Østre Landsrets dom afsagt den 8. maj 2025 af 16. afdeling i ankesag nr. S-16-24
Et selskab var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 45, stk. 1, bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 5, og § 19 og bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, idet en indlejet ansat ifm. rengøring af betonbil i juni 2019 kørte en finger på indersiden af bilens roterende tromle for at tjekke, om tromlen var ren på indersiden. Den ansatte fik herved to fingre i klemme med alvorlig personskade til følge.
Byretten idømte virksomheden en bøde på 60.000 kr. Byretten fandt, at selskabet ikke havde iagttaget sine pligter efter kapitel 4, idet det ikke var sikret, at betonbilens bevægelige dele var standset, og det ikke var sikret, at skadelidte havde fået den nødvendige oplæring og instruktion. Byretten henviste bl.a. til skadelidtes forklaring om, at han ifm. sidemandsoplæring havde fået en instruks om, hvordan han med den ene hånd skulle holde en højtryksspuler og spule betonbilens tromle, mens han med den anden hånd kunne mærke efter, om tromlen var ren, at alle gjorde sådan, og at han ikke havde set nogle i retten fremlagte PowerPoints eller en instruktionsvideo om rengøring af bilen. Byretten lagde tillige vægt på, at virksomheden ikke havde fremlagt nærmere dokumentation for, at det af virksomheden i retten fremlagte instruktionsmateriale var blevet gennemgået med skadelidte, og at diverse skiltning med advarsel mod klemningsrisiko mv. først var opsat efter ulykken. Byretten nedsatte bøden pga. lang sagsbehandlingstid.
Landsretten frifandt virksomheden. For landsretten afgav yderlig en chauffør forklaring, således at begge chauffører, som havde haft Vidne 1 under sidemandsoplæring, var ført som vidner i retterne. De pågældende forklarede samstemmende, at det var fast procedure ved vask af betonbil, at der skulle holdes afstand til betonbilens tromle, og at den skulle være slukket, hvis man skulle røre den, og at det ville blive påtalt, hvis denne fremgangsmåde ikke blev fulgt. De forklarede også, at det var blevet vist til og gennemgået med skadelidte, og at de ikke havde set andre gøre som skadelidte. Landsretten lagde på denne baggrund til grund, at skadelidte var blevet instrueret i, at tromlen ikke måtte være i bevægelse, såfremt man skulle røre den i forbindelse med rengøring, og at han var bekendt hermed. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at den af skadelidte anvendte fremgangsmåde blev anvendt af andre medarbejder hos tiltalte. Landsretten lagde slutteligt til grund, at ledelsen løbende førte tilsyn med arbejdets udførelse. Det var derfor ikke godtgjort, at T A/S ikke har iagttaget sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, herunder i relation til instruktion og tilsyn. Tiltalte var derfor straffri for den skete overtrædelse, jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Dom afsagt den 11. december 2023
Anklagemyndigheden mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 2. december 2021.
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. 86, jf. § 45, stk. 1, hjælpemiddelbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. §§ 4 og 11, stk. 1, og arbejdsudførelsesbekendtgørelsens § 21, jf. straffelovens § 89, ved den 24. juni 2019 på arbejdspladsen Adresse A at have været ansvarlig for, at den indlejede ansatte, Vidne 1, ikke udførte arbejde med rengøring af betonbil fuld sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og uden at bilen anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet Vidne 1 kørte en finger på indersiden af bilens roterende tromle for at tjekke, om tromlen var ren på indersiden, og uden at der var truffet foranstaltninger, der på anden måde sikrede, at arbejdet kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Herved fik Vidne 1 to fingre i klemme i tromlen med alvorlig personskade i form af en brækket finger og en halvt overskåren finger til følge.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde.
T A/S har nægtet sig skyldig og har herunder anført, at virksomheden har iagttaget sine forpligtelser i henhold til arbejdsmiljølovens kapitel 4.
Der er afgivet forklaring af vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der har været fremlagt afgørelse fra Arbejdstilsynet herunder med fotos fra uheldsstedet, bilagsmateriale fra T A/S indeholdende "Ansættelse og introduktion", "indkøring af ny chauffør", "instruktion om arbejdsmiljø", "Vask med højtryksrenser og Spuleslange", piktogram og powerpoint præsentation.
T A/S er tidligere straffet ved
- bødevedtagelse af den 24. november 2016 for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø § 38, stk. 1, jf. § 82 stk. 1, nr. 1, stk. 4, nr. 1 (tidl. stk. 5, nr. 1) og stk. 6 (tidl. stk. 4) jf. § 86 og bekendtgørelse om arbejdets udførelse, nr. 559 af 17. juni 2004 m. senere ændringer, § 13, nr. 1 jf. § 30 stk. l nr. l jf. stk. 3, og
- bøde af 22. maj 2023 for overtrædelse af arbejdsmiljøloven - bøde på 100.000 kr. for lov om arbejdsmiljø
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at Vidne 1 under sit arbejde som chauffør hos T A/S, den 24. juni 2019 kom til skade under udførelsen af sit arbejde, idet han under rengøring af betonbilen, mens tromlen var kørende, med hånden mærkede efter, om rengøringen var tilstrækkelig, hvorved han fik to fingre i klemme mellem tromlen og indløbstragten.
Retten finder, at denne handlemåde var sikkerhedsmæssig uforsvarlig. Der er således tale om en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 45, stk. 1, og af bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 4 og § 11, stk. 1, nu bekendtgørelse nr. 428 af 4. maj 2022 § 5, og § 19.
Det er oplyst, at Vidne 1 var ansat i vikarbureau Firma B og indlejet som chauffør hos T A/S. Det følger af bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, at T A/S under disse omstændigheder havde pligten til at sørge for, at arbejdet var tilrettelagt og blev udført sikkerhedsmæssig forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovens regler.
T A/S kan således pålægges et bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes selskabet som forsætlig eller uagtsom, med mindre selskabet har opfyldt sine pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4.
Vidne 1 har om sin oplæring bl.a. forklaret, at han delvist blev sidemandsoplært et antal dage, men at han kendte til arbejdet fra en tidligere arbejdsplads. Han har om rengøringen af betonbilen blandt andet forklaret, at han har fået instruks om, hvorledes han med venstre hånd skulle holde højtryksspulen og spule tromlen, mens han med højre hånd kunne mærke efter, om den var ren, og at ulykken skete, fordi han i farten kom til at mærke efter med venstre hånd, som derved kørte fast. Han har forklaret, at alle gjorde sådan. Han har ikke set de fremlagte PowerPoints eller en instruktionsvideo om rengøring af bilen.
Vidne 3, der var arbejdsmiljøansvarlig for chaufførerne på stedet, har forklaret, at han havde ansvaret for alle fastansatte chauffører, som fik oplæring i henhold til det fremlagte materiale, men at han ikke var ansvarlig for oplæringen af vikarerne. Det henhørte under Leder C. Han er derfor ikke bekendt med, hvilken oplæring Vidne 1 havde fået.
Der foreligger ingen nærmere dokumentation for gennemgang af instruktioner mv. med Vidne 1, svarende til det materiale som er fremlagt af T A/S. Det må efter forklaringen fra Vidne 3 i øvrig lægges til grund, at de i materialet fremlagte skilte med advarsel om "fare for afskæring" og "Pas på Klemningsrisikoen mellem tromle og indløbstragten" er opsat efter ulykken.
Uanset den af Vidne 4 afgivne forklaring om, at Vidne 1 var i sidemandsoplæring hos ham, finder retten det godtgjort, at T A/S ikke har iagttaget sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, idet det ikke var sikret, at betonbilens bevægelige dele var standset under rengøringen, hvor Vidne 1 befandt sig nær trumlen og indløbstragten, ligesom T A/S ikke havde sikret sig, at Vidne 1 havde fået den nødvendige oplæring og instruktion i at udføre arbejdet med rengøring af betonbilen på en farefri måde.
T A/S skal således straffes med en bøde efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, og § 86, jf. § 45, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 4 og § 11, stk. 1, nu bekendtgørelse nr. 428 af 4. maj 2022 § 120, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 5, og § 19, og bekendtgørelse nr. 1234 af 29 oktober 2018 om arbejdets udførelse § 30, stk. 1, og stk. 3, jf. § 21, alt jf. straffelovens § 89.
Bøden burde som udgangspunkt, i overensstemmelse med det af anklagemyndigheden påståede fastsættes til 120.000 kr.
Retten bemærker, at den lange sagsbehandlingstid, som indeholder langvarige døde perioder, herunder en samlet berammelsestid hos retten på 2 år, har indebåret en krænkelse af artikel 6 i den Europæiske Menneskeretskonvention om ret til rettergang inden for rimelig tid. Bøden nedsættes derfor til 60.000 kr.
Thi kendes for ret:
T A/S skal betale en bøde på 60.000 kr. T A/S skal betale sagens omkostninger.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Retten i Glostrup, den 13. december 2023
Den 25. marts 2024 kl. 13.00 blev retten sat
Retsmødet var offentligt.
Anklagemyndigheden mod
T A/S
Ingen var mødt eller indkaldt.
Retten har modtaget meddelelse om, at rettens dom af 11. december 2024 er anket, og de lydoptagne forklaringer gengives derfor.
Vidne 1 har forklaret, at han arbejdede hos T A/S. Han havde arbejdet som chauffør i mange år og havde også tidligere kørte betonkanon.
Han var ansat hos Firma B, men var fast hos T A/S. Det var en vikaransættelse med henblik på fastansættelse hos T A/S. Han havde måske arbejdet der et par måneder inden ulykken. Hans oplæring bestod i, at han ude at køre med en anden. Han vidste jo, hvad der var op og ned på bilerne, så der var ikke behov for så meget mere.
Forevist PowerPoints, forhold 1, bilag 10, kan han ikke genkende dem. Han havde ikke været til en induktion til sikkerhed på arbejdet, hvor disse PowerPoints er blevet vist. De havde billeder hængende mange steder om, hvad man skulle gøre, hvis der var en ulykke. Han er heller ikke blevet forevist en film om, hvordan man rengjorde betonbilen. Måske har der været hængt billeder op på anlæggene. Han havde været chauffør i over 30 år.
Han kan ikke huske, at han var til en ansættelsessamtale hos T A/S. Han går ud fra, at de så hans CV fra vikarbureauet. Der var lige kommet en ny chef ind hos T A/S. Det var ham, der bestemte, at der skulle lejes vikarer ind.
Hans oplæring bestod i, at han var ude at køre med en ældre mand den første dag og måske også anden dag. Men det var jo ikke noget, der var nødvendigt. Han stod og kiggede den anden chauffør over skulderen. De har ikke gennemgået nogen formular punkt for punkt. Han var klar over, at han havde ansvaret for bilens daglige drift.
Han kan ikke huske, om han har set eller udfyldt et skema med ”Instruktion om arbejdsmiljø”. Han kan ikke genkende skemaet om ”Indkøring af ny chauffør”. Han kom som vikar, men det kan godt være, at det blev gennemgået, hvis man blev fastansat hos T A/S. Det var den nye chef, som ansatte vikarer. Den anden chef ansatte faste medarbejder. Det undrede ham, at de ikke fastansatte dem, der var vikarer.
Efter hans ulykke blev klistermærkerne med teksten "fare for afskæring af legemsdele" sat på bilerne. Han kan ikke huske at have set et skilt med "Pas på klemrisikoen mellem tromlen og indløbstragten, når tromlen er i drift." Det kan godt være, at der har siddet sådan et skilt et eller andet sted. Der var tale om en menneskelig fejl. Han gjorde bare som alle andre.
Han havde nær fået revet pege- og langfinger af. Han kom på Hospital E traumeafdelingen. De opererede den ene og satte et spyd ind. Den anden blev bare forbundet. Han var ved at miste fingeren. Han har fingeren, men kan ikke bevæge den rigtigt.
Om billede 1 har han forklaret, at det viste en vaskeplads, hvor man bakker til og står på platformen. Det tager en halv time til tre kvarter at rengøre bilen. Han stod med et højtryksspyd. Først gav han den ca. 1000 liter skyllevand. Så stod den og kørte selv. Men de ydre blade, hvor betonen kommer ud, kom ikke nærheden af skyllevandet, så der skulle man selv ramme med højtryksspyddet. Han stod med højtryksspyddet i den ene hånd og mærkede efter med den anden hånd, mens den kørte langsomt rundt. Han havde en gummihandske på.
Billede 2 viste bladene, som roterede mod venstre. Normalt ville han have spyddet i venstre hånd, og så ville han med højre hånd kunne mærke, om der var noget tilbage. Men den dag havde han spyddet i højre hånd og mærkede efter med venstre hånd, og så var der et eller andet, som fik fat i hans handske.
Det var på denne måde, man rengjorde. Det vidste han. Han var jo ikke ”sprit ny”. Alle rengjorde på denne måde. Det var måden at konstatere på, om der var noget beton tilbage.
Foreholdt afhøringsrapport forklarede han, at han ikke kan huske, at han talte med politiet, da han var på hospitalet. Han var på morfin, mens han ventede på, at lægerne havde tid til at se på ham.
Han kan godt huske, at han i starten kørte med Vidne 5, som var fra Land G, og med Chauffør H, som var gammel buschauffør.
Der var ikke nogen, der kiggede på, at han rengjorde bilen, men der kunne stå op til 6 chauffører samme sted og gøre rent samtidig. Det var Leder C, der ansatte ham. Han var ny derude.
I forbindelse med rengøringen gik tromlen meget stille rundt, og han brugte den forkerte hånd. Men det var måden, de gjorde det på. I dag kan han ikke bruge fingeren, som han gjorde tidligere. Han er venstrehåndet. Han har mistet følelse i den finger. Hånden giver problemer i nogle af arbejdsopgaver.
Efter ulykken havde han 7-8 ugers sygemelding. Derefter kom han tilbage til T A/S, men søgte noget andet efter en måned til to. Han kørte derpå en periode hos Firma I, hvor han havde lidt problemer, når han virkelig skulle tage fat og holde fast i noget. Han skriver heller ikke så godt.
Man vaskede bilen hver dag. Han arbejdede 5 dage om ugen mandag til fredag.
Foreholdt fra afhøringsrapport, forhold 1, bilag 3 side 2, 1. afsnit, hvoraf fremgår: "Afhørte forklarede, at Vidne 5 havde forevist afhørte, hvordan man tjekkede om tromlen var ren på indersiden. Han var blevet forevist, at man kunne mærke i højre side af tromlen, så kunne man lige køre fingeren på indersiden og kunne konstatere, at tromlen var ren.", forklarede han, at han ikke kan huske, om Vidne 5 sagde, ”nu skal du se hvordan du gør det”, men det var sådan han viste det, og sådan alle gjorde.
Han havde tidligere kørt for Firma J. Dengang var processen med rengøring lidt anderledes. Den gang gik man ind i selve tromlen, mens den holdt stille, og skyllede på indersiden. Siden havde man ændret måden i forhold til at rengøre tromlen.
Forespurgt om han husker fabrikschef Vidne 3, har han forklaret, at hvis det er ”ham den lange tynde”, kan han godt huske ham. Han kan ikke huske, om han havde set ham på vaskepladsen.
Han kan huske, at der var nogle opslag på opslagstavlerne, men han så ikke nogen film. Han kan ikke huske, om han har skrevet under på de skemaer, der er fremlagt som bilag 10. Det er sådan nogle "hold min ryg fri" skemaer, når man er virksomhed.
Hans oplæring bestod i, at han kørt med 2-3 dage på 3-4 ture pr. dag
Han fik ikke sin hånd i klemme ved en bevidst handling. Det var en rutine, hvor man skulle finde ud af, om der var noget beton tilbage. Ulykken skete, fordi han brugte den forkerte hånd. Det var et øjebliks uopmærksomhed. Der var ingen skilte med advarsel eller vejledning herom på bilerne. Han huskede ikke, om der skulle have været et skilt på væggen.
Vidne 2 forklarede, at han havde arbejdet ved Arbejdstilsynet i 12 år. Han er cand.scient. i kemi og har grunduddannelsen hos Arbejdstilsynet. Han havde lavet besøgsrapporten, afgørelsen og indstillingen i denne sag.
Det er fast praksis, at de laver et besøg, når der bliver anmeldt en arbejdsulykke. Her reagerede han med et strakspåbud om, at man ikke måtte komme i kontakt med de bevægelige dele i maskinerne. Han var der ude dagen efter forhold 1, bilag 4. Han undersøgte stedet. Der var jo "ryddet op". Betonbilen var kørt til side. Han kunne tage billeder af vaskestationen og af betonbilen og tale med den pladsansvarlige og arbejdsmiljørepræsentant. Det var dette, der foranledigede straks påbuddet.
Virksomheden beskrev, at de rengjorde betonbilerne med højtryksrens, indtil de var rene, og at selve de roterede dele kører rundt ved nedsat hastighed, og at man selvfølgelig ikke rakte ind i de bevægelige dele. Men han kunne jo konkludere, at man kunne række ind i de bevægelige dele, mens man foretog rengøringen.
Hvis det skulle være lovligt, skulle man stå i en afstand, hvorfra man ikke kunne få sine hænder ind i de bevægelige dele, mens maskinen kørte. Man skulle derfor i hvert fald være en armslængde væk fra de bevægelige dele, hvis der var klemningsrisiko.
Han havde ikke talt med skadelidte, men havde kun politirapporten, at forholde sig til. På tilsynet sagde de, at der var givet instruktion om, at man ikke måtte komme i nærheden af de bevægelige dele. De sagde, at bilen kørte rundt med nedsat hastighed under rengøringen. De brugte åndedrætsværn og visir under rensningen.
Formålet med hans samtaler med virksomheden var at belyse, hvordan arbejdet skulle have været udført, hvordan de instruerede deres ansatte mv. Han havde beskrevet dette i rapporten.
Virksomheden gav en tilbagemelding om, at de havde geninstrueret de ansatte i, hvordan man skulle foretage rengøringen, og de overvejede at lave noget automatik på rengøringen. Han reagerede på, at de havde foretaget en geninstruktion.
Han huskede ikke, om han havde talt med Leder C.
Sagen gik herefter videre til deres juridiske afdeling. Her fik man afhøringsrapporten fra skadelidte om, at skadelidte var instrueret i, at man skulle undersøge om tromlen er ren indvendigt med hånden. Det var ikke det samme, som han fik fortalt under tilsynet på pladsen.
Han havde af både arbejdsmiljørepræsentant og fabrikschefen, fået bekræftet, at man ikke måtte stikke hånden ind.
Han fik om ledelsens tilsyn oplyst, at ledelsen var til stede på morgenmøderne, og at man huskede hinanden på, hvordan man arbejdede. Som han huskede det, fik han at vide, at var der en ledelsesrepræsentant på pladsen hele tiden. Ledelsesrepræsentanten havde sin daglige gang på pladsen, men han ved ikke, hvor han var i løbet af en arbejdsdag. Han var ikke på vaskepladsen hele tiden for at sikre, at de gjorde, som de havde fået besked på at gøre.
Vidne 3 har forklaret, at han blev ansat som fabriksleder i T A/S 1. marts 2015 og var ansat frem til 2021. Han havde personaleansvaret for chaufførerne og produktionsassistenter på Firma K og dermed også arbejdsmiljøledelsen.
De havde 16 -17 chauffører ansat. Han havde ikke noget at gøre med oplæringsprocessen af chaufførerne.
Leder C tog sig af vikarerne. Vidne 1 var vikaransat af Leder C.
Når en ny chauffør startede, kørte de sidemandsoplæring den første dag med en erfaren chauffør. Han tog han imod nye ansatte, og oplærte dem, indtil den enkelte medarbejder var tryg og komfortabel.
Han havde ikke stået for oplæring af vikarer. Det var Leder C, der håndteret den del. Leder C havde bedt ham finde nogle chauffører, som kunne hjælpe med oplæringen af vikarerne. Han gav opgaven til to chauffører. Den ene var Vidne 5. Han husker ikke, hvem den anden var.
Ved oplæring af nye medarbejdere brugte de de skemaer, der er fremlagt som forhold 1, bilag 10. De nye medarbejdere skulle sætte underskrift på. Man brugte skemaerne til de fastansatte. Han ved ikke, om man brugte det tilsvarende for vikarerne.
Oplæringsprocessen var sidemandsoplæring. De nyansatte sad ved siden af og så, hvordan en hverdag foregik. Efter en dag eller to var det den nye chauffør, der kørte bilen og udførte det, der stod på skemaet, mens den erfarne chauffør kvitterede for, at nu kan man det. Han vil tro, at det var samme proces med vikarerne.
På daværende tidspunkt havde han sin daglige gang på Bydel M, hvor også vaskepladsen befandt sig. Hans daglige gang var på sit kontor, men derudover gik han en runde eller tre på pladsen for at se, om produktionsudstyret var i orden. To – tre gange om ugen gik han om eftermiddagen forbi, når chaufførerne vaskede bilerne, og så om de brugte værnemidler, regntøj, maske, hjelm mv. Han havde ikke tjekket alle chauffører hver dag. Men han sørgede for, at de overholdt reglerne. Hvis nogen ikke gjorde det, fik de første gang en påtale, anden gang en mundtlig advarsel, tredje gang en skriftlig advarsel og fjerde gang var det farvel.
De stod blandt andet på gangbroen, når de rengjorde tromlen.
Chaufførerne kom retur mellem kl. 14 og kl. 18, og nogle kom først ind kl. 18 eller kl. 22. Rengøringen tog mellem 3 kvarter og 1½ time, afhængig af kvaliteten. Det tager tid at vaske en betonbil. Han brugte ca. 10 minutter til en gennemgang. Nogle gange kunne man være uheldig, at folk ikke kunne finde ud af at bruge deres værnemidler.
Han havde aldrig set en metode, hvor de havde puttet en hånd ind i tromlen. Så ville han have skredet ind. Det var ikke den måde, man skulle gøre det. Hvis han havde set folk gøre det, ville han have påtalt det. Man kan godt give dem en mundtlig advarsel. Han havde aldrig observeret det med hånden ind langs tromlen. Men kan jo ikke sige, at det ikke var sket. Dengang med Vidne 1 var første gang han hørte, at det var sket. Han kan ikke huske, om han havde set Vidne 1 vaske bil. Han var vikar, og derfor kunne han være på de andre værker også.
Manden fra Arbejdstilsynet synes, at han lavede for lidt tilsyn. Det var en del af kulturen, at kollegerne mindede hinanden om sikkerheden, for ledelsen kunne jo ikke være der hele tiden.
Der var ikke en afløser, når han havde fri. Ansvaret var hans. Men hvis han havde ferie, var Leder C hans stedfortræder.
De satte skilte op med advarsel om "afskæring" og om "klemningsrisiko" efter ulykken i samarbejde med arbejdsmiljøkoordinatoren. Der blev sat plakater op på væggene. Man kunne sætte på selve bilen, man kunne ikke sætte på tønden, hvor de ville blive slidt af.
Tromlen blev gjort rent med en højtryksrenser indvendigt i. Den kørte ikke rundt, mens man spulede ind i den, men man satte den i gang en gang i mellem. Når man arbejdede med selve tønden måtte den være standset. Ellers giver det ikke nogen mening. Han har aldrig selv prøvet at vaske en, så han er ikke sikker.
Plateauet, hvor man står og spuler, er 2 – 3 meter oppe. Man står et stykke fra tromlen måske 1-1½ meter, når man spuler. Han tror nok, at de i videoen sagde, hvor lang afstand der skulle være.
Man skulle stoppe tromlen for at se, om der stadig sad beton. Det var vigtigt, at der ikke var beton tilbage. Den rigtige måde at tjekke dette er ikke at mærke med fingeren. Man skal ned og trykke på en knap på bilen, som sidder på førerhuset, for at få tromlen køre rundt og stoppe den igen.
Vidne 4 har forklaret, at han blev ansat i T A/S for 6-7 år siden. Han er chauffør og er stadig ansat. Han har været chauffør på turistbusbranchen før. Han blev ansat hos T A/S af Vidne 3. Han havde været med til at oplære Vidne 1.
Som ny kommer man med ud og køre med en person i flere dage, typisk en uge, nogle gange flere uger. Man deltager i alle processer, kørsel, ude hos kunder, vask om aften m.v. Man har sådan nogle skemaer, så man husker at komme ind på det hele. En ny chauffør får udleveret papirerne og skal gå over på direktionsgangen og hilse på dem. Chaufføren man er hos, skal skrive under på, at man har gennemført det.
Vidne 1 havde kørt med ham og vist også med Vidne 5. Han kan ikke huske, hvor mange dage han kørte med Vidne 1. Han synes, at han kan huske, at de kørte sammen i en uge. Han udfyldte skemaet sammen med Vidne 1. Det var Vidne 3, der indførte det.
Han havde oplært Vidne 1 om rengøring af tromlen. Han har instrueret Vidne 1 i det. Der var kun en vej. Det var de retningslinjer, hvordan de skyllede først, og derefter kørte over i vaskebåsen. I vaskebåsen havde man nogle remedier, som man vaskede og skyllede med. De kunne gå op på en bro. Han havde altid tromlen til at køre. På broen skyllede man først med en lang lanse med højtryk, mens tromlen kørte stille rundt. Man stod en halv meter fra tromlen, mens man skyllede den roterende tromle. De måtte ikke nærme sig den roterende tromle. Man skyllede den inden i. Så fik man tromlen til at køre den anden vej, og så skyllede man vandet ud. Så spulede man ind i tromlen med en trykslange. Man havde også et knækspyd, på 1.30 med vinkel og så fik man bagsiden af vingerne rene også. Man kan kun kontrollere, at det er rent ved se, om det vand, der kom ud var skummende. Man brugte aldrig hænderne til at kontrollere.
Man måtte aldrig komme i nærheden af tromlen. Det stod alle steder, også på bilerne, at man ikke måtte røre ved en roterende tromle. Det havde stået der, før de blev ansat. Han vasker bil hver dag. Der holder 6-8 stykker, han havde ikke set nogen stikke hånden ind, og han ville råbe og skrige, hvis han så det.
Vidne 3 var meget tit på vaskepladsen. Vidne 3 kom snigende og så, om de havde deres udstyr på. Han har personligt fået en over nakken, fordi han ikke havde sikkerhedsbriller på. Der var Vidne 3 meget striks. De ville have påtalt, hvis de havde set nogen stikke hånden ind i.
Han var vist kørt hjem denne dag, hvor Vidne 1 kom til skade. Vidne 1 var meget fokuseret på at nå en bus hjem, så det var altid "hu hej vilde dyr", for ellers skulle han vente en hel time på den næste. Han havde tænkt, at han skulle holde mere øje med ham. Det var et irritationsmoment for dem alle sammen.
Han tror ikke, at oplæringsskemaerne er noget, som man gemmer. Der var en huskeseddel med alle de ting, som man skulle som ny mand i et firma.
Man skulle også op og hilse på ledelsen, hvis man var vikar. Der var ikke forskel på, om man var fastansat eller vikar.
Sagen sluttet.
Retten hævet.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Retten i Glostrup, den 26. marts 2024
Afsagt den 8. maj 2025 af Østre Landsrets 16. afdeling
16. afd. nr. S-16-24:
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Dom afsagt af Retten i Glostrup den 11. december 2023 er anket af T A/S med påstand om frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af vidnerne Vidne 1 og Vidne 4.
Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet Vidne 5.
De i byretten af vidnerne Vidne 2 og Vidne 3 afgivne forklaringer er anset for dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Vidne 1 har supplerende forklaret blandt andet, at han ikke i dag husker at have afgivet forklaring for byretten, hvilket kan skyldes en stress-sygdom i 2018 og en efterfølgende depression. Han kan dog vedstå den forklaring, som er gengivet i byrettens retsbog af 25. marts 2024.
Han brugte et højtryksknækspyd til at rengøre indersiden af vingerne på tromlen. Han mærkede efter med hånden, om alt beton var blevet spulet væk, mens tromlen langsomt kørte venstre om. Det er muligt, at man egentlig skulle standse tromlen, når man mærkede efter, men det var sådan, alle gjorde. Det hed sig vist, at man skulle stoppe tromlen. Det var ikke en instruktion, han havde fået, men det var nok noget, man talte om i kaffestuen. Det var også helt almindeligt at stikke højtryksspyddet ind i tromlen og tragten. Jo tættere på man kunne komme, jo bedre var det. Han holdt spyddet med begge hænder, når det var i brug. Det var muligt at stoppe tromlen med en fjernbetjening, men det var nemmere og hurtigere at rengøre vingerne, når tromlen kørte. Han havde lidt småtravlt den dag, da han så en mulighed for at komme tidligt hjem, hvorfor han holdt højtryksspuleren i højre hånd i stedet for venstre og mærkede efter på vingerne med sin venstre hånd. Der var en klump hård beton, der fik fat i hans handske. Hvis der sad hård beton i tragten eller på vingerne, skulle det bankes ud med en tryklufthammer. Det var der nogle medarbejdere, der ordnede i weekenden. Man kunne også selv banke det af med en hammer, hvis det sad på ydersiden. Det hed sig sikkert også, at man i så fald skulle standse tromlen, hvilket dog ikke altid skete.
Han havde af Vidne 4 og Vidne 5 fået instruktioner i, hvordan man rengjorde betonbilens tromle. Han mener at have fået vist, at man skulle mærke efter på indersiden af vingerne med højre hånd, mens tromlen kørte rundt. Det var i hvert fald sådan, alle andre gjorde. Man skulle bruge højre hånd, da tromlen kørte venstre om. Foreholdt at Vidne 3 for byretten har forklaret, at man skulle stoppe tromlen, når man undersøgte, om der stadig sad beton, har vidnet forklaret, at det ikke var noget, han var blevet instrueret i.
Han fik skader på sin venstre pege- og langfinger. Knoglerne var knuste, og han har mistet bevægeligheden i begge fingre og følelsen i langfingeren. Han har ikke mistet noget af fingrene. Der var andre medarbejdere på vaskepladsen, da ulykken skete. Han havde sidst kørt betonbil i 1992. I den efterfølgende periode havde han kørt alt muligt andet. Vikarerne fik en helt anden oplæring end de fastansatte medarbejdere hos T A/S.
Vidne 4 har supplerende forklaret blandt andet, at han fortsat er ansat i T A/S. Han har ikke forud for sin ansættelse hos T A/S kørt betonbiler. I forbindelse med sin ansættelse blev han oplært af bl.a. Vidne 5. Sidemandsoplæring er standard og absolut obligatorisk i T A/S. Han har oplært Vidne 1 i rengøring af tromlen. De kørte sammen i en hel uge. Man får som nyansat alt at vide – lige fra kaffen om morgen til rengøring af bilen om eftermiddagen, herunder samtlige sikkerhedsprocedurer. Han har sammen med Vidne 1 udfyldt skemaet ”Indkøring af ny chauffør”. Det er han helt sikker på. Det skal ved oplæringen sikres bl.a., at der er sket introduktion til vognvask, herunder sikkerhed ved højtryksspuling. De var sammen på vaskepladsen. Efter at bilens tromle er blevet skyllet med ca. 3000 liter vand to gange, bliver bilen kørt i vaskebås, hvor der kun er adgang til bilen bagfra fra en bro. Man befinder sig her mindst 80 cm fra den roterende tromle. Hænderne kommer på intet tidspunkt i nærheden af tromlen. Man skal gøre sig umage for at røre tromlen med hænderne, hvilket man dog aldrig må gøre, når den kører. Dette har han instrueret Vidne 1 i, ligesom det tydeligt fremgik af skilte på vaskepladsen. Skiltene har været der i al den tid, han har været ansat i T A/S. Hvis der sidder hård beton i tromlen eller på vingerne, skal den skæres ud af et firma i Byen N. Hvis man skal røre tromlen med hænderne, skal den standses, nøglen skal fjernes, og hovedafbryderen skal slås fra. Dette er og var en helt fast fremgangsmåde, og det var fyringsgrund, hvis man ikke fulgte denne. Han har på intet tidspunkt vist eller sagt til Vidne 1, at man skulle mærke efter med fingrene, om der sad betonrester på vingerne, mens tromlen kørte. Det kunne han heller aldrig selv finde på at gøre.
Da han havde afsluttet sin sidemandsoplæring af Vidne 1, var han sikker på, at denne var bekendt med fremgangsmåden ved vask af betonbilen. Sidemandsoplæringen er den samme for fastansatte og vikarer. Vidne 1 havde generelt altid meget travlt i slutningen af dagen, da han skulle nå en bus.
Vidne 5 har forklaret blandt andet, at han har været ansat i T A/S fra 2015 til 2023. I dag kører han særtransport i Land O. Hos T A/S kørte han med betonbiler. Han stod også for oplæringen af nye medarbejdere. Oplæringen omfattede alle sikkerhedsprocedurer i T A/S, herunder ved vask af betonbiler. Han har aldrig oplevet en så høj sikkerhedskultur som hos T A/S. Dette var ledelsen meget optaget af.
Der var klare retningslinjer for, hvordan vikarer og andre nyansatte skulle introduceres til sikkerhedsprocedurerne. I starten er det ren sidemandsoplæring. Han husker Vidne 1.
Vidne 1 vidste alt bedre og ville ikke rigtig lytte efter. Han lærte ham op i ca. 1 uge. Han har oplært i hvert fald 15 medarbejdere i sin tid hos T A/S. Han var den første, der lærte Vidne 1 op, herunder i kørsel og vask af betonbil.
Han husker ikke skemaet ”Instruktion om arbejdsmiljø”. Skemaet ”Indkøring af ny chauffør” husker han. Han husker dog ikke længere, om det var ham, der skulle udfylde skemaet i forbindelse med sidemandsoplæringen af Vidne 1.
Han har på intet tidspunkt vist eller sagt til Vidne 1, at denne skulle mærke efter på vingerne med fingrene, mens tromlen kørte. Det kunne han slet ikke finde på. Der var absolut intet, der måtte bevæge sig, når man rørte tromlen. Det var derfor, at man arbejdede med et langt højtryksspyd. Hvis man skulle banke betonrester af vingerne med en hammer, skulle man også stoppe tromlen med et nødstop. Dette var en helt fast procedure. Det er løgn, hvis Vidne 1 har forklaret, at han så andre chauffører gøre sådan. Hvis han havde set andre gøre sådan, havde han hevet fat i dem, og de var blevet fyret på stedet. Ledelsen var meget opmærksom på sikkerheden, og den blev ikke fraveget på nogen måde.
Det er for landsretten ubestridt, at Vidne 1’s udførelse af arbejdet med rengøring af betonbilen ikke var i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, og at han under arbejdets udførelse kom til skade, idet han kørte en finger på indersiden af bilens roterende tromle for at undersøge, om tromlen var ren, hvorved to fingre kom i klemme med alvorlige skader til følge.
Vidne 1 har forklaret bl.a., at det vist nok hed sig, at tromlen skulle være slukket, når man med hånden ville mærke efter, om rengøringen af vingernes inderside var tilstrækkelig, men at alle medarbejdere gjorde som ham.
Vidnerne Vidne 5 og Vidne 4, der begge har haft Vidne 1 under sidemandsoplæring i forbindelse med dennes tiltræden i T A/S, har samstemmende forklaret, at sikkerhedsprocedurerne ved vask af betonbil blev vist til og gennemgået med Vidne 1, at det var helt fast procedure, at der skulle holdes afstand til betonbilens tromle, og at den skulle være slukket, hvis man skulle røre den, og at det ville blive påtalt, hvis denne fremgangsmåde ikke blev fulgt. Vidne 4 har endvidere forklaret, at han var sikker på, at Vidne 1 efter oplæringen var bekendt med og havde forstået de gennemgåede fremgangsmåder og procedurer ved vask af betonbil.
Efter vidneforklaringerne lægger landsretten til grund, at Vidne 1 var blevet instrueret i, at tromlen ikke måtte være i bevægelse, såfremt man skulle røre den i forbindelse med rengøring, og at han var bekendt hermed. Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at antage, at den af Vidne 1 anvendte fremgangsmåde ved vask af betonbilen blev anvendt af andre medarbejder hos T A/S. Efter forklaringen fra vidnet Vidne 3 må det endvidere lægges til grund, at ledelsen løbende førte tilsyn med arbejdets udførelse.
På den anførte baggrund finder landsretten det ikke godtgjort, at T A/S ikke har iagttaget sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, herunder i relation til instruktion og tilsyn. T A/S findes derfor at være straffri i medfør af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Landsretten ændrer derfor byrettens dom, således at T A/S frifindes.
T h i k e n d e s f o r r e t :
T A/S frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 08-05-2025
Sidst revideret: 08. maj 2025