Alle virksomheder skal samarbejde om arbejdsmiljø, og i virksomheder med mindst 10 ansatte er det et krav, at samarbejdet foregår i en arbejdsmiljøorganisation – en såkaldt AMO. Her kan du blive klogere på, hvilke regler, der gælder for organiseringen i virksomheder af forskellig størrelse - og hvordan I etablerer en AMO for første gang.
En AMO er en intern organisering af samarbejdet om arbejdsmiljø og består som minimum af arbejdsgiveren, en arbejdsmiljørepræsentant og en arbejdsleder. Medlemmerne i AMO skal sammen løbende være med til at løse eksisterende arbejdsmiljøproblemer og forhindre, at nye opstår.
Det er vigtigt, at AMO kan udføre sine opgaver tilfredsstillende, og at der er kort afstand mellem medarbejderne og AMO. Derfor skal AMO have den rette størrelse.
Det er antallet af medarbejdere, der afgør, om der skal etableres en AMO, og hvordan den organiseres. Men hvordan opgør man antallet af medarbejdere?