Gå til indhold
Psykiatrisk Afdeling Vejle

Sådan skaber 4 farver overblik i akutte situationer

Set lidt oppefra. En mand sidder ved et bord med computer og pairer, og indikerer med hånden at han er ved at læse et papir.

I denne case bliver du klogere på at få skabt klar rollefordeling i alarmsituationer. Akutte og tilspidsede situationer kalder på hurtig handling og en klar opgavefordeling. Det har de løst i Vejle med farvede prikker på medarbejdernes navneskilte. Mød ledere og medarbejdere i filmen og bliv klogere på, hvordan en systematisk afdækning af personalets kompetencer og synlig indikation heraf skaber sikkerhed for både personale og patienter i forbindelse med alarmløb. Bliv inspireret og dyk ned i den enkle tilgang fra Psykiatrien i Vejle via deres egne materialer.

Når der kaldes på hjælp via alarm skal personalet på Psykiatrien i Vejle handle med det samme. Der kan komme en del medarbejdere til stede. Der er derfor behov for et godt overblik og en klar rollefordeling, for at kunne handle på en sikker måde, så patienter mødes med den mest skånsomme håndtering som muligt.

Derfor arbejder de med indsatsen fra Novice til Ekspert. I praksis bærer alle medarbejder et farvet klistermærke, som afspejler deres kompetencer indenfor alarmløb. Fx rød, som afspejler, at medarbejderen er observatør ved alarmløb eller blå, som betyder, at medarbejderen er tryg og kompetent i alle roller ved alarmløb.

”Det bliver meget synligt for alle, hvilke roller og niveauer alle medarbejdere har. Det betyder, at vi har de bedste forudsætninger for at planlægge en alarmsituation, for alle ved hvilke kompetencer der er tilstede i en alarmsituation,” fortæller Tanja, oversygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Vejle.

Mød hende og medarbejdere i filmen her, hvor de fortæller om indsatsen.

KOM GODT I GANG

Disse tiltag bidrager til sikkerhedskulturen på Psykiatrisk Afdeling Vejle

  • Systematisk afdækning af personalets kompetencer med alarmløb.
  • Synlig farvekode på alle navneskilte.
  • Klar vej for udviklingspotentiale.
  • Usikkerheder vedr. alarmløb deles med kollegaer og håndteres.
  • Kollegaer tager ansvar sammen, når de tilbyder nyansatte og mindre erfarne muligheden for at løbe med og lære af de mere erfarne.

Pointen er ikke blot at synliggøre de tilstedeværende kompetencer, men at alle medarbejdere skal udvikle sig og tilegne sig stadig mere erfaring og tryghed i at varetage de forskellige ansvarsroller, som der er i forbindelse med alarmløb.

Systematik og synlighed er nøglerne til en sikkerhedskultur hos Psykiatrien i Vejle, hvor medarbejdere taler højt om usikkerhed, og hvor ens kollega tilbyder at tage nyansatte under armen, så de kan lære om alarmløb ved observation på en tryg måde.

”Vi oplever, at der bliver italesat mange flere usikkerheder i forhold til alarmsituationerne, så vi kan sparre i højere grad om opgaveløsningen, ” siger Julie, medarbejder og arbejdsmiljørepræsentant hos Psykiatrien i Vejle.

Alle medarbejdere skal igennem et 4-dages konflikthåndteringskursus og dertil afdækkes medarbejdes kompetencer via et spørgeskema. Et spørgsmål er fx ”Har du erfaring med at tage en ny kollega med til alarmløb som mentor?” Ud fra de kompetencer medarbejderne har, så tildeles de hver især en farvekode som synliggøres med en farveprik på navneskiltet.

Synligheden af kompetencer gør det nemmere at fordele roller, når medarbejdere kommer løbende til en tilspidset situation, og det tydeliggør overfor medarbejderne, hvilket udviklingspotentiale, som de har. For medarbejderne betyder det, at de har nemmere ved at tale om, hvad de mangler at lære og bede en kollega om at komme med på alarmløb.

”Kulturmæssigt så bliver det okay at snakke om, og det bliver okay, at vi ikke kan det samme,” fortæller Brian, medarbejder hos Psykiatrien i Vejle.