Sidst revideret: 13. maj 2024
Hvad er en erhvervssygdom?
En erhvervssygdom er en sygdom, som helt eller delvist skyldes påvirkninger på arbejdet gennem kortere eller længere tid.
Her kan du se eksempler på erhvervssygdomme og de skadelige påvirkninger, der kan være årsag til sygdommene:
- Høretab, der er forårsaget af arbejde i støjende omgivelser.
- Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), der er opstået efter voldsomme oplevelser som fx en voldsepisode på arbejdet.
- Hvide fingre, der er forårsaget af arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj.
- Tennisalbue, der fx er forårsaget af hurtige og ensformige bevægelser med bøjet albue, samtidigt med at hånden griber hårdt om et værktøj.
- Allergisk eksem forårsaget af kontakt med allergener i arbejdet, fx konserveringsmidler, gummitilsætningsstoffer, latex eller fødevarer.
Erhvervssygdom eller arbejdsulykke
I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at trække en skarp grænse mellem, hvad der er en erhvervssygdom, og hvad der er en arbejdsulykke.
En erhvervssygdom er en sygdom, som helt eller delvist skyldes påvirkninger på arbejdet gennem kortere eller længere tid. En arbejdsulykke er derimod ifølge arbejdsmiljøloven en pludselig hændelse i forbindelse med arbejdet, som fører til, at personen kommer fysisk eller psykisk til skade.
Det betyder, at arbejdsulykker opstår som en pludselig hændelse, mens erhvervssygdomme udvikles over tid. Eksempler på forskelle mellem erhvervssygdomme og arbejdsulykker:
- En rygskade, opstået ved et fald, er en ulykke, mens en rygskade, opstået ved lang tids arbejde i en forkert arbejdsstilling, er en erhvervssygdom.
- En høreskade efter en eksplosion, er en ulykke, mens en høreskade, der er opstået ved lang tids arbejde i støjende omgivelser, er en erhvervssygdom.
- Et snitsår, der giver infektion med efterfølgende blodforgiftning, er en ulykke. Mens eksem, der er forårsaget af slid på huden kombineret med kontakt med eksemfremkaldende stoffer, er en erhvervssygdom.
Læs mere
Ordforklaringer om arbejdsskader - bl.a. forskellen mellem en arbejdsulykke og en erhvervssygdom