Sidst revideret: 25. april 2024
Klag over dit eller andres arbejdsmiljø
Alle kan klage til Arbejdstilsynet, hvis der er mistanke om, at en virksomhed overtræder arbejdsmiljøreglerne.
Du kan klage til Arbejdstilsynet, hvis du tror eller har en mistanke om, at arbejdsmiljøreglerne er blevet overtrådt. Det gælder, uanset om du selv arbejder på virksomheden, eller om det er andres arbejdsmiljø, du vil klage over.
Du kan også klage, hvis du har mistanke om, at en udenlandsk virksomhed, som udfører arbejde i Danmark, har overtrådt reglerne om arbejdsmiljø.
Hvis du vil klage til Arbejdstilsynet kan du enten udfylde en blanket eller ringe:
Klag over dit eller andres arbejdsmiljø – blanket
Ring til Arbejdstilsynets Call Center:
Før du klager
Inden du klager til Arbejdstilsynet, er det vigtigt, at du overvejer, om der er andre i virksomheden, som kan hjælpe dig. Vi anbefaler, at du taler med din leder, din arbejdsmiljørepræsentant, din tillidsrepræsentant eller virksomhedens arbejdsmiljøansvarlige.
Din klage behandles fortroligt
Arbejdstilsynet behandler alle klager anonymt. Det betyder, at virksomheden eller andre ikke får at vide, at nogen har klaget. Heller ikke hvis virksomheden eller andre anmoder om aktindsigt. Anonymiteten gælder også, hvis Arbejdstilsynet vælger at følge op på klagen med et tilsynsbesøg.
Hvad sker der, når vi har modtaget din klage?
En klage over arbejdsmiljø fører ikke altid til et tilsynsbesøg, da det afhænger af en konkret vurdering af den enkelte henvendelse. Vi vil som udgangspunkt altid komme på besøg, hvis vi vurderer, at der er akut fare.
Som klager vil du ikke få besked om, hvorvidt din klage medfører et tilsynsbesøg eller ej.
Spørgsmål og svar
-
Klag over arbejdsmiljøet: Hvordan behandler Arbejdstilsynet min klage?
I enkelte tilfælde har vi brug for flere oplysninger for at kunne behandle en klage, og vi vil i så fald kontakte dig.
En klage fører ikke altid til et tilsynsbesøg i virksomheden. Det afhænger af en konkret vurdering af den enkelte henvendelse.
Som klager, vil du ikke få besked om, hvorvidt din klage medfører et tilsynsbesøg eller ej.
Hvis Arbejdstilsynet besøger virksomheden, vil vi tale med repræsentanter for både ledelse og medarbejdere. Vi vil aldrig nævne, at vi har modtaget en klage. Det skyldes dels, at klager behandles anonymt, og dels at Arbejdstilsynet udelukkende kan træffe afgørelse på baggrund af de oplysninger, der kommer frem under et tilsynsbesøg.
Hvis vi på baggrund af besøget vurderer, at der er problemer med krænkende handlinger i virksomheden, vil vi træffe afgørelse om, at virksomheden skal løse problemerne.
-
Klag over arbejdsmiljøet: Hvad spørger vi om, når du ringer?
Når du kontakter Arbejdstilsynet, vil vi typisk bede dig oplyse følgende:
- Virksomhedens navn, adresse og afdeling (så vi kan finde arbejdsstedet og problemet ved et evt. besøg)
- Hvad er de arbejdsmiljømæssige problemer?
- Hvor mange personer er omfattet af problemet?
- Hvornår opstod problemet, og hvor længe forventes det at være der?
- Har virksomheden en arbejdsmiljøorganisation og har den været involveret?
- Dit navn og tlf.nr. (behandles fortroligt), hvis vi får brug for yderligere oplysninger.
Klag her:
Udfyld blanket til klage over arbejdsmiljø
Ring til Arbejdstilsynets Call Center:
Telefontid:
mandag-torsdag kl. 8-15
fredag kl. 8-14