Når vi undersøger, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø, vil vi i mange tilfælde gennemføre yderligere samtaler med medarbejdere. Det kan fx være en eller flere gruppesamtaler med medarbejdere eller samtaler med enkeltpersoner, herunder nøglepersoner på virksomheden, fx mellemledere og tillidsrepræsentanter. Gruppesamtalerne skal være arbejdsmiljøfagligt begrundet.
Gruppesamtaler bliver altid aftalt i samarbejde med virksomhedens ledelse og arbejdsmiljøorganisation, der også sammensætter deltagerne til gruppesamtalerne. Vi vil altid fremsætte ønsker til sammensætning af deltagere til gruppesamtalerne på baggrund af den viden, som vi har om det psykiske arbejdsmiljø på virksomheden. Det kan fx være ønsker om at tale med medarbejdere med specifikke jobfunktioner eller medarbejdere fra en bestemt afdeling på virksomheden, hvor der er mistanke om problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
Som udgangspunkt har arbejdsgiveren eller dennes repræsentant ret til at være til stede under gruppesamtalerne, men hvis vi fra Arbejdstilsynet vurderer, at formålet med gruppesamtalerne bliver forspildt ved, at arbejdsgiveren eller dennes repræsentant er til stede, kan vi afholde gruppesamtalerne med de ansatte alene.
Det er altid Arbejdstilsynet, der leder gruppesamtalerne. Ved gruppe- og enkeltsamtalerne tager vi afsæt i branchekendskab og de oplysninger, vi allerede har indhentet om det psykiske arbejdsmiljø på virksomheden. Samtalerne vil derfor handle om de forhold i det psykiske arbejdsmiljø, der er centrale på virksomheden.
Vi har i Arbejdstilsynet udviklet spørgeguides til formålet, som vi bruger til at få stillet relevante spørgsmål, der afdækker, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø, og hvad problemerne i givet fald består i.