Sidst revideret: 18. december 2024
Lejet arbejdskraft
Der gælder de samme arbejdsmiljøregler for lejet arbejdskraft som for andre ansatte. Det vil sige, at du som arbejdsgiver er ansvarlig for arbejdsmiljøet for den lejede arbejdskraft. Du har også forpligtelser over for udlejeren af arbejdskraften.
Arbejdsgivere, der lejer arbejdskraft, påtager sig det fulde arbejdsgiveransvar efter arbejdsmiljøloven i lejeperioden.
Som arbejdsgiver har du ansvaret for at
- planlægge og tilrettelægge arbejdet og sørge for, at alle ansatte – herunder lejet arbejdskraft – kan udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt ansvarligt
- udarbejde en arbejdspladsvurdering, som omfatter alle ansatte i virksomheden
- alle ansatte får oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde. Og at instruktionen bliver gentaget, når det er nødvendigt, fx ved nye arbejdsrutiner og anskaffelse af nyt udstyr.
- føre effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres forsvarligt.
- oplyse om ulykkes- og sygdomsfarer, der kan være forbundet med arbejdet.
Hvornår er der tale om lejet arbejdskraft?
Det afgørende for, om der er tale om lejet arbejdskraft og dermed om du bliver betragtet som arbejdsgiver, er, om din virksomhed har påtaget sig planlægningen, tilrettelæggelsen, tilsynet og instruktionen mv. af de indlejede medarbejdere, samt om I stiller arbejdslokaler eller arbejdsredskaber til rådighed.
Det er uden betydning for arbejdsgiveransvaret, om I har indgået kontrakt med den anden arbejdsgiver, og om denne afregner løn og hvordan det sker. Spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for det arbejdsresultat, som den indlejede arbejdskraft præsterer, er heller ikke afgørende for, hvem der anses som ansvarlig arbejdsgiver.
Forpligtelser over for udlejeren af arbejdskraft
Udover at overholde arbejdsmiljøloven i forhold til lejet arbejdskraft har du også nogle pligter over for udlejeren af arbejdskraften.
Du skal sørge for at
- fortælle udlejer om det faglige niveau, der kræves for at udføre arbejdet hos jer. Det gælder især, hvis det kræver særlige kvalifikationer
- oplyse udlejer om, at denne skal indhente helbredsattester, hvis det kræves
- fortælle udlejeren om arbejdets særlige art, fx særlige faremomenter.
Udlejeren af arbejdskraften har pligt til at give oplysningerne videre til de personer, der skal udføre arbejdet.