Gå til indhold

Sådan er reglerne for unge i praktik

Som leder, skoleleder eller forældre skal du være opmærksom på, at unge i praktik på virksomheder også er omfattet af arbejdsmiljølovens regler. Juniormesterlæreordningen er også omfattet af reglerne.

Hvornår er der tale om praktik, der er omfattet af arbejdsmiljøloven?

Unge kan stifte bekendtskab med det praktiske arbejdsliv i forskellige sammenhænge. Det gælder bl.a. forskellige former for praktik, som er reguleret i folkeskoleloven. Fx:

  • Virksomhedsbesøg og lignende som led i åben skole.
  • Praktik.
  • Undervisning med et praktisk indhold uden for skolen.
  • Praktik som led i juniormesterlæreordningen.
  • Ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv.

Unge i praktik er omfattet af arbejdsmiljøloven, når de udfører arbejde for en arbejdsgiver. Der er tale om arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand, hvis:

  • den unge udfører arbejde, der kan sidestilles med eller har overvejende lighed med det arbejde, de ansatte udfører.
  • den unge har pligt til at stille sin personlige arbejdskraft til rådighed.
  • den unge er undergivet instruktionsbeføjelse og kontrol.
  • der stilles arbejdsrum og nødvendige materialer til rådighed.
  • arbejdsgiveren opnår en eventuel fordel af arbejdsresultatet.

I tvivlstilfælde kan der blive lagt vægt på, om den unge får løn eller andet vederlag. Som udgangspunkt betragtes unges praktik på virksomheder efter en konkret vurdering som arbejde for en arbejdsgiver. 

Eksempler

Der vil være tale om arbejde for en arbejdsgiver, hvis den unge arbejder med kontorarbejde, fx med kopiering og post.

Der er ikke tale om arbejde for en arbejdsgiver, hvis den unge er i praktik hos politiet og kører med i en patruljevogn eller sidder med til møder, uden at deltage i politiarbejdet.

Kontakt som led i undervisning og observation er ikke arbejde for en arbejdsgive

Unges kontakt til virksomheder som led i undervisningen, fx virksomhedsbesøg, er som udgangspunkt ikke arbejde for en arbejdsgiver.

Hvis unge ikke deltager aktivt i arbejdet på virksomheden, men bliver vist rundt af en voksen for at se de forskellige arbejdsfunktioner eller på anden måde alene kigger på, gælder arbejdsmiljølovgivningens særlige regler om unges arbejde heller ikke.

Hvad må praktikanter arbejde med?

Unge under 13 år

Unge under 13 år må under praktik på virksomheder ikke udføre arbejde, der svarer til arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand. De må kun udføre opgaver, der har præg af undervisning eller er særlig tilrettelagt i forhold til arbejdsmiljøloven. 

Det kan være:

  • Forløb, hvor arbejdet er specifikt udformet med henblik på praktik, som bærer præg af undervisning og har praktikanter som deltagere.
  • Forløb, hvor aktiviteterne har arbejdslignende karakter, men hvor den unge ikke udfører arbejde, som ansatte ellers ville have udført. Fx hvor den unge bygger noget, der minder om det, virksomheden rent faktisk producerer.
  • Rundvisning på arbejdspladser, hvor den unge ikke deltager aktivt i de egentlige arbejdsopgaver.

Unge, der er fyldt 13 år

Unge, der er fyldt 13 år, må under praktik på virksomheder udføre arbejde, der svarer til arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand.

Praktikanter må udføre lettere arbejde, som 13-årige må udføre i fritidsjob, og derudover må de udføre lignende lettere arbejde. Det vil sige, at arbejdet, som praktikanten udfører, skal ligne de former for arbejde, der fremgår af nedenstående liste. Det kan fx være opgaver hos en blomsterhandler, hvor praktikanten hjælper med at binde buketter.

Du kan finde en liste over, hvad der betegnes som lettere arbejde, og hvad 13-årige må arbejde med i bilag 7 i bekendtgørelse om unges arbejde. 

Se liste med lettere arbejde, som unge, der er fyldt 13 år, må udføre

Vær opmærksom på, at de særlige regler om maskiner, stoffer og materialer, der gælder for unge, der er 13-14 år, også gælder for 13-årige i praktik.

Unge, der er fyldt 14 år

Unge, der er fyldt 14 år, må udføre arbejde for en arbejdsgiver, når de er i praktik på virksomheder.

Praktikanter må udføre alle former for arbejde, når de er i praktik. Det betyder, at de må tilberede mad, hjælpe en mekaniker, være hjælper på et plejehjem og meget mere – og det skal ikke være et lettere arbejde.

De kan derfor udføre flere og andet arbejde end det, der er på listen med lettere arbejde i bekendtgørelse om unges arbejde.

Arbejdet skal dog tilrettelægges, så der tages særligt hensyn til den unges manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici samt det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal også tages særligt hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske samt psykosociale påvirkninger, som kan påvirke den unge på kort og lang sigt.

Du skal dog være opmærksom på, at de generelle forbud for unge under 18 års arbejde med visse maskiner og stoffer mv., der findes i bekendtgørelse om unges arbejde, også gælder, når de unge er i praktik.

Hvad er arbejdstiden for unge i praktik?

Når unge er i praktik på virksomheder, gælder der særlige regler om arbejdstid. Generelt må unge arbejde 8 timer dagligt og 40 timer om ugen, når de er i praktik i en virksomhed. Der er nogle særlige regler for, hvornår de må arbejde.

 Unge, der ikke har afsluttet 9. klasse

  • Må ikke arbejde mellem kl. 20 og kl. 6.
  • Inden for erhverv med arbejde i aften- og nattimerne, må de heller ikke arbejdet mellem kl. 20 og kl. 6.
  • Den daglige hvileperiode skal være på mindst 14 timer i sammenhæng
  • Inden for hver uge skal den unge have to fridøgn. 

Unge, der har afsluttet 9. klasse

  • Må ikke arbejde mellem kl. 22 og kl. 6 eller kl. 23 og kl. 7.
  • Der gælder dog en række undtagelser for erhverv, hvor der forekommer aften- og natarbejde. Læs mere i § 22 i bekendtgørelse om unges arbejde. 

Find mere viden i bekendtgørelsen om unges arbejde

Dine forpligtelser som leder

Som leder har du særlige forpligtelser efter arbejdsmiljøloven, når du har medarbejdere under 18 år. Disse forpligtelser gælder også, når du har unge i praktik.

Valg af arbejdsopgaver og tilrettelæggelse af arbejde

Ved valg af arbejdsopgaver og når du tilrettelægger arbejdet skal du sikre, at den unge kan udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. 

Du skal som leder:

  • træffe de nødvendige tiltag på baggrund af en vurdering af de farer, som arbejdet indeholder. 
  • være opmærksom på de særlige risici, der skyldes de unges manglende erfaring og manglende bevidsthed om de farer, arbejdet kan indeholde.
  • tage hensyn til, at de unge endnu ikke er fuldt udviklede, hverken psykisk eller fysisk.
  • tage hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske samt psykiske påvirkninger, som de unge kan blive udsat for på kort og langt sigt.
  • sørge for, at de unge får grundig oplæring og instruktion samt sikre, at der føres effektivt tilsyn med den unge af en person over 18 år, som har den fornødne indsigt i arbejdet.

Husk underretning for unge under 15 år

Som leder har du en forpligtelse til at underrette de unges forældre eller værger om arbejdet. Det gælder også, når du har i praktik. Du skal også oplyse dem om arbejdstidens længde, de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med arbejdet, og de sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger, der er truffet.

Hvis du ikke vurderer, at arbejdet medfører nogen fare for eleven, skal forældrene kun have underretning om, at du beskæftiger den unge samt om arbejdstiden.

Hvis du giver de relevante oplysninger om arbejdet til skolen, så de kan videregive oplysningerne til forældrene eller værgerne, skal du være opmærksom på, at du som leder fortsat har ansvaret for, at underretningen når frem til den unges forældre eller værge. Der er ikke formkrav til din underretning.

Særligt for 15-17-årige, der har afsluttet 9. klasse, som er i praktik under uddannelse

En række regler og forbud omkring unges arbejde gælder ikke for unge, der er fyldt 15 år og som har afsluttet 9. klasse, når arbejdet indgår som et nødvendigt led i en erhvervskompetencegivende uddannelse eller erhvervsgrunduddannelse, som der er fastsat eller reguleret i henhold til lov. 

Hvornår er de unge omfattet af de særlige lempeligere regler?

Det er fastsat i lovgivning på børne- og undervisningsområdet, hvilke uddannelser der er omfattet af de særlige lempeligere regler.

Dette vil oftest omfatte praktik under de traditionelle lærlingeuddannelser og praktik under erhvervsgrunduddannelse (EGU).

Hvis den unge har afsluttet sin uddannelse, inden vedkommende fylder 18 år, og arbejdet er nødvendigt for den unges arbejde efter afsluttet uddannelse, så er de heller ikke omfattet af en lang række regler og forbud om unges arbejde. 

Læs mere i § 9 i bekendtgørelse om unges arbejde

REGLER

Unge i praktik er omfattet af en bekendtgørelse på Børne- og Undervisningsministeriets område om folkeskoleelevers deltagelse i praktik mv.

Du skal særligt være opmærksom på, at

  • elever, der er i praktik mv. uden aktivt at deltage i arbejdet på virksomheden, men alene udfører arbejdslignende aktiviteter, som udgangspunkt ikke er omfattet af arbejdsmiljøloven. I stedet vil de unge være omfattet af reglerne efter bekendtgørelse om folkeskoleelvers deltagelse i praktik mv. Det gør sig bl.a. gældende, når der er tale om unge under 13 år, hvor praktikken skal tilrettelægges særligt.
  • en virksomhed før praktikken mv. er forpligtet til at udveksle oplysninger med skolens leder efter bekendtgørelse om folkeskoleelevers deltagelse i praktik mv.

Få mere viden:

Bekendtgørelse om folkeskoleelevers deltagelse i praktik på Retsinformation

Læs om erhvervspraktik i Folkeskolen

§ 30 i bekendtgørelse om unges arbejde.

Få overblik over reglerne

Læs mere om reglerne for unges arbejde i bekendtgørelse.