Resumé
Unge under 18 år
Alenearbejde
Tiltalesubjekt
T personlig ejet virksomhed. Arbejdsgiver.
Historien
Forhold 1: En ansat på 16 år arbejdede alene i T’s kiosk kl. 18.55 torsdag den 25. marts 1999.
Forhold 2: To ansatte på henholdsvis 15 og 16 år arbejdede alene i T’s kiosk kl. 19.25 fredag den 23. april 1999, uden at arbejdet foregik sammen med en person over 18 år.
Sanktion og rettens bemærkninger
Byretten idømte T en bøde på 45.00 kr. Mht. forhold 1 fandt retten ikke, at der var handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Mht. forhold 2 lagde retten til grund, at den eneste voksne i forretningen havde været væk fra forretningen i 10-15 minutter, og at han ikke kunne observere forretningen i perioden, selvom han kun var ca. 20 meter væk. Retten fandt dermed ikke, at de unge arbejdede sammen med en voksen. Retten fandt, at der var handlet groft uagtsomt, ved at man ikke efter arbejdstilsynets første besøg, havde sikret sig, at reglerne blev overholdt. Ved straffastsættelsen fandt retten ikke, at der forelå strafskærpende omstændigheder efter AML § 82, stk. 4.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at bøden blev nedsat til 40.000 kr. Mht forhold 2 fandt retten det dog ikke tilstrækkeligt godtgjort, at T havde handlet groft uagtsomt.
Under anken frafaldt anklagemyndigheden påstanden om en skærpet bøde efter AML § 82, stk. 4.
Anførte straffebestemmelser
AML § 82, stk. 1, nr. 2.
Anførte overtrædelsesbestemmelser
AML § 60, stk. 1, jf. bekg. nr. 516 af 14.juni 1996 om unges arbejde med senere ændringer § 13, stk. 2.
Domsudskrift
Udskrift af dombogen for Retten i Nykøbing F. - dom afsagt den 27. januar 2000 - PS nr. 25577/99
Anklagemyndigheden mod T.
Ved politimesterens anklageskrift af 27. september 1999, som berigtiget under domsforhandlingen, tiltales T til straf for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og stk. 4, jf. § 60, stk. 1, og arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde med ændringer senest ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 76 af 3. februar 1998, § 57, stk. 1, nr. 2, jf. § 13, stk. 2, ved som arbejdsgiver i virksomhed A (kiosk og videobutik) forsætligt eller groft uagtsomt
1. den 25. marts 1999 kl. 18.55 at have ladet ansatte B, født den 1. januar 1983, arbejde alene i kiosken og videobutikken, selv om unge under 18 år ikke må arbejde alene mellem kl. 18.00 og kl. 06.00 på hverdage, hvilket fremkaldte fare for den ansatte,
2. den 23. april 1999 kl. 19.25 at have ladet ansatte B, født den 1. januar 1983, og ansatte C, født den 26. juli 1983, arbejde alene i kiosken og videobutikken, selv om unge under 18 år mellem kl. 18.00 og kl. 06.00 på hverdage ikke må beskæftiges, medmindre de arbejder sammen med en person over 18 år, hvilket fremkaldte fare for den ansatte.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for nærværende sag.
Tiltalte har nægtet sig skyldig, men har erkendt det faktiske i forhold 1.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af vidne 1 og vidne 2.
Herom henvises til retsbogen.
Retten skal udtale
Ad forhold 1
Efter tiltaltes forklaring findes tiltalte skyldig som tiltalt, dog at det ikke efter bevisførelsen, herunder vidne 1's, forklaring findes godtgjort, at tiltalte har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.
Ad forhold 2
Retten lægger vidne 2's forklaring til grund ved sagens afgørelse. Det fremgår heraf, at han var væk fra for-retningen i ti til femten minutter, og at han under arbejdet med at flytte en fryser fra en ejendom til en anden befandt sig indenfor en radius af lidt over tyve meter fra forretningsdøren, men også, at han ikke kunne observere forretningen under hele forløbet og blandt andet ikke bemærkede arbejdstilsynets ankomst. Vidne 2, der var den eneste voksne i forretningen, findes derfor ikke på trods af den korte afstand at have været i en sådan nær kontakt med forretningen, at hensynet bag bekendtgørelsens § 13, stk. 2, er tilgodeset, endsige at kravet i bestemmelsen om, at de unge skulle arbejde sammen med en voksen, er opfyldt. Retten finder, at tiltalte har handlet groft uagtsomt ved ikke, efter arbejdstilsynets første besøg, at have sikret sig, at arbejdet blev udført i overensstemmelse med reglerne.
Da bekendtgørelsens § 13, stk. 2 vedrører beskæftigelse af unge under 18 år, og hensynet bag bestemmelsen svarer til hensynet bag lovens § 82, stk. 4, ses der ikke behørigt grundlag for ved straffastsættelsen også at henvise til § 82, stk. 4.
Straffen fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 2, til dels jf. stk. 2, jf. § 60, stk. 1 og arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 76 af 3. februar 1998, § 57, stk. 1, nr. 2, jf. § 13, stk. 2, til en bøde, der, uagtet forretningens - efter det oplyste - beskedne dækningsbidrag, henset til praksis, fastsættes til 45.000 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.
Thi kendes for ret
Tiltalte T straffes med en bøde på 45.000 kr.
Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.
Tiltalte betaler sagens omkostninger.
Udskrift af retsbogen for Retten i Nykøbing F.
Tiltalte forklarede, at kiosken holder åbent fra klokken 7.00 morgen til klokken 22.00 aften. Selv er hun der i dagtimerne. Herudover er hendes samlever, vidne 2, i kiosken ind imellem, ligesom de har 3 unge under 18 og 2 på 18 ansat. På det i tiltalen omhandlede tidspunkt mener hun, at de havde 4 under 18 og 1 på 18 ansat. De 18-årige får 75 kr. i timen, og de unge under 18 får 40 kr. i timen. Selv er hun normalt på arbejde fra klokken 07.00 til klokken 15.00. Hendes samlever arbejder der også i dagtimerne, men det er mere fleksibelt, og nu er han der også ofte i aftentimerne. På de dage er han ikke på arbejde om dagen. De har således lavet om på det, i forbindelse med at de blev bekendt med de heromhandlede regler. Selv bor de skråt over for forretningen. Fra butiksdør til indgangsdøren til ejendommen til deres private bolig er der ca. 23,5 meter. Der er almindelig telefonforbindelse mellem forretningen og privatboligen. I forretningen er der en telefon dels ved kassen, dels på vejen ud i baglokalet i det rum, hun kalder køkkenet. Afstanden mellem butikslokalet og toilettet i forretningen er 29 meter. Forretningen handler med tobak, slik, øl, vand og almindelige dagligvarer og udlejer video. Hun forklarede om forhold 1, at ansatte B ringede over og fortalte, at Arbejdstilsynet var der, og hun gik straks derover. Hun var på det tidspunkt ikke klar over, hvordan reglerne var. Hendes samlever kom til stede lidt senere. De blev gjort bekendt med reglerne, og hun fik også nogle brochurer. De gjorde hende imidlertid endnu mere forvirret. Hun har haft butikken fra 1993. Før da var den bortforpagtet, og endnu tidligere var den ejet af hendes samlever. Hun er ikke medlem af en brancheforening og har ikke modtaget vejledning på anden måde om reglerne. Hun har heller ikke bemærket, om der har været skrevet om det i aviserne. I en familie med to halvstore børn er der ikke meget tid til avislæsning eller fjernsynskiggeri. Det var dengang helt almindeligt, at det var de unge, der var i forretningen om aftenen, men selv gik hun dog jævnligt derover, og det var også altid hende eller samleveren, der var ovre for at slutte af. De unge fik fri klokken 21.00. Hun eller samleveren blev tilkaldt, når der var spørgsmål om, hvorvidt en kunde kunne få kredit, eller når der var mange kunder, uden at der dog var nogen regler for, hvad mange kunder var. De unge kunne altid ringe. Der var som regel kun 1 af de unge i butikken. Hun talte med Arbejdstilsynet om mulighederne for dispensation ved installering af overvågningskameraer og overfaldsalarm, men fik samtidig at vide, at det formentlig ikke ville kunne godkendes. Efter Arbejdstilsynets første besøg skulle hun give en tilbagemelding, og det gjorde hun også, men hun var stadig så forvirret over, hvordan reglerne egentlig skulle forstås, at hun senere tog ud til Arbejdstilsynet og talte med D, og det viste sig også, at hun kunne se på baggrund af brevet, at tiltalte stadig havde misforstået reglerne. Hun mener dog, at hun nu har forstået dem. Den 23. april var hun ikke selv hjemme. I forretningen var vidne 2, ansatte B og ansatte C, som var nyansat og under oplæring. På det tidspunkt var det en helt fast regel, at enten vidne 2 eller hun selv gik over i forretningen klokken 18.00, med mindre det var en af de unge over 18, der var på arbejde. Da hun kom hjem den pågældende aften, fik hun fortalt, hvad der var sket, og at Arbejdstilsynet faktisk havde været der flere gange samme aften. Ved det første besøg havde vidne 2 været ude af butikken i en periode på ca. 10 minutter for at flytte en kummefryser. Det var ikke noget, der absolut skulle ske på det tidspunkt. Det skulle bare ske ved lejlighed i forbindelse med at naboerne skulle flytte. Arbejdstilsynet ville imidlertid ikke tro på hans forklaring, og han fik repræsentanten, vidne 1, til at gå med over for at se fryseren. Ansatte B havde ringet til privaten for at sige, at Arbejdstilsynet var der. Nu er det sådan, at de ansatte under 18 år aldrig arbejder længere end til klokken 18.00 på hverdage eller klokken 14.00 i weekenderne.
Til afgivelse af vidneforklaring fremstod vidne 1, Arbejdstilsynet, der behørigt formanet forklarede ad forhold 2, at han den pågældende aften var ude på kontrol. Arbejdstilsynet kørte i perioden en indsats vedrørende børn og unges aftenarbejde. Han husker ikke, om der var sket nogen reklame for denne indsats forud herfor. Forretningen består af 2 lokaler. Et forretningslokale med disk og varer samt et tilstødende lokale med videobånd. Stativerne med videobånd var den pågældende aften opstillet ved vinduerne således, at der var dårligt indsyn, ligesom der udenfor selve butikslokalets vindue var slået en parasol op for at skærme for det bager-brød, der lå i vinduet, hvilket også tog noget af indsynet. Det Arbejdstilsynet ser på for så vidt angår selve sikkerheden for personalet i forretningen, er dels om personalet har mulighed for at overskue hele forretningen og følge med i, hvad der sker, dels om folk udefra har mulighed for at se, hvad der sker i forretningen, hvis der er brug for hjælp. Forespurgt forklarede vidnet, at han ikke har bemærket, at der skulle være opsat et spionspejl i videolokalet. Samtidig vil han ikke bestride, at det ikke har været der. Han har blot interesseret sig for, hvorvidt der var videoovervågning og overfaldsalarm. Han bemærkede desuden, at der i den bageste ende af videolokalet var en dør, hvor igennem man kunne gå ind i baglokalet blot ved at flytte nogle få tomme papkasser, der var stablet op foran. Det var en skydedør. Den var lukket, men ulåst. Hensynet bag reglerne er faren for voldssituationer, og det er baggrunden for, at butiksindretningen også har en betydning, også i situationer hvor de ansatte er over 18 år. Besøget fandt sted for at følge op på det første besøg, og han konstaterede straks, at ansatte B, der også sidst havde været på arbejde, var på arbejde. Hun var ved at oplære en kammerat, og der var kun de 2 i forretningen. Der var ingen kunder. Han spurgte efter voksne, og han fik ikke noget svar på, hvorfor der ikke var voksne til stede. Ansatte B ringede. Hans fornemmelse var, at "ups, nu må vi hellere ringe". Han havde fået at vide, at samleveren havde været der og var gået, men han kunne ikke få at vide, hvornår han var gået, og han fik indtryk af, at de ikke kunne sige, hvornår han ville vende tilbage, uden at han dog direkte spurgte om det. Hans fornemmelse var, at der ikke var tale om, at den voksne bare var væk et øjeblik. Han holdt øje med, hvor lang tid, der gik fra opringningen fandt sted, og til der kom nogen tilstede. Der gik 6 minutter. Det er helt sædvanligt, at man i sin tilsynsrapport noterer ned, hvornår besøget starter, og når det deraf fremgår, at det var klokken 19.15 så var det således, ligesom han også der noterede tidspunkterne for opringningen og for, hvornår vidne 2 kom til stede, henholdsvis klokken 19.20 og klokken 19.26. Han vil tro, at telefonen har ringet 3 - 5 gange, før opringningen blev besvaret. Vidne 2 forklarede, at han havde været ude for at flytte en fryser. Der blev talt om noget kørsel, men han fandt aldrig rigtig ud af hvorfra og hvortil, der var kørt. Han blev imidlertid forevist en fry-ser, der stod i baggården til privatboligen. Foreholdt at der er 21 meter fra forretningens dør til indgangen til privatboligen med 29 meter fra forretningslokalet til toilettet, forklarede vidnet, at med privatboligens placering har man ikke mulighed for at holde øje med, hvad der foregår i butikken og slet ikke når parasollen er slået op. Selv om privatboligen havde ligget på 1. sal, ville han betragte situationen på samme måde. Foreholdt den i bilag 10, 2. afsnit, 4. linje anvendte formulering forklarede vidnet, at det er sådan, der er blevet sagt. Det kan dog godt være, at han selv har tilføjet navnet på ejeren. Han er ikke klar over, hvem der tog telefonen i privaten, da ansatte B ringede. Med butikkens indretning er det hans opfattelse, at bekendtgørelsens regler ikke er opfyldt, og såfremt ejeren er ude at læsse varer af, er det svært at råbe nogen op. Det samme vil gøre sig gældende, hvis den voksne er på toilettet. I de situationer, hvor reglerne efter hans opfattelse overholdes, men hvor den voksne ikke er til stede i selv forretningslokalet, opholder de sig i et lokale, der støder umiddelbart op til forretningslokalet, og hvor døren er åben imellem de to lokaler.
Til afgivelse af vidneforklaring fremstod vidne 2, der gjort bekendt med sin ret til at undlade at afgive vidneforklaring ønskede dette og behørigt formanet forklarede, at han tidligere har ejet kiosken, og at det er ham, der mest er i butikken, mens tiltalte passer papirarbejdet. Han slutter af ved 23.30-24.00 tiden og gør herefter rent. Den i forhold 1 nævnte aften var såvel han som tiltalte hjemme, da der blev ringet fra forretningen. De gik derover og talte med Arbejdstilsynet om det. De kendte ikke reglerne og har aldrig tænkt over det. De fik nogle brochurer og talte med en dame fra Arbejdstilsynet, som også var der, men det var svært at forstå brochurerne. Han husker ikke, om de var ude at tale med D før eller efter Arbejdstilsynet var der 2. gang. Men efter den første aften blev det sådan, at de var i forretningen efter klokken 18.00. Den i forhold 2 nævnte aften var ansatte B og ansatte C i forretningen. Ansatte B var ved at lære ansatte C op. Selv gik han rundt på butiksarealet, hvilket også omfatter et areal udenfor ved vareindleveringsdøren. En bekendt havde lovet ham at hjælpe med at flytte en fryser fra naboen E og over til dem selv, og denne bekendt kom til stede og foreslog, at de flyttede fryseren nu. Så smuttede de lige over for at flytte den. Han har formentlig ikke sagt noget, men de forlod forretningen gennem butikslokalet. Under hele forløbet har han været inden for en afstand af lidt over 20 meter. Det eneste tidspunkt, hvor han ikke kunne overskue forretningsfacaden var, mens de var inde i E's gård for at hente fryseren, som han selv forinden, sammen med E, havde båret udenfor. Da han kom ind i gården til sin bolig kunne han høre, at telefonen ringede. De satte fryseren fra sig på en stor gummispand, og han måtte låse op, før han gik ind og tog telefonen. Det var ansatte B, der fortalte, at nu var Arbejdstilsynet der igen. Han gik derover og har vel været væk i alt 10-15 minutter. Den første del af transporten fra skuret og ud til vejen var lidt vanskelig. Den parasol, der stod udenfor butiksvinduet var helt oppe således, at man kan stå under den og se ind gennem vinduet. I butiksvinduerne ved videolokalet er der opstillet en fryser ved hvert vindue. Der er ikke opsat stativer med videokassetter. Man kan således godt se ind i butikken udefra, men hvad kan man se, når solen skinner? Han vil tro, at han havde været lige så hurtigt tilbage i forretningen, hvis telefonen ikke havde ringet. Det var hensigten at bære fryseren ind i deres eget skur. Da han kom over i forretningen og fandt ud af, at Arbejdstilsynet ikke troede på hans forklaring, blev han tosset, og det lykkedes ham at få vidne 1 med over at se, at fryseren rent faktisk stod som forklaret i gården. Med den påståede bødestørrelse må han konstatere, at det er dyrere at være butiksejer end at være indbrudstyv. De havde sidste år et indbrud, hvor der blev stjålet for 60.000 kr. og året før havde de et lignende indbrud. De har ikke nogen forsikring, fordi det er meget dyrt at tegne forsikring på sådan en forretning. De har derfor overvejet at lukke forretningen. Selv opfattede han det ikke, som om han var væk fra forretningen, blot fordi han transporterede en fryser et så kort stykke og i et så kort tidsrum i en så kort afstand fra forretningen. Det foregik stille og roligt, og efter telefonopringningen gik han også stille og roligt over i forretningen. Han fore-tog sig ikke andet undervejs. Det kan godt passe, at der gik 5 - 6 minutter fra telefonen havde ringet. Hvis der havde været tale om røveri, havde han naturligvis skyndt sig noget mere og ville være løbet. Det ville vel højst have taget 1-2 minutter. Han har ikke lagt mærke til, at Arbejdstilsynet var kommet, men det må være noget, der er sket, mens han var inde i E's gård.
Politiassessoren bemærkede, at det af Arbejdstilsynets notater i sagen fremgår, at det var den 4. maj, at tiltalte og hendes samlever mødte op i Arbejdstilsynet for at tale med D.
Tiltalte forklarede om sine personlige forhold, at hun og vidne 2 har boet sammen siden 1998. De har to børn på 9 og 6 år. Forretningen har en omsætning på ca. 3 mill., men halvdelen af omsætningen ligger på tobaksvarer, hvor fortjenesten er meget ringe.
ligger avancen mellem 6% og 25%. Om avancen kan hun alene sige, at revisoren har meddelt hende, at hun højst kan bruge 5.000 kr. om måneden til privatforbrug ud over de faste udgifter.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand som i anklageskriftet og påstod tiltalte anset med en bøde på ikke under 55.000 kr.
Den beskikkede forsvarer påstod frifindelse, subsidiært frifindelse i forhold 2 og en langt mindre bøde fastsat under hensyntagen til forretningens økonomi.
Udskrift af Østre Landsrets dombog
Nykøbing Falster rets dom af 27. januar 2000 (PS 25577/99) er anket af anklagemyndigheden med endelig påstand om stadfæstelse, idet anklagemyndigheden har frafaldet at gøre gældende, at arbejdsmiljølovens § 82, stk. 4 finder anvendelse.
Tiltalte har påstået formildelse for så vidt angår forhold 1 samt frifindelse, subsidiært formildelse for så vidt angår forhold 2.
Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne vidne 2 og vidne 1, der i det væsentlige har forklaret som for byretten.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig i forhold 1 og 2.
Vedrørende forhold 2 finder landsretten det dog ikke tilstrækkelig godtgjort, at tiltalte har handlet groft uagtsom.
Bøden fastsættes herefter til 40.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 20 dage.
Thi kendes for ret
Nykøbing Falster rets dom i sagen mod T ændres, således at tiltalte straffes med en bøde på 40.000 kr.
Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.