Det er en del af Arbejdstilsynets kerneopgave at føre tilsyn med arbejdsmiljøet på arbejdspladser i Danmark og Grønland. Vi fører hvert år ca. 40.000 tilsyn for at understøtte virksomhederne med at skabe sikkert og sundt arbejdsmiljø. Bliv klogere på, hvad et tilsyn indebærer, og hvordan Arbejdstilsynet reagerer på overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Når vi fører tilsyn er det for at sikre, at arbejdet på arbejdspladsen er planlagt, tilrettelagt og bliver gennemført fuldt forsvarligt. Et tilsynsbesøg er derfor også en hjælpende hånd i forhold til at forebygge arbejdsmiljøproblemer og –ulykker
Det gælder for langt de fleste tilsyn, at du som virksomhedsejer, arbejdsgiver og leder ikke vil blive varslet på forhånd om et tilsyn fra Arbejdstilsynet. Du skal derfor være klar til tilsyn allerede i dag.
Når vi udtager en virksomhed til tilsyn, sker det ud fra en vurdering af risikoen for arbejdsmiljøproblemer. Det kan ske ved brug af risikomodeller eller på baggrund af konkrete anledninger fx ulykker, klager over arbejdsmiljøet eller erhvervssygdomme. Der bliver også udtaget en mindre andel virksomheder via tilfældige stikprøver. Du kan ikke forvente, at du på et tilsyn får oplyst, hvad årsagen er til vores tilsyn i din virksomhed eller arbejdsplads.
FOKUSOMRÅDE
Psykisk arbejdsmiljø er et gennemgående fokusområde, når vi er på tilsyn.
Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet gennemfører også hvert år landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og illegal arbejdskraft. Formålet er at sikre, at arbejde i Danmark foregår efter danske regler.
Vejgodstransport er et af de områder, hvor der er størst risiko for arbejdsulykker. Arbejdstilsynets gennemfører derfor hvert år aktionsdage i branchen vejgodstransport som supplement til de almindelige tilsyn.
Arbejdstilsynet har en generel forpligtelse til at videregive oplysninger til andre myndigheder, hvis vi på tilsyn bliver opmærksom på forhold, som giver mistanke om brud på andre myndigheders lovgivning.
Arbejdstilsynet foretager altid en konkret vurdering af, om oplysninger er relevante og nødvendige for andre myndigheders opgavevaretagelse, inden oplysningerne videregives. Orienteringen til andre myndigheder omfatter en kort beskrivelse af mistanken om den mulige overtrædelse og sker eventuelt med udgangspunkt i en samarbejdsaftale med den anden myndighed om, hvordan oplysninger videregives mellem myndighederne.
Du kan som arbejdsgiver, arbejdsleder og ansat blive straffet for at overtræde arbejdsmiljølovningen. Få her overblik over, hvornår Arbejdstilsynet kan rejse straffesager for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.