Gå til hovedindholdet

Om høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker

Høje følelsesmæssige krav kan føre til stress og forekomme i arbejdet med fx borgere eller kunder, særligt hvis de er i en svær situation eller har en udfordrende adfærd. Det kan bl.a. komme til udtryk ved, at medarbejderen skal sætte sig ind i andres problemer eller rumme andres følelser samtidigt med at skulle håndtere egne følelser.

Kontakten til fx borgere eller kunder kan stille høje følelsesmæssige krav til medarbejdere. Det kan fx være, at medarbejderen skal:

  • aflæse og sætte sig ind i menneskers tilstand
  • rumme grænseoverskridende eller negativ adfærd        
  • navigere i vanskelige dilemmaer, fx at udvise autoritet og myndighed samtidig med forståelse og omsorg
  • optræde smilede og anerkendende, selv om man bliver mødt med kritik.  

Disse krav kan særligt være tilstede i arbejdet med mennesker, som står i en svær situation eller har en udfordrende adfærd. Det kan være mennesker, som mistrives; er i krise; har et misbrug eller en grænseoverskridende, utilregnelig eller selvskadende adfærd. De høje følelsesmæssige krav opstår ikke kun, når man er fysisk sammen med andre. De kan også opstå, når man fx læser om andre menneskers situation.

Konsekvenser for medarbejdernes helbred

At arbejde med mennesker kan være forbundet med mening i arbejdet, men det kan også indebære en risiko for medarbejdernes helbred.

Høje følelsesmæssige krav kan fx øge risikoen for langtidssygefravær, mental og fysisk udmattelse, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, langvarigt stress, angst, depression og udbrændthed.     

Høje følelsesmæssige krav kan også øge risikoen for arbejdsulykker, fx vold fra borgere og kunder. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis medarbejderne er så belastede af høje følelsesmæssige krav, at de ikke er i stand til at følge sikkerhedsprocedurer og ikke handler, som det er beskrevet i sikkerhedsprocedurerne.

Henter PDF