Gå til indhold
Hastrupskolen

Åbne samtaler og tydelige opgaveoversigter styrker både kerneopgaven og arbejdsmiljøet

I denne case kan du blive klogere på at styrke kerneopgaven og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. På Hastrupskolen bliver fokus på både det psykiske arbejdsmiljø og kerneopgaven prioriteret af både lærere og ledelsen. Det betyder, at sygefraværet er lavt, trivslen er høj, og de gode medarbejdere bliver på skolen.

På Hastrupskolen går det psykiske arbejdsmiljø og kerneopgaven hånd i hånd, for når lærerne trives, så styrker det kerneopgaven. Derfor er der netop fokus på, at lærerne skal trives, gennem blandt andet åbne samtaler mellem ledelse og medarbejdere. Det fokus gør, at medarbejderne oplever, at de lykkes bedre med deres opgaver, hvilket både har resulteret i en højere arbejdsglæde, motivation og trivsel.

KOM GODT I GANG

For at styrke skolens kerneopgave har Hastrupskolen arbejdet målrettet med en række tiltag:

  •  En åben samtale mellem lærere og ledelse, fx ved sygefravær. 
  •  Klare retningslinjer og procedurer for, hvad der skal ske, når noget er svært. Fx med håndtering af elever eller ved arbejdsskader.
  • Opgaveoversigter som tydeliggør forventninger til mængden af opgaver og tidsrammen for arbejdet.  
  • Systematisk planlagte ”arbejdsbalancesamtaler” halvvejs inde i skoleåret. Samtalerne kan bl.a. bruges til at afdække eventuelle udfordringer eller belastninger i arbejdet, som medarbejderen skal fritages for i en periode. 
  • Tilknyttet erhvervspsykolog, som hurtigt kan stå til rådighed for medarbejdere, hvis private eller arbejdsmæssige problemer opstår. På Hastrupskolen oplever de, at det ofte er en god forudsætning for at medarbejderne hurtigere vender tilbage til arbejdet igen.

Med de forskellige tiltag har Hastrupskolen fået en lav personaleomsætning og lavt sygefravær. Det betyder, at skolen ligger godt i trivselsmålinger og har nemt ved at ansætte nye lærere.

Når jeg trives, så kan ungerne mærke, at jeg gerne vil dem. De føler sig set og hørt med alle deres forskelligheder.

Kathrine Wiendahl Skolelærer og inklusionsvejleder på Hastrupskolen i Køge