Gå til hovedindholdet

Forebyg problemer med høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker

Som arbejdsgiver har du pligt til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker får konsekvenser for dine medarbejderes helbred. Men alle på arbejdspladsen kan spille en rolle i det forebyggende arbejde.

Det kræver en fælles indsats

At forebygge problemer med høje følelsesmæssige krav kræver en vedvarende, fælles indsats fra både ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen. Det kan bl.a. ske gennem jeres arbejdsmiljøorganisation (AMO).

Det er afgørende, at I har et godt samarbejde og en tæt dialog om de problemer, der kan være med høje følelsesmæssige krav på jeres arbejdsplads. Hvad er fx årsagerne til problemerne, og hvordan kan I bedst løse dem?

Det er derfor også afgørende, at dialogen er tryg, så medarbejderne har mulighed for at gøre opmærksom på deres udfordringer i arbejdet.

Det kan du gøre som arbejdsgiver

Som arbejdsgiver har du ansvaret for at forebygge problemer med høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Selvom der kan være situationer, hvor det er vanskeligt helt at undgå høje følelsesmæssige krav, skal du begynde med at kigge på, om kravene kan mindskes. Herefter skal du sørge for, at dine medarbejdere kan håndtere de krav, der fortsat vil være. 

Her er fire vigtige tiltag, du kan iværksætte i samarbejde med dine medarbejdere for at forebygge problemer med høje følelsesmæssige krav:

  1. Afklar sammen med dine medarbejdere, hvordan I bedst hjælper de mennesker, I arbejder med, samtidig med, at I passer på jer selv. Det er vigtigt, I finder en fælles tilgang til, hvordan I går til opgaverne.
  2. Sørg for, at dine medarbejdere har de nødvendige kompetencer og tiden til at løse de opgaver, der kræver en særlig følelsesmæssige indsats.
  3. Skab også rum til, at dine medarbejdere kan tale med dig og hinanden om de følelsesmæssige belastninger, de oplever i hverdagen, fx ved møder, supervision og overlap mellem vagter.
  4. Giv dine medarbejdere mulighed for at bruge deres faglig viden til at tilrettelægge arbejdet, fx at bestemme, hvornår de tager en svær samtale.

Det kan du gøre som medarbejder

Din arbejdsgiver skal sikre, at du har et godt psykisk arbejdsmiljø. Her er 3 gode råd til, hvad du som medarbejder kan gøre for at bidrage til, at høje følelsesmæssige krav ikke bliver et problem for dig eller dine kollegaer.

  1. Hold øje med, om du har mulighed for at håndtere de følelsesmæssige krav, der er i dit arbejde med mennesker. I de to bokse herunder kan du se, hvilke tegn der kan være på, at der er problemer med høje følelsesmæssige krav på din arbejdsplads. Det kan både være konsekvenser for arbejdet og for dig som medarbejder.
  2. Spørg og lyt til, hvordan dine kollegaer har det med deres arbejde. Er der fx nogen, der har behov for at tale om svære situationer i arbejdet med mennesker?
  3. Sig til, hvis du og/eller dine kollegaer har problemer med høje følelsesmæssige krav. Du kan fx tale med din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant om, hvordan I kan få støtte og sparring fra ledelse og kolleger til at håndtere de følelsesmæssige belastninger i arbejdet.

Tegn på problemer med høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker

Høje følelsesmæssige krav kan have konsekvenser for arbejdet, men også for den enkelte medarbejder. Nedenfor kan I se eksempler på, hvilke forhold i arbejdet og hos den enkelte medarbejder der kan være tegn på, at I har problemer med høje følelsesmæssige krav.

Mulige konsekvenser for arbejdet

  • Der er konflikter med de mennesker, som medarbejderne arbejder med eller kritik og klager over det udførte arbejde fra dem.
  • Der er mangel på engagement i arbejdet.
  • Der er medarbejdere, som distancerer sig fra de mennesker, de arbejder med, fx ved at have en kynisk tilgang til dem.
  • Der er medarbejdere, som involverer sig for meget i de mennesker, de arbejder med.
  • Der er konflikter eller samarbejdsproblemer internt i virksomheden eller kritik af medarbejdernes arbejde fra ledelse eller kollegaer.
  • Der er højt sygefravær eller høj omsætning af personale.

Mulige konsekvenser for berørte medarbejdere

  • Søvnproblemer eller udmattelse (mentalt eller fysisk)
  • Let til tårer, nedsat humør eller øget irritabilitet
  • Svært ved at slippe tanker om arbejdet uden for arbejde
  • I konstant alarmberedskab
  • Hukommelsesproblemer eller koncentrationsbesvær
  • Oplevelse af faglig utilstrækkelighed eller afmagt
  • Tendens til at isolere sig socialt
  • Ligegyldighed eller følelsesløshed
  • Langvarig stress
  • Angst, depression og udbrændthed.

Få mere viden og konkrete eksempler på forebyggelse

Sidst revideret: 31. maj 2023

Henter PDF