På tilsyn med risikovirksomheder tager vi i Arbejdstilsynet udgangspunkt i virksomhedens sikkerhedsdokumentation og har fokus på risikoen for større uheld med risikostoffer. Vi har særligt fokus på risici for de ansatte ved uheld.
Vi vil på tilsyn med risikovirksomheder have fokus på følgende:
- Om virksomheden har truffet alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænset eventuelle følger heraf for de ansatte og andre inden for virksomhedens område.
- Om virksomhedens arbejdsmiljøorganisation er inddraget i udarbejdelsen af sikkerhedsdokumenter, sikkerhedsrapporter og interne beredskabsplaner. Dette for at sikre, at alle kompetente og tilgængelige synsvinkler på den risikobetonede aktivitet har været inddraget inden Arbejdstilsynets (og øvrige myndigheders) stillingtagen.
Vi kan i forbindelse med tilsynet bede om at få supplerende oplysninger om de arbejdsmiljømæssige forhold til brug for vores vurdering af risici for større uheld med risikostoffer og forebyggende foranstaltninger i den sammenhæng.
I de tilfælde hvor vi i Arbejdstilsynet konstaterer, at der på virksomheden ikke er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til forebyggelse/begrænsning af større uheld, kan vi afgive et påbud om, at virksomheden foretager sig foranstaltninger for at sikre de ansatte mod uheld. Vi kan også nedlægge forbud mod drift eller idriftsætning af virksomheden, anlæg, lagre eller dele af disse.