Giv plads til ro, men hold stadig kontakt.
Hvis sygemeldingen skyldes psykisk mistrivsel
Er din medarbejder sygemeldt på grund af psykisk mistrivsel, kan den enkelte have brug for ro i en periode, inden han eller hun er klar til at vende tilbage på jobbet, men det er fortsat vigtigt, at I holder en god kontakt.
Det er samtidig vigtigt, at du undersøger, om forhold på arbejdet er medvirkende til, at medarbejderen ikke trives. Fx om mængden af opgaver er for stor, eller om der er konflikter mellem medarbejderne på arbejdspladsen. Hvis det er tilfældet, skal du hurtigst muligt tage hånd om det.
Få 6 gode råd til, hvad du som leder kan gøre for at få din medarbejder godt tilbage i job hvis sygemeldingen skyldes psykisk mistrivsel. Fx på grund af fx arbejdsrelateret stress, skilsmisse eller dødsfald. Anbefalingerne er:
- Lederen sammen med medarbejderen i psykisk mistrivsel vurderer medarbejderens arbejdsevne og på den baggrund tilpasser arbejdet.
- Lederen og medarbejderen taler om, hvorvidt der er forhold i arbejdet, der kan have været medvirkende årsag til medarbejderens psykiske mistrivsel, og om der kan gøres noget for at ændre disse forhold.
- Lederen og medarbejderen sammen udarbejder en handleplan, der støtter medarbejderen i at blive i arbejdet eller vende tilbage til arbejdet efter en sygemelding. Lederen og medarbejderen følger regelmæssigt op på handleplanen og justerer den om nødvendigt.
- Arbejdspladsen jævnligt har kontakt med sygemeldte medarbejdere i fraværsperioden for at sikre tilknytningen til arbejdspladsen.
- Arbejdspladsen og nærmeste leder samarbejder med andre aktører, som er involveret i tilbage til arbejde-forløbet.
- Lederen er særlig opmærksom på de medarbejdere, som bliver påvirket af en kollegas arbejdstilpasninger eller fravær.
Læs mere om anbefalingerne her:
Job og sind, anbefalinger om psykisk mistrivsel - Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø