
Han må gå ud fra, at den faldblok, der blev anvendt den pågældende dag, var egnet til formålet. I et etagebyggeri er der ikke 4 meters faldhøjde, og faldblokken udløses efter måske 10 cm. Derfor er en faldblok mindst lige så god, eller måske bedre, end en line. Faldblokken udløses så hurtigt, at en medarbejder ikke når at ramme underlaget. I manualen står der, at der er en sikkerhedsmargin på 3 meter, og efter anvisningen skal der samlet være 4 meters fornøden sikkerhed. Det har man forsøgt at få ændret, men angiveligt er det producenten, der ikke vil ændre på anvisningen.
Det tiltalte selskab har i mange år været meget opmærksom på sikkerhed. Blandt andet udfører man APV'er hver gang, der startes en ny sag. Det indebærer bl.a., at man ved projektstart taler om sikkerhed, ligesom der i nødvendigt omfang sker drøftelse af sikkerhedsmæssige forhold. Vidne 4 har sammen med montøren udarbejdet APV'en. Vidne 2 har ligesom de øvrige medarbejdere sædvanligvis godt styr på sikkerheden.
Linen til en faldblok kan f.eks. være fastgjort i et øje i faldblokken, og derfra går der en wire til den sele, montøren har på. Montøren kan så trække forsigtigt i linen, men ikke for hurtigt, da wiren så udløses. Man har testet anordningen, ved at man placerede en medarbejder iført en faldblok på en trailer, og faldblokken blev aktiveret allerede efter 10 centimeters "fald".
Vidne 4 var ikke til stede på byggepladsen den pågældende dag, men førte det overordnede tilsyn, herunder overholdelse af arbejdsmiljø og sikkerhed. Når der holdes byggemøder, går man blandt andet rundt på byggepladsen og drøfter sikkerheden.
Vidne 2 forklarede som vidne, at han i over 20 år har arbejdet for tiltalte. Han udførte elementmontage for tiltalte den 27. juni 2022, hvor Arbejdstilsynet kom på besøg. Han var ved at montere dækelementer, men husker ikke, om han arbejdede i 1. eller 2. sals højde. Han stod oven på nogle elementer og var fastgjort på det dæk, der var lagt. Faldsikringen var en faldblok. Denne fungerer ligesom sikkerhedsselen i en bil og udløses ved et hurtigt eller kraftigt ryk. Den ruller også tilbage ligesom en sikkerhedssele. Den var fastgjort med en wire, som kan gå ud til 10 meters længde. Et element er fx 10 meter lang, og de lægges successivt. Der var rækværk, da Arbejdstilsynet kom.
Forevist billede fra sagens bilag 6, forklarede han, at han gik oppe i nærheden af den pil, der gik fra ankepunktet og ned.
Forevist billede 2 kan han bekræfte, at han gik oven på betonelementet. Som man kan se, var der rækværk på noget af strækningen. Man flytter et ankerpunkt, når man ikke kan nå længere. Det er måske 7-8 meter i radius. Faldsikringsudstyret skal gøre det muligt at kunne flytte sig hurtigt, hvis man mister forbindelsen til kranmændene, eller hvis de ikke kan se en og handler uforudset, så betonelementet begynder at svinge. Alternativet til en faldblok vil være en fast line. Den kan være omkring 10 meter og kan gøres længere eller kortere.
Han har modtaget fornøden instruktion i brugen af faldblokke og har også været på sikkerhedskursus i det. Derudover har han som sagt 20 års erfaring. Han har også fået demonstreret, hvordan en faldblok virker i praksis.
Sikkerhed diskuteres meget i selskabet. Generelt er man ikke meget for linerne, fordi de forhindrer muligheden for at undvige, hvis der pludselig opstår en faresituation. Rækværk er noget, man laver løbende. Virksomhedens formænd kigger jævnligt forbi, men man har selvfølgelig også selv et ansvar som medarbejder. Formanden kommer typisk 1-2 gange om ugen. Der holdes jævnligt møder i firmaet om sikkerhedsmæssige forhold, vel 1 gang om året. Han har i hele ansættelsesperioden hos tiltalte udført den nævnte arbejdsproces. Han tror, at de fleste montører har det bedst med en faldblok, fordi den er mest sikker. Når der arbejdes, er det farlige ikke at falde, men at blive ramt af en betonblok.
Det var mest Vidne 4, der var tilknyttet projektet som byggeleder. Vidne 4 påtalte selvfølgelig eventuelle sikkerhedsmæssige problemer.
Vidne 3 forklarede som vidne, at han den 27. juni 2022 som ansat i Arbejdstilsynet førte tilsyn på adressen Byggeplads A. Egentligt var hans opgave at kontrollere udenlandsk arbejdskraft, og han og en kollega besigtigede den omtvistede byggeplads. Her kiggede de sig omkring for at se, om der var arbejdsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer. Det var tilfældet, idet en medarbejder stod på et betonelement. Den ansatte var gået ud, så man kunne se en udstrakt line. Da han nogenlunde ved, hvor langt der er mellem betondækelementerne, kunne han se, at wiren var trukket cirka 5 meter ud. Da faldhøjden var cirka 3 meter, kunne han regne ud, at hvis medarbejderen faldt ud over betonelementet, ville han ramme jorden, inden faldsikringsudstyret blev udløst. Det skyldes den såkaldte penduleffekt: Når medarbejderen var gået ca. 5 meter væk fra ankerpunktet, og der var 3 meters faldhøjde, ville den ansatte uundgåeligt ramme jorden i tilfælde af et fald. Medarbejderen var således gået for langt ud i forhold til afstanden ned til jorden. Der var ikke rækværk hele vejen rundt på dækket. Han vurderede, at der var risiko for nedstyrtning. Penduleffekten bevirker, at bremsemekanismen ikke ville have betydning i tilfælde af et fald. Faldblokken ville heller ikke være egnet ved en mindre wirelængde på f.eks. 2 meter. Ifølge producentens manual er sikkerhedsudstyret kun egnet ved mere end 4 meters fald.
Han er enig i, at hvis man med et hårdt ryk aktiverer en faldklods, kan den stoppe hurtigt, men sådan falder man ikke i praksis. Man starter langsomt, og derefter accelererer hastigheden, hvorfor man ikke bare kan gå ud fra, at faldblokken aktiveres allerede efter fx 10 centimeters fald.
Den aktuelle dag gik han op til, hvor arbejdet blev udført, og pålagde medarbejderen at gå ned. Han talte med medarbejderen, der var rolig og virkede erfaren. Medarbejderen fortalte, at han havde brugt sædvanlig procedure, og at han havde en faldblok i bilen, som han brugte som sikkerhedsudstyr. Umiddelbart mener han, at linen på faldblokken kunne trækkes 18 meter ud.
Han har udarbejdet sagens bilag 7, hvoraf blandt andet fremgår, at faldblokken var af typen af IKAR med 18 meter wire. En sådan sikkerhedsforanstaltning er ikke egnet til det arbejde, der blev udført, netop fordi der var 4 meters aktiveringslængde, men 3 meters faldhøjde.
Alternativt kunne medarbejderen have brugt en fast line med justerbar længde, så han ikke kan komme nærmere kanten end forsvarligt. Man kunne også have anvendt et rullestillads med en wire/snor i fast længde. Medarbejderen oplyste, at det var den sikkerhedsforanstaltning, der typisk blev brugt, og at han ikke havde tænkt over problematikken. Medarbejderen kunne i tilfælde af fald have ramt jorden eller farlige genstande. De tre meters faldhøjde, han beskriver, er målt til betondækket.
Virksomheden oplyste til ham, at det udførte arbejde var en kendt og sædvanlig arbejdsopgave, hvorfor der ikke blev givet specielt meget instruktion i opgaven. Han talte med Vidne 1 og Vidne 4 fra virksomheden og medarbejderen Vidne 2. Vidne 1 og Vidne 4 talte han vist med i telefonen. Det er sædvanlig praksis at tale med byggeledelsen efter hændelser eller ulykker.
Efter arbejdet blev stoppet, talte han med medarbejderen og udfyldte en rapport. Derefter kontaktede han virksomheden og tilsendte denne sin besøgsrapport. Han standsede arbejdet, fordi han vurderede, at medarbejderen kunne være i overhængende fare. Arbejdsprocessen må genoptages, når den kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Han er bekendt med de situationer, hvor der anvendes faldblokke og faste liner. En faldblok er generelt tilladt, men den skal være egnet til det konkrete formål. Dette vil sige, at den skal standse en person, inden denne rammer jorden eller andre faste genstande og derved kan komme til skade.
I vejledningen står der vedrørende kravet om mindst 4 meters faldhøjde, at en sådan løsning kræver minimum 3 meters faldhøjde, og så skal der tillægges en sikkerhedsmargin på yderligere I meter.
Uanset hvad ville medarbejderen kunne være kommet til skade. Linen var strakt omkring 5 meter ud, og så ville den ikke kunne nå at standse, før medarbejderen havde ramt dækket nedenunder eller en anden fast genstand.
Faldhastigheden øges om sagt, jo længere man falder, hvilket producenterne har lavet forsøg med. Arbejdstilsynet har ikke selv foretaget sådanne forsøg.
En fast line vil give mindre bevægelighed for den pågældende medarbejder. Man kan frigøre sig fra linen. Hvis man havde brugt rullestillads, kunne man have sat det op på en platform på rækværket. Rullestilladset betragtes som en kollektiv sikkerhedsforanstaltning.
Foreholdt besøgsrapportens angivelse af, at den ansatte havde bevæget sig mindst 6 meter væk fra sit ankerpunkt, forklarede vidnet, at det sker, at man ved de efterfølgende undersøgelser korrigerer afstanden. Der er ikke tvivl om, hvor den ansatte opholdt sig. Han kan i øvrigt henvise til de billeder, han optog.
Ad billederne i bilag 1 og 6: Notaterne er hans. Han er sikker på, at den ansatte befandt sig i den åbning, som pilen peger på. En fast line ville ikke være bedre, da penduleffekten bevirker, at medarbejderen stadigvæk kunne ramme jorden. Arbejdstilsynets påbud er udløst af den måde, som arbejdet var tilrettelagt på.
(…)
Sagen udsat.
Retten hævet.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
RETTEN I VIBORG, den 7. maj 2024
Dom afsagt den 10. juni 2025 af Vestre Landsrets 13. afdeling i ankesag V.L. S–1237–24
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Retten i Viborg har den 4. juni 2024 afsagt dom i 1. instans
Tiltalte, T A/S, har påstået frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Ifølge oplysninger fra Erhvervsstyrelsen havde T A/S 117 ansatte i juni 2022.
Vidnerne Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han ikke længere er projektchef hos T A/S. En faldblok har en variabel line. Det er noget andet end en fast line. Man går ikke mellem faldblokke.
Vidne 4 vurderede i samarbejde med Vidne 2, at en faldblok var den mest sikre løsning i forhold til den konkrete opgave. Det var også Vidne 4, der instruerede de ansatte i at benytte faldblokke og gennemgik sikkerhedsprocedurerne med de ansatte, inden arbejdet blev startet op. Vidne 4 var desuden med til at føre tilsyn på byggepladsen. Vidne 2 var en meget erfaren medarbejder, som havde fået mange sikkerhedsinstruktioner.
Den pågældende dag var de ansatte i gang med at etablere rækværk, som skulle udgøre den kollektive sikkerhedsforanstaltning på byggepladsen. De ansatte brugte faldblokke til dette arbejde. Man etablerer løbende rækværk, efterhånden som byggeriet skrider frem, og de ansatte benytter faldblokken, indtil hele rækværket er etableret.
Montørerne foretrækker faldblokke, fordi de giver større bevægelsesfrihed end faste liner.
Det er fortsat hans vurdering, at den anvendte faldblok var egnet til at forhindre et fald. Han kan ikke huske, om de lavede testen af faldblokkens accelerationsbremse før eller efter Arbejdstilsynets besøg i denne sag. Han har forsøgt at få producenten til at bekræfte, hvordan faldblokkens accelerationsbremse virker, men det har producenten afslået. Han var godt klar over, at der i manualen til faldblokken er angivet en faldhøjde på mindst fire meter.
Han blev ringet op af Arbejdstilsynet samme dag, som tilsynet havde foretaget besøget på byggepladsen. Han kan ikke huske, om han har svaret det, der fremgår af Arbejdstilsynets rapport af 29. juni 2022. Det er ikke korrekt, som det fremgår af rapporten, at den ansatte senest var blevet instrueret om sikkerheden for ca. 2 år siden. De ansatte instrueres om sikkerheden i forbindelse med opstart af hver enkelt byggesag. Det er hans generelle holdning, at de ansatte skal bruge det sikkerhedsudstyr, som er nødvendigt.
Det kan godt passe, at der var mere end 100 ansatte i T A/S i juni 2022.
I en APV beskriver man, hvordan en opgave skal gennemføres. En APV udfærdiges således i relation til det konkrete projekt, som den angår. APV’er omhandler bl.a., hvilket sikkerhedsudstyr der skal anvendes.
En faldblok gøres fast til et ankerpunkt, der typisk er ovenpå betonelementerne. Man flytter løbende ankerpunktet i takt med, at byggeriet skrider frem.
Han var med til at lave T A/S’ indsigelser mod Arbejdstilsynets tiltaleindstilling.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ikke brugte en fast line den pågældende dag, fordi han ikke er tryg ved faste liner. Efter Arbejdstilsynet havde været på besøg, købte de faste liner hos en tømmerhandel. Han husker det sådan, at repræsentanten fra Arbejdstilsynet fortsat var på byggepladsen, da de kom tilbage med de faste liner, og at repræsentanten godkendte, at de nu kunne genoptage arbejdet.
Han har fået instruktioner i brugen af faldblokke, men han kan ikke huske, om han har været på et sikkerhedskursus herom. Der skal være en faldhøjde på mindst tre eller fire meter ved brug af den pågældende faldblok. Der var tre meter ned til betondækket, derfra hvor han stod. Han ved ikke, om det var tilstrækkelig faldhøjde i forhold til udstyret, men han ville hellere falde tre meter ned end bruge en fast line og risikere at blive klemt af et beton-element. Det kan godt passe, at han var fem meter væk fra ankerpunktet på det tidspunkt, hvor Arbejdstilsynet kom på besøg. Han kunne være kommet ti meter væk fra ankerpunktet med den pågældende line. Det var efter hans opfattelse ikke et problem, fordi der delvist var etableret rækværk.
Når man benytter en faldblok, skal man helst gå lige frem til kanten, og man bør ikke gå ud til kanten i en vinkel på 45° fra ankerpunktet.
Han kan ikke huske, hvilke sikkerhedsmæssige problemer Vidne 4 påtalte. Det angik ikke brugen af faldblokke.
Han besvarede en række spørgsmål fra Arbejdstilsynets repræsentant til brug for rapporten af 29. juni 2022. Det er korrekt, at han var blevet instrueret i at bruge faldblok til den pågældende opgave. Det kan godt passe, at han senest var blevet instrueret i brugen af faldblokke ca. 2 år forud for Arbejdstilsynets besøg. Det var en helt normal arbejdsopgave, så han modtog ikke en særlig sikkerhedsinstruktion. Hans arbejdsgiver foretog tilsyn på byggepladsen ca. hver uge.
Rækværket blev monteret udvendigt på betonelementerne. Rækværket blev opbygget løbende. Man laver løbende nye ankerpunkter, efterhånden som arbejdet skrider frem. Man flytter oftere ankerpunktet, når der ikke er etableret rækværk. Faldblokken låser hurtigt, men han kan ikke sige hvor hurtigt. De havde etableret rækværk langs bagsiden og siderne af elementerne.
Vidne 4 inddrog ham i forhold til sikkerhedsforanstaltninger, hvis det var tale om en særlig opgave. Den pågældende opgave var dog helt sædvanlig, og derfor var der ikke grund til at tale særligt om det.
Man kunne ikke have brugt et rullestillads som sikkerhedsforanstaltning.
Han kan ikke huske, om han stod der, hvor han ifølge Arbejdstilsynets påtegning på foto 1 (ekstrakten side 32) skulle have stået. Han er enig i, at der ikke var monteret rækværk det sted, hvor påtegningen angiver, at han stod.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at hans kollega har optaget foto 1-3 i sagen (ekstrakten side 31-33). Vidnet konstaterede, at den ansatte stod det sted, som er angivet på foto 1-2 (ekstrakten side 31 og 32), da han ankom til byggepladsen. Han kunne se, at den line, som den ansatte var fastgjort med, var trukket ca. fem meter ud fra ankerpunktet. Han kontrolmålte efterfølgende afstanden. Han konstaterede også, at der var ca. tre meter ned til betondækket fra den kant, hvor den ansatte stod. Hvis den ansatte var faldet ud over kanten, ville han derfor have ramt betondækket på grund af den såkaldte penduleffekt.
Desuden skulle der – ifølge manualen for sikkerhedsudstyret – have været mindst fire meters faldhøjde. Det var et selvstændigt problem, at faldblokken ikke kunne benyttes det pågældende sted, fordi faldhøjden ikke var mindst fire meter.
Da han ankom til byggepladsen, var der delvist etableret rækværk. De ansatte var i færd med at læsse materialer op til etablering af yderligere rækværk. Hvis der havde været etableret rækværk hele vejen rundt, havde det ikke været nødvendigt at anvende individuel faldsikring.
Da han konfronterede den ansatte om nedstyrtningsrisikoen, gav den ansatte udtryk for, at han ikke havde været opmærksom herpå, og at han ikke var blevet instrueret om problemstillingen. Den ansatte virkede erfaren.
Han har udfærdiget Arbejdstilsynets rapport af 29. juni 2022. Han talte med Vidne 2 ude på byggepladsen og de to ledelsesrepræsentanter, Vidne 1 og Vidne 4, over telefonen. Han kan ikke huske, om han stillede spørgsmålet om, hvordan arbejdet var planlagt, til Vidne 1 eller Vidne 4. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt nødvendigt og lovligt udstyr var udleveret til de ansatte, er udtryk for vidnets vurdering af de oplysninger, der blev givet. Efter hans opfattelse skulle den ansatte slet ikke have været oppe i højden. Rækværket kunne i stedet have været monteret nedefra ved brug af et rullestillads. Det ville have været mindre omstændigt at bruge et rullestillads end en fast line. Han har tidligere set rullestilladser anvendt til at montere rækværker. Der var ikke faste liner på byggepladsen, da han ankom. Den ansatte oplyste, at han senest havde fået en instruktion i sikkerhed for ca. 2 år siden.
Foto 3 (ekstrakten side 33) viser det ankerpunkt, som den ansattes line var fastgjort i. Ankerpunktet var på den ene side af et hjørne, og den ansatte stod på den anden side af hjørnet. Linen gik over hjørnet og dermed over den kant, som den ansatte risikerede at falde ud over.
Han kan ikke huske, om de ansatte på byggepladsen købte faste liner med det samme, så de kunne genoptage arbejdet.
Han meddelte et forbud, fordi han vurderede, at der var en overhængende risiko for, at den ansatte kunne falde ned og slå sig. Han stillede efterfølgende en række spørgsmål til den ansatte og ledelsen, og på denne baggrund vurderede Arbejdstilsynets jurister, at der var grundlag for at gå videre med en straffesag. Han kan ikke redegøre for juristernes vurdering.
Han talte med den ansatte og ledelsesrepræsentanterne om den såkaldte penduleffekt. Han kan ikke huske, om han også specifikt spurgte den ansatte, om han var blevet instrueret i forhold til penduleffekten. Faldblokken skal bruge noget afstand til at stoppe. Ellers ville rykket i tilfælde af et fald være så kraftigt, at man derved kunne pådrage sig skader.
Af de grunde, der er anført af byretten, herunder at arbejdet ikke blev udført i overensstemmelse med sikkerhedsforskrifterne for det anvendte sikkerhedsudstyr, idet der ikke var en faldhøjde på mindst fire meter, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at der foreligger en overtrædelse af de bestemmelser, der er angivet i tiltalen. Det kan ikke føre en til anden vurdering, at Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 4 har forklaret, at de ansatte foretrak at arbejde med det pågældende sikkerhedsudstyr, fordi de anså det for mere sikkert end andre alternativer, og at sikkerhedsudstyret efter Vidne 1 og Vidne 4’s opfattelse ville have forhindret et fald fra tre meter.
Der er rejst tiltale mod T A/S efter arbejdsmiljølovens § 86, som fastsætter, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5, og at arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Det følger af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, at i det omfang arbejdsgiveren har opfyldt sine pligter efter lovens kapitel 4, kan arbejdsgiveren ikke pålægges bødeansvar, hvis ansatte overtræder lovgivningens krav om bl.a. anvendelse af sikkerhedsforanstaltninger.
Efter Vidne 1’s forklaring lægger landsretten til grund, at han var bekendt med, at det pågældende sikkerhedsudstyr blev anvendt, selv om der var en faldhøjde på mindre end fire meter. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at T A/S ikke kan anses for at have opfyldt selskabets pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, herunder til at tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at der blev anvendt nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
Landsretten tiltræder herefter, at T A/S er fundet skyldig i den rejste tiltale, og at bøden, der er fastsat under hensyn til overtrædelsens karakter og selskabets størrelse samt tidligere straf for ligeartet kriminalitet, er udmålt som sket. Der er ikke grundlag for strafbortfald eller -nedsættelse på grund af sagsbehandlingstiden.
Landsretten stadfæster herefter dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
T A/S skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg den 10. juni 2025
Sidst revideret: 10. juni 2025