Gå til indhold
Christensen og Berg VVS

VVS virksomhed fik medarbejder godt tilbage fra sygemelding

 Mand sidder på førersædet i bil.

En arbejdsulykke førte til en sygemelding i Kenneth Jensens VVS firma. Med løbende kontakt med medarbejderen og langsom genoptrapning af arbejdet kom medarbejderen godt tilbage.

Hvis uheldet er ude, og der sker en ulykke, går jeg meget op i, at få medarbejderen godt tilbage. Sådan var det også, da min medarbejder Kim kom ud for en alvorlig ulykke og brækkede en nakkehvirvel. Det var en rigtig svær situation for Kim, og vi blev meget forskrækkede.

Kenneth Jensen Indehaver af Christensen og Berg VVS

Kenneth besluttede sig for at holde tæt kontakt med Kim i forbindelse med hans sygeforløb.

”Når sådan noget sker, er det vigtigt at have en god kontakt med det samme, så han ved, at vi tænker på ham. Så jeg tog en dyb indånding og ringede til Kim, for at høre hvordan han havde det.”, fortæller Kenneth.

I samtalerne med Kim, var Kenneth meget opmærksom på, at Kim ikke skulle føle sig stresset over, hvornår han skulle tilbage til arbejdet. Han kunne også komme på besøg, selvom han ikke var helt klar endnu.

”Da Kim kom tilbage på jobbet, startede han helt forsigtigt op og tog tidligt hjem, hvis det var nødvendigt.”, fortæller Kenneth.

I dag er Kim raskmeldt og tilbage på arbejdet. Kenneth opfordrer alle arbejdsgivere til at holde kontakten til den sygemeldte medarbejder, da det gør en stor forskel for dig selv og din medarbejder.