Hudproblemer er udbredt i brancher med vådt arbejde og på arbejdspladser, hvor man kan komme i kontakt med kemikalier en stor del af arbejdsdagen.
Hudproblemerne opleves især af frisører, mekanikere, ansatte i restauranter, på hospitaler, i daginstitutioner og blandt folk der arbejder med rengøring. I disse brancher kan der optræde farlig kemi, men hudproblemer kan også opstå, hvis huden er våd en stor del af dagen.
Arbejdet med stoffer og materialer sker ofte samtidig med vådt arbejde, hvilket kan øge risikoen for hudlidelser, da vand udtørrer huden og gør den mere modtagelig over for kemiske stoffer.
Forskning viser, at også de steder hvor hudproblemer opfattes som et vilkår, som noget der hører til jobbet, vil man kunne reducere hudproblemerne. Det vi ved der virker, er når de ansatte selv engagerer sig i at finde løsninger på arbejdsmiljøproblemerne.
FÅ MERE INSPIRATION
Håndeksem er en af de mest udbredte erhvervssygdomme i Danmark, og unge er særligt udsat. Håndeksem som følge af arbejdet opstår typisk på grund af den type af arbejdsopgaver, som man udfører. Hvis man har meget vådt arbejde (fx hyppig håndvask eller brug af handsker), eller hvis man arbejder med stoffer, der kan irritere huden eller give allergi (fx sæbe, fødevarer, skæreolier), så øger det risikoen for at få eksem.