Gå til hovedindholdet

Forebyggelse i 3 plan

Når du som arbejdsgiver skal planlægge, hvordan du kan forebygge muskel- og skeletbesvær hos dine medarbejdere, er det en god idé at tænke indsatsen i 3 plan. Alle 3 skal med, og på alle plan skal både de fysiske, psykiske og sociale forhold tænkes med.

Forebyggelse i 3 plan

  1. Første led er at forhindre, at problemerne opstår. Her er der fokus på at organisere arbejdet og indrette arbejdspladsen, så kroppen kan bruges hensigtsmæssigt og varieret, men også så der er pauser i arbejdet. Du skal inddrage medarbejderne i planlægningen af arbejdet og i indretningen af arbejdspladsen. Du har også pligt til at stille egnede tekniske hjælpemidler til rådighed og til at instruere medarbejderne i, hvordan de skal udføre arbejdet, og hvordan de skal bruge hjælpemidlerne. Desuden skal du sikre dig og løbende sørge for, at instruktionerne bliver fulgt, og at hjælpemidlerne brugt korrekt.
  2. Andet led er at begrænse problemerne hurtigst muligt. Her er der fokus på at forebygge, at de medarbejdere, der alligevel får muskel- og skeletbesvær, ikke får det værre og eventuelt bliver sygemeldt. Det kan være, at der skal stilles andre hjælpemidler til rådighed, og at arbejdsopgaverne skal ændres i en periode. Det kan også være, at der er behov for at tale om årsager til og konsekvenser af smerterne.
  3. Tredje led er at hindre længere sygemeldinger. Her er der fokus på at forebygge, at de medarbejdere, der får smerter, bliver sygemeldte i længere tid med risiko for ikke at komme tilbage på arbejde. Det kan være nyttigt at starte en dialog og holde kontakt med den sygemeldte og lægge en plan for, hvornår og til hvilke opgaver han eller hun kan vende tilbage. Derudover kan der være brug for at diskutere og fastlægge sundheds- og fraværspolitikker på arbejdspladsen.

Indflydelse er afgørende

Det er også vigtigt, at du i dit arbejde med forebyggelsen samarbejder med dine medarbejdere og giver dem indflydelse. Her er nogle gode råd:

  • Medarbejderne bør være med til at beslutte, hvilke ergonomiske tiltag der indføres.
  • Det er vigtigt, at medarbejderen er tilfreds med den måde, hans eller hendes arbejdsplads er indrettet på og den måde, arbejdet er tilrettelagt på.
  • Medarbejderne bør selv være med til at finde løsninger, frem for at en ekspert kommer og siger, hvad de skal gøre.

Sidst revideret: 5. marts 2024

Henter PDF