1. Et inspektionsorgan, som udfører opstillingsinspektion og periodisk inspektion af personførende byggeelevatorer, skal være akkrediteret af DANAK - Den Danske Akkrediteringsfond eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan.
2. Inspektionsorganet skal være akkrediteret efter den til enhver tid gældende standard DS/EN ISO/IEC 17020 »Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer«, som inspektionsorgan type A.
3. Ud over kravet i pkt. 1, skal det ved akkrediteringen af et inspektionsorgan til inspektion af personførende byggepladselevatorer dokumenteres, at virksomheden:
- har kendskab til arbejdsmiljølovgivningen og relevante, anerkendte normer, standarder m.v.,
- godtgør, at medarbejdere løbende informeres om og instrueres i relevante bekendtgørelser, At-vejledninger, normer, standarder, samt har kendskab til fabrikanters brugsanvisninger, vedligeholdelsesvejledninger m.v., der er relevante for de typer af personførende byggepladselevatorer, som virksomheden udfører inspektion af,
- er i besiddelse af det nødvendige værktøj, herunder måleudstyr, for at kunne udføre inspektionen, og
- anvender personale, der har indgående kendskab til personførende byggepladselevatorers virkemåde, sikkerhedsfunktioner og afprøvningsmetoder samt er i stand til at vurdere, om byggepladselevatoren fortsat er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.