Samarbejde, tillid og skræddersyede løsninger. Et godt psykisk arbejdsmiljø opstår ikke af sig selv – men i det daglige samarbejde om opgaverne. En ny rapport fra TeamArbejdsliv viser, at medarbejdere er eksperter i deres eget arbejdsmiljø, og at de bedste løsninger skabes lokalt, i fællesskab og med tydelig ledelsesopbakning. Gevinsterne? Mere succesfulde arbejdspladser, sundere medarbejdere – og måske endda et bedre samfund.
I ’Vidensgrundlag om psykisk arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress’ samler TeamArbejdsliv ny praksisrettet forskning med konkrete erfaringer fra danske arbejdspladser. Rapporten giver et solidt og handlingsorienteret grundlag for, hvordan man kan forebygge stress og styrke trivsel – ikke kun som et projekt ved siden af arbejdet, men som en del af selve opgaveløsningen. Her kan du læse nogle af hovedpointerne fra rapporten.
Et godt psykisk arbejdsmiljø er ikke kun en gevinst for den enkelte medarbejder, men også for arbejdspladsen – og i sidste ende for samfundet.
For arbejdspladsen betyder det blandt andet bedre rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere, færre udgifter til sygefravær og personaleomsætning, højere effektivitet, produktivitet og kvalitet i opgaveløsningen samt et stærkere virksomhedsbrand.
For medarbejderen betyder det blandt andet bedre fysisk og mental sundhed, højere jobtilfredshed, motivation og engagement i arbejdet, bedre balance mellem arbejde og privatliv samt bedre karrieremuligheder.
På samfundsniveau er det nærliggende at forvente færre udgifter til behandling af arbejdsrelaterede lidelser og overførselsindkomster, men forskningen her er stadig begrænset.
Et godt psykisk arbejdsmiljø er ikke noget, man kun arbejder med i mødelokalet eller via politikker og procedurer. Det skabes – eller udebliver – i det daglige samarbejde om opgaverne.
Det psykiske arbejdsmiljø er dynamisk og foranderligt. Derfor er det også et kontinuerligt arbejde, som kræver opmærksomhed, dialog og justering undervejs. Der findes meget viden og mange værktøjer, som arbejdspladserne kan trække på i arbejdet med at forebygge stress og forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
Et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde om opgaveløsningen er fundamentet for god forebyggelse af stress og forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. Et vist niveau af tillid er en betingelse for at få gang i en positiv proces på virksomheden. Hvis samarbejdet halter, er det her, I skal begynde.
Når samarbejdet fungerer, træffer arbejdspladserne generelt bedre beslutninger – både om drift og arbejdsmiljø – og de bliver også ført ud i livet.
En central pointe i rapporten er, at der ikke findes én universalløsning på stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Tværtimod viser rapporten, at de bedste løsninger skabes lokalt – af dem, der kender arbejdet, kulturen og hverdagen bedst. Det er ledelsens ansvar, at arbejdspladsen har et godt psykisk arbejdsmiljø, men medarbejderne spiller en helt central rolle i at finde de bedste lokale løsninger.
Med enkle og målrettede greb kan arbejdspladser udvikle løsninger, der passer til de mulige årsager til stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, arbejdspladsens kerneopgave, kultur og mål og de mennesker, der er på arbejdspladsen.
Ledelsens opbakning og medarbejdernes inddragelse er altså afgørende ingredienser. Når de er på plads, kan løsningerne både sættes i værk og forankres i driften. Det gælder uanset branche og type af arbejdsplads.
I behøver ikke starte med store projekter. Tværtimod anbefaler rapporten at begynde i det små: en prøvehandling, et afgrænset initiativ, et nyt greb i hverdagen. Når noget virker, kan I bygge videre – og på den måde skabe positive, selvforstærkende spiraler i det psykiske arbejdsmiljø.
Læs resuméet af TeamArbejdslivs Vidensgrundlag om psykisk arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress i Danmark og få konkrete indsigter og anbefalinger til jeres arbejdsplads.
Her finder du også det samlede vidensgrundlag.
Vidensgrundlaget er finansieret af Arbejdstilsynet og vil blive brugt som fagligt grundlag for arbejdet med at vejlede virksomheder om psykisk arbejdsmiljø.