Et godt psykisk arbejdsmiljø kan gøre en forskel for både medarbejdernes trivsel og arbejdspladsens mulighed for at fastholde og tiltrække medarbejdere. Det viser en ny analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
En ny analyse fra NFA viser, at faktorer som ledelseskvalitet, anerkendelse, rolleklarhed, indflydelse, udviklingsmuligheder, retfærdighed og samarbejde hænger sammen med højere jobtilfredshed, større oplevelse af mening i arbejdet og bedre kvalitet i opgaveløsningen. Analysen viser samtidig en sammenhæng med lavere risiko for langvarigt sygefravær, depression og jobskifte.
Alle arbejdspladser oplever perioder med høj arbejdsmængde, tidspres eller andre krav i arbejdet. Tidligere forskning har vist, at fx indflydelse og godt samarbejde mellem kolleger kan styrke medarbejdernes muligheder for at håndtere disse krav.
Analysen fra NFA viser, at de positive faktorer hænger sammen med bedre trivsel og mental sundhed, også når der er taget højde for krav som bl.a. en stor arbejdsmængde, et højt arbejdstempo og andre følelsesmæssige krav.
At positive faktorer som indflydelse, god ledelse og samarbejde ikke kun hjælper medarbejdere med at håndtere krav i arbejdet, men også bidrager til bedre mental sundhed, højere trivsel og stærkere tilknytning til arbejdspladsen er nyttig viden for alle arbejdspladser. Et øget fokus på positive faktorer i arbejdet kan selvfølgelig ikke erstatte arbejdsgiverens pligt til at forebygge og gribe ind, hvis kravene i arbejdet bliver for høje, men kan med fordel integreres i det løbende systematiske arbejdsmiljøarbejde.
Analysens resultater kan give jer som virksomhed anledning til bl.a. at drøfte, hvordan I laver aftaler og taler om opgaver, rollefordeling, indflydelse og det gode samarbejde. Det kan ske med afsæt i fx arbejdspladsvurderingen (APV), trivselsmålinger og i den løbende dialog mellem ledere og medarbejdere.
Et systematisk arbejde med de positive faktorer i det psykiske arbejdsmiljø kan være med til at styrke både trivsel, kvalitet i opgaveløsningen og fastholdelse af medarbejdere.