Hvert år anmeldes 6300 arbejdsulykker i byggeriet. Arbejdstilsynet igangsætter derfor en ny indsats, der skal hjælpe virksomheder med at planlægge sig til bedre sikkerhed.
Færre ulykker, godt samarbejde og øget effektivitet på byggepladsen. Der er meget at vinde, når sikkerhed tænkes ind fra start i projekteringen og planlægningen af et byggeprojekt. Sådan lyder det fra Arbejdstilsynet, der med en ny indsats vil gøre virksomheder i byggeriet klogere på, hvordan de styrker sikkerheden.
Arbejdstilsynet tilbyder med indsatsen virksomhederne at deltage i projekteringsforløb, byggepladsmøder og temaworkshops. Her kan de få viden om udfordringer og gode løsninger, udveksle erfaringer og sparre med Arbejdstilsynet om planlægning, projektering og samarbejde.
Jakob Krohn-Rasmussen, tilsynschef i Arbejdstilsynet, fortæller om indsatsen:
”Over 6000 mennesker kommer hvert år til skade på byggepladser i Danmark. Det kalder på et langt større fokus på sikkerhed. Mange virksomheder arbejder professionelt med at indtænke sikkerhed i deres daglige planlægning ved brug af enkle tiltag – og den praksis vil vi i Arbejdstilsynet gerne være med til at udbrede.”
Baggrunden for indsatsen er et højt antal arbejdsulykker i byggeriet. Mange af ulykkerne skyldes mangelfuld projektering og planlægning, og derfor er det også netop disse temaer, indsatsen fokuserer på, forklarer Jakob Krohn-Rasmussen:
”Sikkerhed starter allerede på tegnebrættet. Derfor vil vi i Arbejdstilsynet gerne vejlede virksomhederne om, hvordan de med projektering kan gøre en stor forskel for håndværkernes arbejdsmiljø på byggepladsen. Samtidig vil vi gerne i dialog om den daglige planlægning, og hvordan de med enkle tiltag som fx et kort morgenmøde kan planlægge sig til øget sikkerhed, samarbejde og effektivitet.”
Indsatsen henvender sig til projekterende, bygherrer, entreprenører og arbejdsmiljøkoordinatorer og faciliteres af Arbejdstilsynet, der lægger op til dialog:
” Vi vil skabe et rum, hvor deltagerne kan tale om deres udfordringer, udveksle erfaringer og sparre med os om, hvordan de styrker sikkerheden i alle faser af byggeriet,” siger Jakob Krohn-Rasmussen.
De nye tiltag sker som et supplement til Arbejdstilsynets tilsynsindsats i byggeriet, som er en af de brancher, hvor Arbejdstilsynet fører mest kontrol. Sidste år har Arbejdstilsynet over 8000 gange været på en byggeplads og gennemført tilsyn med bygge- og anlægsarbejde.