Sidst revideret: 28. september 2023
Hormonforstyrrende stoffer i væksthuse og gartnerier
Arbejdsgiveren skal sørge for at arbejdet tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, så de ansatte ikke påvirkes unødigt fra pesticider
I væksthuse og gartnerier har ansatte typisk kontakt med pesticider i forbindelse med deres arbejde. Det kan fx ske, når de udbringer pesticider eller håndterer planter, der er blevet behandlet for nylig. Arbejdsgiveren skal derfor sørge for at arbejdet tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, så de ansatte ikke påvirkes unødigt fra pesticider. En række pesticider er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at kunne skade fosterets udvikling under en graviditet.
Arbejdsgiverens pligter
Arbejdsgiveren har en række pligter, som han skal opfylde, når de ansatte arbejder med farlige stoffer og materialer som pesticider og muligt hormonforstyrrende stoffer i væksthuse og gartnerier. Derudover har arbejdsgiveren også en række pligter, når der er gravide medarbejdere på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren skal sikre, at de ansatte ikke bliver unødigt påvirket af bl.a. hormonforstyrrende stoffer, samt at gravide og fosteret ikke udsættes for fare under arbejdet.
Her kan du læse om arbejdsgiverens pligter i væksthuse og gartnerier i forhold til at sikre de ansatte under arbejdet med farlige kemiske stoffer og materialer herunder hormonforstyrrende stoffer, samt når der er gravide ansatte på arbejdspladsen. Derudover er her også en række konkrete anvisninger om, hvordan de ansatte kan udføre arbejdet, så påvirkninger fra pesticider kan undgås.
APV'en skal udvides med en kemisk APV
Arbejdsgiveren skal udbygge arbejdspladsvurderingen med en særlig vurdering (særlig kemisk APV) af arbejdet med stofferne og materialerne, når de ansatte arbejder med farlige stoffer og materialer herunder muligt hormonforstyrrende stoffer på arbejdspladsen. Det skal kortlægges, hvorvidt og i hvilken grad de ansatte bliver udsat for farlige stoffer og materialer under arbejdet ved fx håndtering af pesticidbehandlede planter. Ud fra resultatet skal arbejdsgiveren planlægge arbejdet, så risikoen for udsættelse er så lav som mulig.
Hvis der er en gravid medarbejder på arbejdspladsen, skal arbejdspladsvurderingen også indeholde en særlig gravid-arbejdspladsvurdering.
Pligt til at undersøge substitution
Arbejdsgiveren har pligt til at undersøge muligheden for substitution af de farlige kemiske stoffer og materialer, der anvendes på virksomheden. Det vil sige, at man skal undersøge muligheden for at erstatte brugen af pesticider med mindre skadelige pesticider. Væksthuse og gartnerier kan fx anvende biologiske bekæmpelsesmidler, der ikke er mistænkt for at udgøre en risiko for graviditeten.
Planlægning af arbejdet
I planlægning af arbejdet skal arbejdsgiveren sørge for:
- At de ansatte ikke bliver unødigt påvirket under arbejdet.
- At de ansatte får en grundig oplæring og instruktion i, hvordan arbejdet skal udføres, fx om håndtering af planter efter sprøjtning samt brug af personlige værnemidler under arbejdet.
- At udbringning af bekæmpelsesmidler m.m. sker med de rette personlige værnemidler. Man kan finde oplysninger om hvilke værnemidler, de ansatte skal anvende under udbringning af pesticiderne på etiketten på midlet, i sikkerhedsdatabladet eller i vejledninger fra BFA Jord til Bord.
- Bemærk, at gravide ikke må udføre arbejde der kræver åndedrætsværn.
Efter behandling af planterne med bekæmpelsesmidler går der en periode kaldet re-entry perioden, hvorefter de ansatte kan gå ind i væksthuset igen uden at bære åndedrætsværn. Der er fastsat en re-entry periode for hvert enkelt bekæmpelsesmiddel.
De sprøjtede planter kan have pesticidrester på sig, og derfor er det vigtigt, at de ansatte beskytter sig mod hudkontakt med planterne, når de skal behandler og håndterer planterne. De ansatte skal derfor bære handsker og tøj, der beskytter hænder og arme mod udsættelse af pesticidrester, der kan sidde på planterne.
Forskning og retningslinjer om hormonforstyrrende stoffer i væksthuse og gartnerier
Studier fra Syddansk Universitet har vist, at drengebørn født af kvinder, der arbejdede i væksthuse for og under graviditeten har en øget risiko for at blive født med misdannede kønsorganer. På baggrund af bl.a. disse forskningsresultater har gartneribranchen i samarbejde med Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen udarbejdet retningslinjer for hvordan arbejdet i væksthuse og gartnerier skal foregå for at undgå påvirkning fra en række pesticider, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.