Gå til indhold

Reaktioner til udenlandske virksomheder for mangelfuld eller manglende anmeldelse i RUT

Arbejdstilsynet kontrollerer både på fællesaktioner med Skattestyrelsen og politiet og på egne tilsyn om udenlandske virksomheder har anmeldt sig korrekt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Alle udenlandske virksomheder, der arbejder midlertidigt i Danmark, har pligt til at anmelde sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). På den måde sikres det, at myndighederne kan føre tilsyn med, at udenlandske virksomheder, som arbejder i Danmark, overholder de danske regler om fx arbejdsmiljø og skat. 

Arbejdstilsynet har (siden 1. juli 2013) haft mulighed for at afgøre klare og ukomplicerede sager, hvor vi konstaterer, at en udenlandske virksomhed ikke har anmeldt sig korrekt i RUT. Det sker med et administrativt bødeforelæg. I mere komplicerede sager, eller hvis virksomheden ikke betaler bøden, sender Arbejdstilsynet en tiltaleindstilling til politiet med henblik på at rejse tiltale for overtrædelse af udstationeringsloven.

Antal administrative bødeforlæg og tiltaleindstillinger

Antallet af Arbejdstilsynets administrative bødeforlæg og antallet af Arbejdstilsynets tiltaleindstillinger til politiet om RUT i 2025: 

  • 132 administrative bødeforelæg.
  • 54 tiltaleindstillinger.

Tvangsbøder

Arbejdstilsynet har fra 1. juli 2018 haft mulighed for at give udenlandske virksomheder et strakspåbud om at anmelde sig i RUT og at pålægge den udenlandske virksomhed daglige tvangsbøder på mindst 1.500 kr. pr. dag, hvis påbuddet ikke efterkommes. Formålet med tvangsbøden er at motivere virksomheden til at efterkomme påbuddet. 

Det betyder også, at virksomheder kan få først en administrativ bøde for den manglende eller mangelfulde anmeldelse i RUT og derefter daglige tvangsbøder, hvis påbuddet om at anmelde sig korrekt ikke efterkommes. Størstedelen af de virksomheder, som får et strakspåbud, anmelder sig efterfølgende i RUT. 

I 2025 har Arbejdstilsynet givet knap 273 RUT-strakspåbud og oprettet to sager, hvor det juridisk skal vurderes, om virksomheden kan pålægges tvangsbøder. Dvs. at Arbejdstilsynet i sager, hvor virksomheden ikke har reageret på strakspåbuddet om RUT-anmeldelse, har oprettet en særskilt juridisk sag for at vurdere, om betingelserne for at pålægge daglige tvangsbøder er opfyldt. 

I flere tilfælde munder vurderingen ikke ud i tvangsbøder, fx fordi virksomheder undervejs anmelder sig i RUT for at undgå tvangsbøder eller ikke længere udfører arbejde i Danmark. Kun i ganske få tilfælde afgiver Arbejdstilsynet tvangsbøder.

LÆS MERE

Afrapportering af indsatsen mod social dumping 2025

I rapporten finder du de samlede resultater og erfaringer fra indsatsen i 2025 samt de foregående år.