Alle virksomheder skal holde en årlig arbejdsmiljødrøftelse. Her skal ledere og medarbejdere sammen tilrettelægge det kommende års samarbejde om arbejdsmiljø og evaluere det sidste års arbejde. Få styr på hvordan I gør og hvem, der skal deltage i drøftelsen.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse er en vigtig del af virksomhedens systematiske arbejdsmiljøarbejde. Formålet er at tilrettelægge det kommende års samarbejde og vurdere om de mål, der blev sat året før, er nået.
I kan frit vælge, hvordan drøftelsen skal foregå. Men I skal kunne dokumentere over for Arbejdstilsynet, at den har fundet sted, fx i form af et referat.
Virksomheder med AMO
Virksomheder med over 10 ansatte har pligt til at etablere en arbejdsmiljøorganisation (AMO). Arbejdsgiveren eller en repræsentant, der kan træffe beslutninger om arbejdsmiljø på virksomhedens vegne – skal gennemføre drøftelsen i samarbejde med medlemmerne af AMO. Hvis I har AMO i to eller flere niveauer, skal drøftelsen foregå i jeres arbejdsmiljøudvalg.
Virksomheder uden AMO
I virksomheder med 1-9 ansatte, der ikke har en arbejdsmiljøorganisation (AMO), skal arbejdsgiveren – eller en repræsentant, der kan træffe beslutninger på virksomhedens vegne – gennemføre drøftelsen sammen med de ansatte.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse skal bidrage til at systematisere og målrette arbejdsmiljøarbejdet i virksomheden. Under drøftelsen skal I gennemgå følgende punkter:
Når I skal tilrettelægge jeres samarbejde om sikkerhed og sundhed, kan I med fordel tage udgangspunkt i de udfordringer, I står overfor. Det kan fx være, at I har travlt, mange tunge løft eller at I får nye arbejdsopgaver. I kan fx bruge jeres arbejdspladsvurdering (APV) til at finde frem til relevante fokusområder.
I skal beslutte, hvordan samarbejdet skal foregå i praksis, og hvordan I vil nå de mål for arbejdsmiljøet, som I har sat jer. For at nå målene kan I fx aftale, at I mødes med faste intervaller eller aftale, hvordan I løbende orienterer hinanden om, hvordan arbejdsmiljøarbejdet skrider frem.
I skal vurdere, om det foregående års mål er nået. Havde I fx sat et mål om at halvere antallet af arbejdsulykker eller nedbringe arbejdsrelateret sygefravær, skal I vurdere, om I har opnået det.
I skal sætte mål for det kommende års arbejdsmiljøarbejde. Har I valgt at arbejde med at reducere støj eller manuelle løft, skal I sætte et mål for dette arbejde: Det kan fx være, at I vil reducere støj ved at ændre indretningen eller fjerne manuelle løft ved en bestemt arbejdsproces.
I skal drøfte, om der i virksomheden er behov for at opbygge ny viden om arbejdsmiljø. Det kan I fx gøre på baggrund af jeres APV-proces og de mål I har sat for det kommende år. Det kan også være, at I ved, at I kommer til at arbejde med en ny form for kemi eller en ny gruppe af borgere, og at det vil kræve en særlig faglig viden at forebygge arbejdsmiljøproblemer.
I virksomheder med AMO skal I desuden drøfte den supplerende uddannelse af arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO. Den supplerende uddannelse kan have et bredt fokus, på fx ergonomi, kemi eller forebyggelse af ulykker, men kan også handle om et konkret arbejdsmiljøproblem, der er relevant for virksomheden og jeres mål for det kommende år.
DEFINITION
Alle virksomheder med ansatte skal arbejde aktivt for at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø og forebygge arbejdsmiljøproblemer. Det er også lovpligtigt at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet.
I praksis betyder det, at I som ledelse skal planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres på en sund og sikker måde, samt at du som nærmeste leder skal oplære og instruere dine medarbejderne og føre tilsyn med, at de faktisk udfører arbejdet på en korrekt og forsvarlig måde.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse og arbejdspladsvurderingen (APV’en) er centrale redskaber i det systematiske arbejdsmiljøarbejde.