Gå til hovedindholdet

Påtale

En påtale fastslår, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen, men den pålægger ikke virksomheden en handlepligt.

Anvendelsesområde

En påtale bruges fx:

  • Når Arbejdstilsynet har konstateret en overtrædelse på jeres virksomhed og har fremsendt en høring med oplysninger om, at Arbejdstilsynet overvejer at give jeres virksomhed et påbud, hvorefter I som virksomhed løser problemet i høringsfasen.
  • Når Arbejdstilsynet i et tilsynsforløb konstaterer en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, der ikke fører til et strakspåbud, og I som virksomhed løser problemet, inden tilsynsforløbet er afsluttet.
  • Når Arbejdstilsynet ved en ulykkesundersøgelse konstaterer, at der i forbindelse med ulykken er sket en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men der ikke kan afgives strakspåbud eller påbud med frist, fx fordi I som virksomhed allerede har iværksat den relevante forebyggelse, eller fordi det pågældende arbejde ikke længere udføres.
  • Når Arbejdstilsynet i forbindelse med et byggeri konstaterer, at der er sket en overtrædelse af den projekterende/rådgiverens pligter, og hvor den faktiske byggeproces ikke kan ændres.

Konsekvenser

Afgørelsen kan resultere i skærpet straf, hvis virksomheden tidligere har overtrådt lignende regler.

Hvorfor får virksomheder en påtale?

En påtale gives for at understrege, at arbejdsmiljøreglerne altid skal være overholdt.

Hensigten med en påtale er derfor, at medvirke til at I som virksomhed motiveres til at arbejde for eller fastholde en forebyggende arbejdsmiljøindsats.

Tidligere navn for afgørelsen

En påtale hed frem til og med den 31. januar 2024 ’afgørelse uden handlepligt’.

Sidst revideret: 1. februar 2024

Henter PDF