Sidst revideret: 15. november 2023
Forebyg generende støj
Generende støj kan forebygges ved hjælp af ændringer i de fysiske arbejdsforhold og i medarbejdernes adfærd.
Det skal du gøre som arbejdsgiver
Generende støj skal dæmpes i overensstemmelse med god praksis i branchen. Det indebærer bl.a. disse tiltag:
Dæmp støj fra ventilation og computere
- Dæmp støjen fra ventilationen med lydsluser og de rigtige armaturer. Støjniveauet fra installationer som fx ventilationsanlæg bør ikke overstige 35 dB(A).
Lydskærme
- Opstil lydskærme. Skærmene bør mindst være så høje, at man ikke kan se hinanden – og må gerne dække mere end 2/3 af afstanden fra gulv til loft. Sørg også for tilstrækkelig afstand mellem medarbejderne.
Rummets akustik
- Generende efterklang i rummet – fx at det runger – er et tegn på dårlig akustik. Opsæt lydabsorberende materiale på lofter og eventuelt vægge. Tykkere gulvtæpper (fx 9 mm) kan også i noget omfang absorbere lyd, men kan til gengæld give problemer i indeklimaet.
Flyt støjende maskiner ud af arbejdslokalet
- Placer støjende maskiner som fx ventilationsanlæg, kopimaskiner, printere og køleskabe uden for arbejdslokalet.
Adfærdsregler
- Hvis forstyrrende eller generende støj fx stammer fra kollegers telefoner eller andre samtaler i et kontormiljø, kan man aftale, hvornår der skal være stille, og hvornår man holder pauser og hyggesnakker med kollegerne.
- Adfærdsregler kan med fordel aftales i samarbejdsorganisationen.
Gode råd til dig som arbejdsgiver
- Indret lokalerne, så det er nemt at adskille ”stille” og ”støjende” aktiviteter i det daglige. Sørg fx for, at der er stillelokaler i forbindelse med storrumskontorer – og separate tumlepladser i daginstitutioner.
- Planlægningen af arbejdet kan have stor betydning for udsættelsen for støj. I skoler og daginstitutioner kan nogle støjproblemer afhjælpes ved, at man ændrer på, hvor mange børn der er indendørs og udendørs i løbet af dagen.
- Opsæt en støjmåler. Generelt kan genevirkningen af støj ikke måles med en støjmåler, men en synlig støjmåler kan være med til at sætte fokus på problemet og dermed ændre den adfærd, der skaber støjen.
- Støt op om aktiviteter med fokus på, at adfærdsreglerne overholdes.
Det kan du selv gøre som medarbejder
- Tal med arbejdsmiljøorganisationen eller kollegerne, hvis støjen virker belastende. Vær på den måde med til, at arbejdspladsen gør noget ved problemerne.
- Undlad selv at opføre dig unødigt støjende. I en produktionsvirksomhed kan det fx være ved, at du sætter arbejdsmaterialer kontrolleret fra dig i stedet for at lade dem falde. I et storrumskontor kan det være at gå ud af storrummet, når du skal tale i telefon eller med en kollega.
- Lav aftaler om god, støjsvag adfærd - og hjælp hinanden med at holde dem. Hvis den generende støj i et kontormiljø fx stammer fra kollegers samtaler, kan I lave aftaler om, hvornår der skal være stille, og hvornår I holder pauser og hyggesnakker med kollegerne.