Arbejdstilsynets reaktioner ved et tilsyn

Arbejdstilsynet vil reagere med fx et påbud med frist, et rådgivningspåbud, et forbud, en administrativ bøde eller en politianmeldelse, hvis virksomheden ikke lever op til sine pligter efter arbejdsmiljøloven.

Forbud

Virksomheden kan få et forbud mod at fortsætte arbejdet, hvis der er overhængende og betydelig fare for medarbejdernes eller andres sikkerhed og sundhed. Et forbud indebærer, at arbejdet skal stoppe øjeblikkeligt, og at det ikke må genoptages, før det kan udføres fuldt forsvarligt.

Skærpet tilsyn

Virksomheder, der får et forbud, bliver udtaget til et skærpet tilsyn. Det skærpede tilsyn gennemføres på det arbejdssted, hvor forbuddet blev givet. Virksomheder, der er under skærpet tilsyn, offentliggøres på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Læs mere om skærpet tilsyn

Strakspåbud

Strakspåbud er en afgørelsestype, der fastslår, at virksomheden straks skal tage initiativ til at rette op på arbejdsmiljøproblemet.

Strakspåbud med betydelig fare
Virksomheden kan få et strakspåbud, hvis der er betydelig fare i en konkret arbejdssituation, men faren ikke er overhængende. Faren er ikke overhængende, hvis de ansatte på konstateringstidspunktet ikke er i nærheden af faren. Faren er betydelig, hvis der er risiko for, at en person, fx ved en ulykke kan pådrage sig en alvorlig personskade.

Strakspåbud uden betydelig fare
Strakspåbud kan også afgives ved lovovertrædelser, hvor der ikke foreligger betydelig fare.
Det kan ske:
1. Når formålet med afgørelsen vil forspildes, hvis problemet ikke bliver løst med det samme. Det er fx tilfældet ved midlertidig arbejdspladser, der ophører, når arbejdet er udført, fx ved byggepladser.
2. Når et påbud faktisk kan efterkommes med det samme eller inden for en kortere periode. Det kan fx være tilfældet, hvor overtrædelsen skyldes, at virksomheden ikke bruger tilgængeligt sikkerhedsudstyr, uden at dette dog medfører, at der opstår betydelig fare.

Påbud med frist

Et påbud med frist indebærer, at virksomheden kan fortsætte produktionen, men at den skal finde en permanent løsning på problemet inden fristens udløb. Arbejdstilsynet vil fastsætte en frist, der er lang nok til at sikre, at virksomheden får den fornødne tid til at finde en god og holdbar løsning på problemet.

Påbud med tilbud om dialog og vejledning

I forbindelse med at virksomheder har fået enten et påbud med frist eller et strakspåbud om et konkret arbejdsmiljøproblem, kan Arbejdstilsynet tilbyde supplerende dialog og vejledning. Tilbuddet om dialog og vejledning kan handle om, hvordan virksomheden kan arbejde med at løse problemet og generelt styrke arbejdsmiljøet.

Læs mere om tilbuddet om dialog og vejledning

Aftaleforløb

Arbejdstilsynet kan i 2 situationer tilbyde virksomheder et aftaleforløb, som giver dem mulighed at gøre en ekstra indsats for deres arbejdsmiljø og få hjælp til det fra Arbejdstilsynet.

Vi kan tilbyde et aftaleforløb:

  • Hvis vi på et tilsyn har konstateret, at virksomheden har et arbejdsmiljøproblem, og vi samtidig vurderer, at problemet også kan være i andre afdelinger eller lignende i virksomheden.
    Læs mere om, hvad aftalen betyder for virksomheden
  • Hvis vi på et tilsyn har fået mistanke om, at virksomheden har et arbejdsmiljøproblem, men endnu ikke har afdækket, om der er en overtrædelse af reglerne. Det vil især være relevant i forhold til komplekse arbejdsmiljøproblemer, fx inden for psykisk arbejdsmiljø.
    Læs mere om, hvad aftalen betyder for virksomheden

Vi tilbyder ikke aftaler om problemer, som skal løses med det samme.

Se video om, hvad aftaleforløb betyder for virksomheden 

Undersøgelsespåbud (§21-påbud)

Virksomheden kan få et undersøgelsespåbud, hvis Arbejdstilsynet har en konkret mistanke om, at arbejdsforholdene ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, eller som led i en mere generel undersøgelse eller løbende kontrol af forholdene i fx en branche.

Påbuddet indebærer, at virksomheden skal foretage undersøgelser, udtage prøver eller gennemføre besigtigelser for at konstatere, om arbejdsforholdene er forsvarlige.

Hvis virksomheden får et påbud om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø eller om at undersøge mulighederne for at substituere stoffer og materialer, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet.
 
Undersøgelsespåbud kaldes også § 21-påbud, fordi reglerne om undersøgelsespåbud er fastsat i § 21 i arbejdsmiljøloven.

Rådgivningspåbud

Et rådgivningspåbud er et påbud til en virksomhed om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at løse og forebygge det eller de arbejdsmiljøproblemer, som virksomheden har fået påbud om.

Der er flere forskellige typer af rådgivningspåbud

Find en autoriseret arbejdsmiljørådgiver

Afgørelse uden handlepligt

En afgørelsen uden handlepligt fastslår, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen, men den pålægger ikke virksomheden en handlepligt.

Hvornår bruger Arbejdstilsynet denne form for reaktion?

Administrative bøder

Virksomheden kan få en administrativ bøde, hvis der er tale om grove materielle overtrædelser af tydelige og alment velkendte områder af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet udsteder kun administrative bøder, hvis overtrædelsen er klar og ukompliceret og ikke beror på et skøn.

En administrativ bøde er et tilbud til virksomheden om, at den kan afslutte sagen, hvis den betaler bøden inden fristens udløb. Virksomheden har altså ret til ikke at betale bøden, men Arbejdstilsynet vil i så fald indstille virksomheden til retslig tiltale efter betalingsfristens udløb.

Politianmeldelse

Virksomheden kan blive meldt til politiet, hvis der er tale om en grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven eller hvis den ikke retter sig efter Arbejdstilsynets påbud. Politiet kan efterfølgende rejse tiltale mod virksomheden. Det er anklagemyndigheden, der bestemmer, om der skal rejses tiltale mod virksomheden, og det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden.

Overtrædelse af arbejdsmiljøloven straffes normalt med bøde, men kan i særligt grove tilfælde medføre frihedsstraf.

Vejledning

Virksomheden kan få en vejledning, hvis der er arbejdsmiljøforhold på virksomheden, som kan justeres, men hvor Arbejdstilsynet ikke finder, at der er grundlag for at træffe en afgørelse.

Vejledning sker fortrinsvis ved, at den tilsynsførende henviser til Arbejdstilsynets trykte vejledningsmateriale, men den kan også afgives mundtligt eller skriftligt i forbindelse med et tilsyn.

Vejledninger er ikke retligt bindende for virksomheden, men er alene information om arbejdsmiljøreglerne eller anbefalinger til, hvordan et bestemt arbejdsmiljøproblem kan forbedres.

Straf for overtrædelse

Få overblik over Arbejdstilsynets praksis for at rejse straffesager for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Straf for at overtræde arbejdsmiljøloven

Efter tilsynsbesøget

Virksomheden bliver hørt om alle afgørelser, der ikke er til fordel for den. Det gør vi for at sikre, at vi træffer så rigtige afgørelser som muligt.

Virksomheden bliver som hovedregel hørt mundtligt om de problemer, vi konstaterer ved tilsynet. Det vil sige, at I får lejlighed til at komme med bemærkninger til de arbejdsmiljøproblemer, som vi vil reagere overfor.

Virksomheden bliver hørt skriftligt, hvis der ikke er en repræsentant for virksomhedens ledelse til stede ved tilsynet, eller hvis der er tale om et særligt kompliceret arbejdsmiljøproblem.

Virksomheden kan klage til Arbejdsmiljøklagenævnet, som er et uafhængigt klageorgan, hvis den er uenig i vores afgørelse. Klagen skal sendes til Arbejdstilsynet senest 4 uger efter, at I har modtaget afgørelsen. Vi videresender klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Hvis en klage over et påbud er indsendt til tiden, har den opsættende virkning. Det betyder, at I ikke behøver at rette jer efter påbuddet, mens klagen bliver behandlet.

Klager over strakspåbud og forbud har ikke opsættende virkning. Det betyder, at I skal efterkomme strakspåbuddet/forbuddet, selv om I har klaget.

En virksomhed, der har fået et påbud med frist, et strakspåbud eller et forbud, har pligt til - inden fristens udløb - at meddele Arbejdstilsynet, hvordan den har løst de arbejdsmiljøproblemer, der har udløst Arbejdstilsynet afgørelse.

Virksomheden skal melde tilbage via Arbejdstilsynets digitale selvbetjeningsløsning "Arbejdsmiljø i din virksomhed" (ADVI).

Arbejdstilsynet kan aflægge et eller flere uanmeldte kontrolbesøg på virksomheden for at sikre sig, at problemerne er løst tilfredsstillende.

Har I fået et påbud om materielle overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne eller en skriftlig vejledning om problemer i det psykiske arbejdsmiljø, kommer vi igen på et nyt tilsyn 1-2 år efter det første tilsynsbesøg, men der kan også gå kortere tid. Har I fået et påbud om formelle overtrædelser, fx manglende APV, får I ikke automatisk et nyt tilsyn.

I kan også bestille et tilsyn hos Arbejdstilsynet. Tilsynet bliver gennemført senest seks måneder efter, at Arbejdstilsynet har modtaget bestillingen.

Virksomheden har ret til at få aktindsigt i en række af Arbejdstilsynets sager. Det gælder bl.a. sager om virksomheden selv, men også afgørelser, som vi har truffet om forhold på andre virksomheder.

Arbejdstilsynet skal besvare en anmodning om aktindsigt inden syv dage.

Vi skal naturligvis overholde reglerne i forvaltningsloven om fx fortrolig behandling af information og beskyttelse af personoplysninger - også i forbindelse med aktindsigt.