Sidst revideret: 30. oktober 2024
Asbestholdigt affald på deponier, indsamlingsvirksomheder mv.
Mange deponeringsanlæg (deponier) modtager asbestholdigt affald som fx asbesttagplader, asbestforurenet isoleringsmateriale eller støv efter rengøring for asbeststøv.
Mange deponeringsanlæg (deponier) modtager asbestholdigt affald som fx asbesttagplader, asbestforurenet isoleringsmateriale eller støv efter rengøring for asbeststøv.
Håndtering af asbestholdigt affald på et deponeringsanlæg er som udgangspunkt ikke et asbestarbejde, men et arbejde med risiko for udsættelse for asbeststøv. Det betyder, at arbejdet ikke skal anmeldes til Arbejdstilsynet, men arbejdet skal stadig planlægges, tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med asbestreglerne. Det indebærer bl.a., at alle ansatte med håndtering af asbestholdigt affald skal have udleveret et egnet åndedrætsværn.
Asbestholdigt affald skal afleveres på deponiet på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at chaufføren, personer på deponiet og personer i omgivelserne ikke udsættes for asbeststøv. Det betyder, at det asbestholdige affald skal afleveres og håndteres på en sådan måde, at støvudviklingen begrænses mest muligt.
Som arbejdsgiver for vognmænd, der afleverer asbestholdigt affald på et deponi, sikrer du dine ansatte og personer på deponiet og i omgivelserne mod udsættelse for asbeststøv ved fx at aflevere plastposer indeholdende asbestholdigt affald på en sådan måde, at emballagen ikke går i stykker.
En container indeholdende asbestholdigt affald på paller, fx stablede bølgeplader, kan tømmes, ved at pallerne løftes ud med en gaffeltruck eller en teleskoplæsser. Hvis det ikke er muligt at tømme containeren på andre måder end ved løs aftipning, skal støvudviklingen begrænses, fx ved befugtning af affaldet under aftipningen.
Der skal anvendes egnede personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn, når der er risiko for udsættelse for asbeststøv.
Som arbejdsgiver for ansatte på et deponi sikrer du dine ansatte og personer i omgivelserne mod udsættelse for asbeststøv ved at afvise at modtage asbestholdigt affald, der ikke er korrekt emballeret.
Derudover skal I opfylde de krav, der fremgår af Miljøministeriets bekendtgørelse om deponeringsanlæg. Det betyder bl.a., at asbestholdigt affald skal overdækkes med mindst 0,2 meter jord eller lignende samme dag, som det er blevet deponeret, og at asbestholdigt affald, der ikke er indpakket i plast, skal befugtes regelmæssigt. Derudover er det ikke tilladt at foretage komprimering af deponeret asbestholdigt affald.
Asbestarbejde på et deponi
Der kan også forekomme asbestarbejde på et deponi.
Hvis der foregår løs aftipning af asbestholdigt affald, eller hvis emballagen går i stykker, kan det være nødvendigt efterfølgende at rengøre containeren og lastbilen for asbeststøv. Rengøring for asbeststøv er et asbestarbejde. Det betyder bl.a., at arbejdet skal anmeldes til Arbejdstilsynet, at der skal være adgang til to omklædningsrum adskilt af et baderum, og at de ansatte skal have gennemgået et særligt oplærings- og instruktionsforløb.
Almindelig rengøring af containeren og lastbilen, før deponiet forlades, er ikke et asbestarbejde, selvom der måtte forekomme enkelte asbestfibre på containeren eller lastbilen.
Deponerings-bekendtgørelsen
Miljøministeriets regler om deponering af asbestholdigt affald på deponeringsanlæg for mineralsk affald fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse om deponeringsanlæg:
Bekendtgørelse om deponeringsanlæg - BEK 1253 - Retsinformation.dk