Der skal på faste arbejdssteder være betryggende mulighed for, at alle i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkert område. Bliv klogere på kravene til flugtmuligheder på faste arbejdssteder her
Bygninger på faste arbejdspladser skal være indrettet, så det er mulighed for flugt og redning i tilfælde af brand, udslip og eksplosioner m.v. Kravene til flugt og redning kommer dels fra Arbejdsmiljølovgivningen og fra Bygningsreglementet og brandmyndighederne.
Arbejdstilsynet stiller som udgangspunkt ikke yderligere krav til bygningens generelle foranstaltninger vedrørende flugtveje og nødudgange, end hvad der følger af bygningsreglementet og krav fra brandmyndighederne.
Læs mere om bygningsreglementets krav til brandsikkerhed i bygninger.
Flugtvej efter bygningsreglementet:
En flugtvej er et sammenhængende system af udgange, gangarealer, flugtvejsgange og flugtvejstrapper, der er indrettet til at sikre, at personer kan forlade en bygning på sikker vis.
Flugtvejen skal kunne sikre flugt i forbindelse med fx brand i bygningen. Arbejdstilsynet stiller som udgangspunkt ikke krav til indretningen af flugtveje ud over, hvad der følger af bygningsreglementet.
Flugtmulighed efter arbejdsmiljølovgivningen:
En flugtmulighed er en mulighed for, at personer i en faresituation kan komme væk fra faren og i sikkerhed til det fri eller til et sikkert område.
Flugtmuligheden skal kunne sikre flugt og redning, hvis der på arbejdsstedet kan opstå farlige påvirkninger, fx udslip af gas, farlige stoffer eller varm damp fra anlæg, kedler eller andet produktionsudstyr.
Der gælder særlige krav til flugtmuligheder, end hvad der følger af bygningsreglementet og krav fra brandmyndighederne ved arbejdssteder, hvor der kan opstå pludselige farlige hændelser.
Det kan være arbejdssteder, hvor der arbejdes med sundhedsfarlige, brandfarlige eller eksplosionsfarlige stoffer eller processer, eller hvor der kan opstå udslip af gas, farlige stoffer eller varm damp eller påvirkning fra strålevarme.
Det gælder fx ved brud på trykbærende udstyr, dampudslip fra kedler, i ATEX-områder samt anlæg med farlige kemikalier eller processer.
Flugtmulighederne skal indrettes ud fra en konkret vurdering af de pågældende risici og skal altid sikre, at der er en sikker vej væk fra hændelsen til et sikkert område.
Flugtmulighederne skal være indrettet, så en farlig hændelse ikke afskærer muligheden for at komme i sikkerhed. I de fleste situationer vil det være relevant, at der er mulighed for at flygte i forskellige retninger, så en farlig hændelse ikke afskærer den eneste mulighed for at komme væk fra faren til et sikkert område. Hvilke flugtmuligheder der er nødvendige, afhænger af de konkrete risici på arbejdsstedet.
Flugtmuligheder skal:
Døre skal som udgangspunkt åbne i flugtretningen og være lette at passere.
Elevatorer, rulletrapper og lignende bør som udgangspunkt ikke anvises som flugtmuligheder, da deres funktion kan være begrænset i en faresituation. Hvis sådanne installationer indgår i en løsning, skal det vurderes, om de kan anvendes sikkert i den konkrete situation.