Gå til indhold

Arbejdstilsynets erfaringer fra indsatsen mod social dumping

Som led i den fælles myndighedsindsats mod social dumping har vi i Arbejdstilsynet over perioden 2012-2025 gjort os forskellige erfaringer. Læs et udpluk her, og find flere erfaringer i den fuldeafrapportering af indsatsen mod social dumping.

Registrering i det danske CVR-register frem for anmeldelse i RUT

Det er erfaringen, at nogle udenlandske virksomheder vælger at registrere sig i det danske CVR-register frem for i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). CVR-registrerede virksomheder vil ikke få reaktioner for mangelfuld registrering i RUT, til gengæld kan de blive udtaget til grundtilsyn.

Anmeldelse i RUT

Udenlandske virksomheder, som anmelder sig i RUT, får færre arbejdsmiljøafgørelser end udenlandske virksomheder, der ikke anmelder sig i RUT. En mulig forklaring kan være, at virksomheder, som har styr på at anmelde sig korrekt i RUT, tilsvarende har bedre styr på arbejdsmiljøreglerne. 

Opsøgende kørsel

Arbejdstilsynet har en opsøgende indsats for at identificere udenlandske virksomheder, som ikke lovpligtigt anmelder sig i RUT. Det sker bl.a. gennem opsøgende kørsel og generel tilstedeværelse på vejene i forbindelse med Arbejdstilsynets øvrige, brede tilsynsindsats. Det er vores erfaring, at den opsøgende indsats er nødvendig for at identificere virksomheder, som myndighederne ikke har registreringer på.

Arbejdsopgaver med høj risiko

Vi ser en tendens til, at udenlandske virksomheder og udenlandske ansatte i Danmark påtager sig arbejdsopgaver med høj risiko for arbejdsmiljøproblemer, som fx ulykker ved nedrivning i bygge- og anlægsbranchen. Desuden er det erfaringen, at udenlandsk og dansk arbejdskraft ofte har forskellige syn på arbejdsmiljøstandarder.  

Rammer for dialog og vejledning på tilsyn

På tilsyn oplever vi, at en del af den udenlandske arbejdskraft og arbejdsgivere i begrænset omfang ønsker at udtale sig. Arbejdstilsynet har derfor fokus på at skabe gode rammer for dialog og vejledning om og til udenlandsk arbejdskraft under tilsynene.

Komplekse kæder af underentreprenører

Vi oplever, at udenlandske arbejdstagere i nogle tilfælde ikke ønsker at oplyse eller er i tvivl om, hvor de er ansat, hvem deres arbejdsgiver er, hvor de får løn fra m.m. Samtidig ses komplekse kæder af underentreprenører. Fx kan en arbejdstager være ansat i et polsk firma, der er udlejet til et tysk firma, som løser en opgave for en dansk hovedentreprenør, hvilket kan komplicere afdækning af, hvem der er arbejdsgiver.

Videregivelse af information til andre relevante myndigheder

Som en del af den fælles myndighedsindsats videregiver Arbejdstilsynet relevante oplysninger til bl.a. Skattestyrelsen eller politiet samt eventuelt andre relevante myndigheder, hvis der i forbindelse med et tilsyn er begrundet mistanke om lovovertrædelse på myndighedernes områder. Fx vil Arbejdstilsynet videregive oplysninger til politiet, hvis Arbejdstilsynet formoder, at arbejdstagere fra 3. lande ikke har behørig arbejdstilladelse.

LÆS MERE

Afrapportering af indsatsen mod social dumping 2025

I rapporten finder du de samlede resultater og erfaringer fra indsatsen i 2025 samt de foregående år.