Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bilag 2 - Arbejde med træsorten Machaerium Scleroxylum Tul (Pao Ferro/Santos Palisander)

Bilag 2 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 381 af 12. april 2023 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser).

Bilaget omfatter arbejde, der udføres for en arbejdsgiver, samt arbejde omfattet af § 2, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, og arbejde der ikke udføres for en arbejdsgiver. Dog gælder følgende bestemmelser kun for arbejde, der udføres for en arbejdsgiver: pkt. 1, 3 og 4.

1. Arbejdspladsvurdering

1.1. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en arbejdspladsvurdering efter kap. 3 i denne bekendtgørelse. I vurderingen skal indgå en fastlæggelse af enhver sundhedsskadelig påvirkning fra træsorten.

1.2. Vurderingen skal fornys mindst en gang årligt, og skal desuden ajourføres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., som har betydning for virksomhedens arbejdsmiljø.

2. Særlige foranstaltninger

2.1. Ved ethvert arbejde, som f.eks. forarbejdning, sortering, klipning, syning og pudsning, hvor der er risiko for støvudvikling, skal det ved udførelsen sikres, at enhver sundhedsskadelig påvirkning fra støv fra træsorten, undgås.

2.1.1. Forinden enhver håndtering af træsorten f.eks. i forbindelse med arbejdsprocesser nævnt i 2.1, skal det sikres at træsortens overflade er effektivt rengjort for støv fra træsorten.

2.2. Spåntagende og skærende arbejdsprocesser f.eks. boring, savning skal foregå i lukkede anlæg. Hvor dette ikke er teknisk muligt, skal der etableres effektiv fjernelse af støv f.eks. i form af procesventilation.

2.3. Slibe, pudse, polereprocesser skal foregå i lukkede systemer.

2.4. Udsuget procesluft med indhold af støv fra træsorten må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler.

2.5. Under enhver rengøringsproces, hvor der er risiko for sundhedsskadelig påvirkning fra støv fra træsorten, skal det sikres, at den, der gør rent, og andre, der arbejder i lokalet, ikke udsættes for støvpåvirkninger, f.eks. ved anvendelse af personlige værnemidler.

2.6. I forbindelse med transport og anden håndtering af træsorten skal der anvendes egnet emballage eller træffes andre nødvendige foranstaltninger, så al sundhedsskadelig påvirkning af træstøv udelukkes.

3. Anmeldelse m.v.

3.1. Arbejde med træsorten skal anmeldes til Arbejdstilsynet, jf. dog 3.1.3.

3.1.1. Anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde oplysninger om:

  1. Virksomhedens adresse.
  2. Arbejdsstedets adresse.
  3. Afdelinger, hvor der arbejdes med træsorten.
  4. Forbrug, årlig mængde.
  5. Hvor ofte produktionen med Pao Ferro foregår og over hvor lang tid.
  6. Nøje beskrivelse af hvilke foranstaltninger virksomheden har truffet ved de enkelte arbejdsprocesser for at undgå støvudvikling fra arbejdsprocesserne.
  7. Resultatet af målingerne i henhold til 4.1- 4.4.
  8. Hvilke forholdsregler der træffes ved rengøring, reparations- og vedligeholdelsesarbejde og ved håndtering, indsamling og bortskaffelse af affald.

3.1.2. Der skal indgives fornyet anmeldelse, når der indtræder ændringer i arbejdsforholdene, der er af særlig betydning for sikkerhed eller sundhed, jf. 1.1-1.2.

3.1.3. Anmeldelse skal ske senest 1 måned efter påbegyndelsen af arbejdet.

3.2. Arbejdsgiveren skal føre en ajourført liste over ansatte, der anvender, håndterer eller forarbejder træsorten med oplysning om arbejdets art.

3.2.1. Oplysningerne skal opbevares i mindst 10 år efter, at den ansatte er ophørt med arbejdet med træsorten. Ved virksomhedsophør skal listen sendes til Arbejdstilsynet.

4. Arbejdshygiejniske målinger

4.1. Arbejdsgiveren skal lade foretage kontrolmålinger for indhold af træstøv i luften, jf. kapitel 5 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, under produktionsforhold, der svarer til forhold, hvorunder forarbejdningen af træsorten skal foregå, og herefter en gang om året og ved ændringer i produktionen.

4.2. Målingerne skal ske med inddragelse af sagkyndig bistand.

4.3. Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal inddrages i planlægningen og gennemførelsen af målingerne.

4.4. Målingerne skal foretages efter måleprogrammer. Måleprogrammerne skal være anerkendt af direktøren for Arbejdstilsynet.

4.5. Arbejdsgiveren skal en gang om året indsende resultaterne af de i 4.1 nævnte kontrolmålinger til Arbejdstilsynet.

Indhold

Indhold

Henter PDF