Temperatur og påklædning på en arbejdsplads skal ifølge arbejdsmiljøloven passe til det arbejde, der bliver udført. Under en hedebølge kan det blive nødvendigt at iværksætte ekstra foranstaltninger.
En passende temperatur på arbejdspladsen afhænger af, hvor fysisk anstrengende arbejdet er og hvilke arbejdsmetoder, der bliver brugt. Temperaturen indendørs bør ved stillesiddende og stående arbejde under normale arbejdsforhold holdes på 20-22 °C og må ikke overstige 25 °C.
Hvis temperaturen overstiger det anbefalede, er det arbejdsgivers ansvar at iværksætte foranstaltninger, der sikrer, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det samme gælder, hvis luftfugtigheden bliver meget høj i arbejdsluften.
Når du arbejder udendørs, kan du risikere at blive udsat for UV-stråling. Når UV-indekset er 3 eller højere, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du beskytter dig mod solen. Find Sundhedstyrelsens retningslinje for solbeskyttelse her
Det er individuelt, hvor meget mennesker påvirkes af varme. Her er generelle råd til arbejde under hedebølge:
· Pauser skal holdes i lokaler med lavere temperatur eller udendørs.
· Overvej, om der er mulighed for at forskyde arbejdstiden (fx start tidligere på dagen).
· Forsøg at lave rotation mellem opgaverne ved fysisk krævende arbejde.
· Påklædningen bør være let. Hvis der er krav om uniform, som er varm, skal pauserne eventuelt være længere. Alternativt skal pauserne holdes i lokaler med lavere temperatur.
· Hav altid fokus på, i hvilket omfang beklædning og arbejdstøj er væsentlig for sikkerheden. Alternativt arbejdstøj og alternative personlige værnemidler skal have samme grad af beskyttelse, som det der normalt anvendes.
· Medarbejderne skal have adgang til rigeligt drikkevand.
· Vær særlig opmærksom på risikogrupper. Det vil sige gravide, ældre og medarbejdere med hjerte- eller lungesygdomme. Risikogrupperne skal eventuelt have længere pauser, eller helt undgå at blive udsat for de høje temperaturer.
· Hvis en medarbejder har symptomer på varmeudmattelse (svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og hovedpine), skal medarbejderen straks hjælpes ud i køligere omgivelser. Sørg desuden for, at medarbejderen får rigeligt at drikke.
· Hvis en medarbejder besvimer eller falder om, skal der tilkaldes en ambulance. Hedeslag skal behandles akut.
Når du arbejder udendørs, kan du beskytte dig mod varmen, ved at gøre følgende:
Arbejdsgiver skal sørge for, at temperaturen indendørs ikke overstiger 25 °C. For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme samt solskin gennem store, uafskærmede vinduer.
Ved udendørsarbejde skal arbejdsgiver planlægge og tilrettelægge arbejdet, så ansatte ikke udsættes for solens skadelige UV-stråling. Hvis muligt kan arbejde flyttes til skyggen eller til tidspunkter på dagen, hvor solen ikke står højt på himlen. Når solcreme er nødvendig, skal arbejdsgiver stille solcreme til rådighed.
Om du må gå hjem fra dit arbejde og holde fri, når det er hedebølge og meget varmt på arbejdspladsen, er ikke reguleret i arbejdsmiljølovgivningen.
Arbejdsgiveren skal ifølge loven træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis det bliver så varmt, at der er fare for din sikkerhed og sundhed. Men hvad der er arbejdstid, og hvornår du må forlade dit arbejde og holde fri, er et arbejdsretligt spørgsmål. Om du må holde varmefri vil eventuelt fremgå af den overenskomst, du er omfattet af, eller øvrige aftaler mellem arbejdsgiver og dig som ansat.