Gå til hovedindholdet

Spørgsmål og svar om teleskoplæssercertifikat

Svar på de oftest stillede spørgsmål om teleskoplæssercertifikat. Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arbejdstilsynet

Teleskoplæssercertifikat

  • Er en teleskoplæsser med en fast monteret kurv undtaget fra certifikatkravet?

    Nej. Det er kun egentlige transportable personløftere som bomlifte o.l. der ikke er omfattet af certifikatkrav. Nedenfor kan du læse de vigtigste regler for arbejdsplatforme:

    • Det er kun tilladt at løfte personer med teleskoplæsser, hvis både teleskoplæsseren og arbejdsplatform er beregnet til det, og i øvrigt opfylder maskindirektivets krav til en personløfter.
    • En arbejdsplatform til en teleskoplæsser er udskifteligt udstyr jf. maskindirektivet, og den skal dermed være CE mærket. Der er i dag mange arbejdsplatforme i brug, som er CE mærket sammen med teleskoplæsseren. Det vil fortsat være lovligt at bruge sådanne arbejdsplatforme med den pågældende teleskoplæsser.
    • Arbejdsplatformen skal være forsynet med betjeningsorganer, og må ikke samtidig kunne betjenes fra teleskoplæsserens førerplads.
    • Det skal fremgå af brugsanvisningen til arbejdsplatformen, hvilke teleskoplæssere den må anvendes med.
    • Arbejdsplatform og teleskoplæsser skal efterses i henhold til leverandørens anvisninger, og den samlede personløfter skal have et årligt hovedeftersyn. Arbejdsgiveren har ansvaret for begge dele.
    • De særlige lempeligere regler for personløft med gaffeltruck gælder ikke for personløft med teleskoplæsser eller andre maskiner.
  • Kan man gå til direkte prøve til teleskoplæssercertifikat, hvis man har gaffeltruck B certifikat og praktisk erfaring med at føre teleskoplæssere?

    Nej, der gives normalt ikke adgang til direkte prøve uden forudgående uddannelse. Praktisk erfaring med at føre teleskoplæsser vil generelt ikke være tilstrækkeligt til at opfylde kvalifikationskravene til førere af teleskoplæssere, fx ift. kravene om kendskab til jordbundsforhold, stabilitet af teleskoplæssere, krav til sikkerhedsanordninger og krav vedr. personløft med teleskoplæssere (som er væsentlig forskellig fra personløft med gaffeltruck).

    I særlige tilfælde, hvor det kan antages, at en person har de fornødne kvalifikationer til at bestå såvel den teoretiske som den praktiske prøve, har personen mulighed for at få foretaget en individuel kompetencevurdering i henhold til Undervisningsministeriets regler herfor. Kontakt i givet fald en skole som er godkendt til teleskoplæsseruddannelsen.

  • Kræver det kranførercertifikat, at anvende en teleskoplæsser med udskud på maks. 1,5 m, til kranarbejde?

    Ja. Teleskoplæssere med udskud på op til 1,5 m er ganske vist ikke omfattet af reglerne om teleskoplæssercertifikat, men de er til gengæld omfattet af de almindelige regler om kranførercertifikat, hvis de anvendes til kranarbejde. Hvis løftekapaciteten er op til 30 tonsmeter kræves uddannelserne Kranbasis og Mobile kraner >8-30 tm, og hvis løftekapaciteten er over 30 tm kræves endvidere uddannelsen Mobile kraner over 30 tm.
    Undtagelserne til reglerne om kranførercertifikat gælder også for teleskoplæssere der anvendes til kranarbejde. Se At-vejledning 1.9.4. om kranførercertifikat for information.