Gå til indhold

Risikomatrix: Sådan kan I vurdere risikoen for en ulykke

Her finder du værktøjet risikomatrix, som I kan bruge til at vurdere og prioritere jeres risici i arbejdet. Ved at bruge matrixen på alle farer i jeres arbejde, får I et overblik over alle jeres risici. Det kan I bruge til at prioritere jeres forebyggelsesindsats, så de farligste risici håndteres først.

Værktøjet tager jer igennem disse 4 dele:

  1. Udpeg den fare i arbejdet, som I vil risikovurdere.
  2. Vurder sandsynligheden for, at faren kan føre til en ulykke.
  3. Vurder konsekvensen, dvs. hvor alvorlige følgerne af en ulykke vil være for skadelidte, hvis ulykken sker.
  4. Beregn risikoen.

1. Udpeg faren, som skal risikovurderes

Der findes mange forskellige farer i arbejdsmiljøet. Nogle af de typiske er farer for fx fald fra højden, snuble og faldulykker ved færdsel, overbelastning ved håndtering af tunge genstande, nedfald af genstande, at rammes eller støde mod genstande, kontakt med bevægelige maskindele, kontakt med aggressive personer mv.

2. Vurder sandsynligheden

Sandsynlighedsaksen angiver, hvor stor sandsynlighed, der er for at en hændelse kan ske. Den vurderes i følgende kategorier:

Sandsynlighed

Værdi

 Forklaring

Meget høj

5

Kontinuerlig eller hyppig gentagelse. Udføres af mange, vedvarende af få eller helt tæt på farekilden.

Høj

4

Ofte forekommende. Udføres af flere, i betydeligt omfang eller tæt ved farekilden

Middel

3

Mulig eller velkendt at opstå. Udføres af flere eller i moderat omfang af enkelte. Det er muligt at støde på farekilden.

Lav

2

Ikke sandsynlig under normale omstændigheder. Udføres sjældent, af få eller kun i særlige situationer.

Meget lav

1

Ikke forventet men stadig mulig.

3. Vurder konsekvensen

Konsekvensaksen angiver, hvor alvorlige følgerne af en ulykke vil være, hvis den sker. Den vurderes i følgende kategorier:

Konsekvenser af skade

værdi

 Forklaring

Ubetydelig

1

Ubetydelig skade

Mindre

2

Mindre skader, som fx mindre rifter, mærker, irritationer, mindre midlertidigt ubehag

Moderat

3

Tilstand som kræver medicinsk behandling, som fx sårskader, forbrændinger, forstuvninger, mindre knoglebrud, eksem

Stor

4

Alvorlige eller livstruende skader, herunder amputationer, større knoglebrud, skader på flere dele af kroppen, akut forgiftning, døvhed eller pådragelse af handicap

Katastrofal

5

Død, fatale sygdomme eller flere alvorlige skader

4. Beregn risikoen

Vurdering af risiko for en ulykke fås ved at gange værdien for sandsynligheden med værdien for konsekvensen. Jo højere værdien er, desto vigtigere er det at etablere sikkerhedsforanstaltninger, der kan forebygge at ulykken sker. 

  • Lav (1-3): Tålelig, men advar om farerne. Der kræves hyppig gennemgang og overvågning af farer for at sikre, at det tildelte risikoniveau er korrekt og ikke stiger over tid.
  • Medium (4-8): Det skal overvejes om risikoen kan sænkes, hvis det er relevant, til et acceptabelt niveau. Kontrollér tiltag inden for en tidsperiode.
  • Høj (9-12): Uacceptabelt. Risikobegrænsende foranstaltninger bør gennemføres hurtigst muligt. Der bør overvejes at fjerne eller begrænse arbejdsprocessen, eller at iværksætte midlertidige foranstaltninger, indtil permanente foranstaltninger er iværksat.
  • Ekstrem/meget høj (15-25): Fuldstændig uacceptabelt; stands arbejdet med det samme! Genoptages kun, når foranstaltningerne har reduceret risikoen til acceptable niveauer.

Tabellen nedenfor viser beregningen i en vurderingsmatrix. En risikomatrix hjælper jer med at prioritere de største farer først og sikre, at ressourcerne bruges mest effektivt for at skabe en sikker arbejdsplads.

Sandsynlighed Konsekvens
Ubetydelig Mindre Moderat Stor Katastrofal
Meget høj Medium 5 Høj 10 Ekstrem 15 Ekstrem 20 Ekstrem 25
Høj Medium 4 Medium 8 Høj 12 Ekstrem 16 Ekstrem 20
Middel Lav 3 Medium 6 Høj 9 Høj 12 Ekstrem 15
Lav Lav 2 Medium 4 Medium 6 Medium 8 Høj 10
Meget lav Lav 1 Lav 2 Lav 3 Medium 4 Medium 5

 

Herefter kan I gå i gang med at planlægge de bedst egnede forebyggelsestiltag.