Gå til indhold

Eksempel på risikovurdering af arbejde med stoffer og materialer

Nedenfor finder du et eksempel på, hvordan en risikovurdering af den unges arbejde med kemi kan se ud. Der er ikke krav om, at du laver en skriftlig risikovurdering. Du skal blot kunne sandsynliggøre, at du har foretaget en risikovurdering af arbejdet og den unge.

Nedenstående fremstår den vurdering, som arbejdsgiveren kan komme frem til i den konkrete situation. Vurderingen skal foretages inden den unge påbegynder arbejdet.

Baggrundsinformation

Børge ejer et cykelværksted, og han har ingen andre ansatte i virksomheden. Han kunne godt bruge en hjælper til at tage sig af de lidt lettere og rutineprægede opgaver, så han sætter en seddel på tavlen i den lokale Dagli’ Brugsen.

Børge ansætter Mikkel. Mikkel er en frisk, ung dreng på 13 år, og Børge synes, at han virker meget fornuftig.

Børge vil gerne have Mikkel til at smøre cykelkæderne med olie, så Børger undersøger på Arbejdstilsynets hjemmeside, om Mikkel egentlig må arbejde med det. Først konstaterer han, at olien ikke er omfattet af forbudslisten. Derefter gennemgår han risikovurderingen og vurderer, at Mikkel godt må arbejde med cykelolie.

Børges vurdering

De farlige egenskaber ved det konkrete stof eller materiale, herunder overvejelser om forsvarligt omfang og varigheden af den unges udsættelse for det pågældende stof eller materiale: På bagsiden af cykelolien står, at der bare skal bruges handsker. Mikkel skal være her 2 dage om ugen i 2 timer ad gangen. Men han skal ikke kun smøre cykelolie på. Han skal flytte cyklen hen til stativet, sætte den fast, fjerne den igen og tage en ny. Så cykelolien skal han egentlig ikke arbejde med særlig meget i løbet af de to timer.

Omgivelserne ved arbejdets udførelse: Mikkel skal arbejde på et cykelværksted. Der er en kompressor i nærheden, men ellers er der ikke store maskiner. Der står andre cykler rundt omkring i værkstedet, og der er to holdere til cykler, der hænger i kæder fra loftet.

Ulykkesrisici ved beskæftigelse eller udsættelse for de pågældende stoffer, materialer og arbejdsprocesser: Børge har selv prøvet at få en finger i klemme i både cyklens hjul og i kæden. Men han fik bare et blåt mærke, og det gjorde lidt ondt i et par dage. Cyklen kan risikere at vælte ned over Mikkel, hvis han ikke får den sat ordentligt fast til at begynde med. Børge overvejer også, hvor lang tid der egentlig gik, før han selv fik en rolig hånd og kunne undgå at få smurt olie ud på sine hænder, og han kommer frem til, at der godt kan gå lidt tid, før Mikkel ikke får olie på sig.

Den unges erfaring og uddannelse: Det er Mikkels første job, så han har ikke erfaring med opgaven. Mikkel fortalte dog til samtalen, at han har lappet huller og smurt kæden på sin egen cykel.

Den unges evne til at kunne genkende og undgå risici på grund af utilstrækkelig opmærksomhed og bevidsthed om risici og sikkerhed: Børge kender ikke Mikkel endnu, så indtil han kender ham, vil han være ekstra opmærksom på, om Mikkel kan udføre opgaverne sikkert.

Den unges fysiske og psykiske kapacitet til at beskæftiges med eller på anden måde omgås de pågældende stoffer, materialer og processer: Børge synes, at Mikkel virker meget fornuftig, og han hurtigt har fanget de informationer, som Børge giver ham, og han har været god til at stille spørgsmål til de ting, som han ikke kender til. Børge synes heller ikke, at arbejdet er fysisk krævende, da Mikkel kan gå med cyklerne frem og tilbage. Nogle cykler kan være tunge, og Børge har derfor også indført, at ved de store cykler, el-cykler mv., skal der være to til sætte cyklen op i holderne. Børge noterer sig dog, at han lige vil spørge Mikkel, om han har allergi.

Behov for særlige værnemidler, eller andre særlige forebyggende foranstaltninger, der er truffet eller skal træffes for, at den unge kan beskæftiges forsvarligt med stoffet, materialet, eller processen: Børge har noteret sig, at han skal have købt nogle ordentlige handsker, og derudover har han også overvejet, om der er behov for langærmede bluser eller måske nogle beskyttende ærmer (sleeves), som Mikkel kan trække på, så han ikke får olie på armene.

Samlet vurdering: Børge kommer frem til, at han vil skaffe nogle handsker og lange ærmer, som Mikkel skal bruge, indtil han ikke spilder olie op ad armene. Så er risikoen for at Mikkel kommer i kontakt med olien minimal. Samtidig vil Børge sørge for at instruere Mikkel i, hvordan Mikkel sætter cyklerne rigtigt i kæderne, så de ikke falder ned. I starten vil Børge gennemgå det med Mikkel på flere vagter, indtil Mikkel selv kan hænge cyklerne op. På den måde undgår Børge, at cyklen falder ned over Mikkel. Børge vurderer derfor, at Mikkel sagtens kan håndtere jobbet uden det medfører nogen risiko.