Sidst revideret: 19. marts 2024
Opstillingskontrol og periodisk inspektion
Nedenstående punkter skal kontrolleres og godkendes inden en byggepladselevator frigives til brug efter opstilling eller ændring (f.eks. hvis opstillingen tilføres yderligere ladesteder eller flyttes på byggepladsen) eller hvis der er gået mere end 14 måneder siden sidste opstillingskontrol eller inspektion af den konkrete opstilling.
Opstillingskontrollen/inspektionen skal indeholde
- Kontrol af at fabrikantens anvisninger for opstilling af byggepladselevatoren er fulgt,
Ad 1: Fabrikantens anvisninger skal være tilgængelige på opstillingsstedet (evt. elektronisk). Endvidere skal det verificeres at skilte, opslag og anden mærkning på elevatoren er synlige og tydelige f.eks. om max belastning. - Kontrol af at ladesteder er sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige,
Ad 2: Det er hvert enkelt ladested, der skal kontrolleres. - Kontrol af at byggepladselevatoren er stabilt opstillet, herunder kontrol af fastgørelse til bygningsunderstøtning,
Ad 3: Med mindre fabrikanten har beskrevet, hvordan det sikres at byggepladselevatoren er stabilt opstillet, er det inspektionsorganet, der skal vurdere omfanget af verifikation, f.eks. om det er nødvendigt at foretage en kørsel med fuld last i hele bevægelsesbanen. - Kontrol af afskærmning på terræn, herunder sikring mod klemningsfare,
- Vurdering af om byggepladselevatoren er i forsvarlig og funktionsdygtig stand,
- Afprøvning af at byggepladselevatorens sikkerhed- og sikkerhedsstyresystemer, herunder anordning til at forhindre stolens frie fald eller ukontrollerede opadgående bevægelse, bremsesystemet, alarmer m.v., fungerer tilfredsstillende,
Ad 6: Som minimum udføres kontrol af alarmer samt kontrol (faldtest/droptest) af at hastighedsvagten og bremser (fang) fungerer. Faldtest/droptest udføres uden vægte. - Verifikation af at eftersyn er udført efter fabrikantens anvisninger, samt at hovedeftersyn er udført efter arbejdstilsynets regler,
Ad 7: Denne verifikation kan ikke udføres uden adgang til fabrikantens anvisning og journalen. - At der forefindes dokumentation for en udført og gyldig belastningsprøve.
Ad 8: En gyldig belastningsprøve er en belastningsprøve udført af fabrikanten eller af en sagkyndig (f.eks. ifm. hovedeftersyn) der er max. 12 måneder gammel. Belastningsprøven skal være udført iht. fabrikantens anvisninger og med løse vægte (lodder, beholdere med vand eller lignende).