Gå til hovedindholdet

Krav til indholdet i koordinatorers arbejdsmiljøuddannelse

Hvad skal en arbejdsmiljøkoordinator kunne efter endt arbejdsmiljøuddannelse? Hvilke emner skal der undervises i? Og hvilke krav stilles der til uddannelser med fysisk fremmøde og til digitale forløb? Det får du svar på her.

Formålet med arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer er at kvalificere dem til at varetage funktionen som koordinator under projektering og udførelse af bygge- og anlægsprojekter. Uddannelsen skal også give koordinatorerne viden om samspillet mellem byggeproces, procesledelse og arbejdsmiljø i forbindelse med arbejdsmiljøkoordinering og metoder til at varetage deres opgaver.

Uddannelsens indhold

På koordinatoruddannelsen lærer deltagerne om de opgaver og krav, der stilles til koordinatorer af arbejdsmiljø under projektering og byggeproces ved store bygge- og anlægsprojekter.

Deltagerne undervises i:

  • Koordinatorens rolle som procesleder, herunder metoder til at påtage sig lederskab og kommunikere effektivt. Deltageren bliver i stand til selvstændigt at varetage rollen som arbejdsmiljøkoordinator og sætte en retning for samarbejdet om arbejdsmiljøarbejdet.
  • Arbejdsmiljø i bygge- og anlægsprojektet, herunder principper for forebyggelse, vurdering af risiko og relevant lovgivning om koordinatorens opgaver og funktioner.
  • Metoder til koordinering under både projektering og udførelse af bygge- og anlægsprojektet, især metoder til:
    • at afgrænse ansvaret for forpligtelser, når der er flere projekterende og udførende virksomheder involveret i arbejdet.
    • at arbejde med plan for sikkerhed og sundhed, journal, sikkerhedsrunderinger, opstartsmøder og sikkerhedsmøder.
    • at overdrage den plan for sikkerhed og sundhed, der er lavet under projektering til den koordinator, der skal koordinere under udførelsen.
    • at følge op over for bygherren og andre aktører, der er tilknyttet bygge- og anlægningsprojektet.
  • Byggeprocesser, herunder koordinatorens samarbejde med bygge- og anlægsprojektets aktører og mulighederne for at indarbejde arbejdsmiljøhensyn i byggeprojektets forskellige faser og processer.

Andre krav til udbydere af arbejdsmiljøuddannelser

Arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer - fysisk fremmøde

Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer (tilstedeværelsesuddannelsen) består af en fælles uddannelse på i alt 37 timer, inklusiv kortere pauser, men eksklusiv frokostpauser, fordelt ligeligt på mindst fire dage. Uddannelsen kan opdeles i adskilte dage eller gennemføres i sammenhæng. Uddannelsen skal være gennemført inden 15 uger fra uddannelsens start.
 
Kursusdeltagerne skal som en del af kurset, men uden for det afsatte timeantal på 37 timer, gennemføre en praktisk opgave, som kobler kursets indhold med den enkelte deltagers arbejde som koordinator.

Undervisningen i koordinatorens arbejdsopgaver og funktion bør indeholde aftale- og kontraktformer, herunder partnering- og entrepriseaftaler, og aftalernes betydning for koordinatorens udøvelse af funktionen.

Principper for god byggepladsledelse, herunder krav om klart mandat fra bygherren og rapportering til bygherren om byggepladsens udvikling kan ligeledes inddrages i undervisningen.

I forbindelse med undervisningen i koordinatorens opgaver bør deltagerne arbejde med, hvordan de interne aktører på en bygge- og anlægsplads, herunder bygherre, projekterende, virksomhedernes arbejdsgivere, arbejdsledere, ansatte, virksomhedernes arbejdsmiljøorganisationer og tillidsrepræsentanter kan virke sammen i et forebyggende arbejdsmiljøarbejde.

Ved undervisningen i organisationsstrukturer på en bygge- og anlægsplads kan deltagerne koble deres erfaringer fra praksis til undervisningen. Hovedområderne og begreberne sættes i relation til arbejdsmiljøarbejdet på bygge- og anlægspladser. Desuden kan begreberne belyses med eksempler fra deltagernes dagligdag.

Arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer - digital

Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer (netuddannelse) foregår som delvis netbaseret undervisning.

Netbaseret undervisning indledes med én dags undervisning med fysisk fremmøde (tilstedeværelsesundervisning) for det samlede hold, hvor den enkelte kursusdeltager

  • får et helhedsindtryk af arbejdsmiljøuddannelsens indhold og af arbejdsmiljøområdet
  • får sine arbejdsmiljømæssige forudsætninger afdækket, så underviseren kan udarbejde en aktivitetsplan over kursusdeltagerens indsats i uddannelsesforløbet
  • kan sætte bygge- og anlægspladsens arbejdsmiljøarbejde i relation til arbejdsmiljølovens hovedområder og centrale begreber
  • får kendskab til koordinatorens og arbejdsmiljøorganisationens opgaver og funktion
  • supplerer sine forudsætninger for at gennemføre den netbaserede undervisning.

Under den netbaserede del af undervisningen skal

  • underviser sammen med kursusdeltageren udarbejde en aktivitetsplan om indhold og tidsplan for uddannelsesforløbet
  • kursusdeltageren løse de aftalte opgaver, der skal relatere til kursusdeltagerens egen arbejdsplads.

Opgaverne skal være af forskellige sværhedsgrader og mindst én opgave skal omfatte gennemførelse af konkrete arbejdsmiljøaktiviteter, som kobler kursets indhold med den enkelte kursusdeltagers funktion som koordinator, hvilket svarer til den praktiske opgave på tilstedeværelseskurset.

Udbydere af uddannelsen

Udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen til koordinatorer skal være godkendt af Arbejdstilsynet. Se listen over godkendte kursusudbydere her:

Udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer - fysisk fremmøde

Udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer - digital

Sidst revideret: 5. august 2024

Henter PDF