Reglerne for, hvor meget unge under 18 år må arbejde, er delt op i alder, og om de unge har afsluttet 9. klasse eller ej.
Alle unge under 18 år skal have en pause på mindst 30 minutter, hvis den daglige arbejdstid overstiger 4,5 timer. Pausen skal være passende beliggende og om muligt være sammenhængende.
Derudover er der regler for, hvornår på døgnet unge må arbejde, og hvor mange timers hvile unge som minimum skal have fra de holder fri og indtil, de møder på arbejdet igen.
Unge under 18 år skal have 2 sammenhængende fridøgn inden for hver periode på 7 døgn. Heraf skal ét fridøgn normalt omfatte søndag. Hvis de 2 fridøgn ikke kan placeres i sammenhæng, skal det ene fridøgn lægges i umiddelbar forlængelse af en daglig hvileperiode. I denne situation skal den unge altså have både en hvileperiode og et fridøgn i forlængelse af hinanden.
For unge, der er fyldt 15 år og som har afsluttet 9. klasse, kan reglen om fridøgn dog fraviges under bestemte betingelser inden for landbrug og i sundhedssektoren.
Reglerne om arbejdstid, arbejdstidens placering, hviletid og fridøgn kan fraviges ved unge, der er fyldt 13 år, som deltager i kulturelle eller lignende aktiviteter. Vær dog opmærksom på, at de unges arbejde skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
DER GÆLDER SÆRLIGE REGLER FOR UNGES ARBEJDSTID, NÅR DE ER I PRAKTIK. LÆS MERE HER.