Sidst revideret: 19. juni 2024
Indholdet i Plan for sikkerhed og sundhed (PSS)
Det skal Planen for sikkerhed og sundhed indeholde
- en organisationsplan,
- en byggepladstegning,
- en tidsplan, bl.a. med angivelse af perioder med ”særligt farligt arbejde”
- en plan for færdselsområder,
- en angivelse af de områder, hvor der vil blive udført arbejde af flere arbejdsgivere og deres ansatte,
- en plan for de fælles sikkerhedsforanstaltninger i fællesområderne.
- en plan for afgrænsning af de områder, hvor arbejdet giver særlige risici.
- en procedure for løbende kontrol med installationer, sikkerhedsforanstaltninger og eventuelle særlige risici mv.
- en plan for hvem, der står for en eventuel planlagt løbende kontrol og samordning af beredskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner
- specifikke foranstaltninger om særligt farligt arbejde
Læs mere om særligt farligt arbejde i Bekendtgørelse om bygherrens pligter.
Bygherrens pligter - Bekendtgørelse 117 - 2013 - med senere ændringer
Skriv klart, hvem der er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltningerne
Bygherrens aftaler med virksomhederne om ansvar for sikkerhedsforanstaltninger i fællesområderne skal stå klart og tydeligt i Plan for sikkerhed og sundhed (PSS), især i forbindelse med pkt. 1 og pkt. 6 ovenfor. Det bør derfor stå tydeligt, hvilket CVR-nr., der er ansvarlig for den enkelte sikkerhedsforanstaltning. Vi anbefaler, at man også skriver produktionsenhed og/eller afdeling.
Angivelserne skal ajourføres i byggeperioden, hvis nogen af virksomhederne videreafgrænser der ansvar for fælles sikkerhedsforanstaltninger.
Skriv om foranstaltninger ved særligt farligt arbejde
Plan for sikkerhed og sundhed (PSS), skal også indeholde specifikke foranstaltninger om særligt farligt arbejde. Se liste over særligt farligt arbejde. Små og mellemstore byggepladser skal kun have en Plan for sikkerhed og sundhed (PSS), når der skal udføres særligt farligt arbejde.
Om byggepladstegningen
Byggepladstegningen skal vise, hvor der er
- adgangs-, transport- og flugtveje,
- kran, hejs og stilladser,
- afsat plads til materialedepoter, midlertidige værksteder og affaldscontainere,
- afsat plads til velfærdsforanstaltninger,
- tilslutning til el, vand og kloak og
- alarm-, brand-, rednings- og førstehjælpsudstyr.
De eksisterende risici på arealet skal ligeledes være vist, og det skal stå, hvad det er for risici, der er tale om.
Om tidsplanen
Tidsplanen skal vise
- hvornår den enkelte arbejdsgiver har arbejdsopgaver på byggepladsen og hvor meget tid, der er afsat til de enkelte arbejder eller arbejdsfaser,
- i hvilke perioder, der skal foregå arbejde, som medfører særlig fare.