Hvornår er arbejdsgiver forsikringspligtig?
En arbejdsgiver skal opfylde to betingelser for at være omfattet af forsikringspligten:
Første betingelse er, at arbejdsgiveren er registreret i CVR-registret med sin primære branchekode på p-nummer niveau under følgende 6-cifret branchenomenklatur, jf. Dansk Branchekode DB25:
- 879910 (Drift af døgninstitutioner for børn og unge).
- 873010 (Drift af døgninstitutioner for personer med fysisk handicap).
- 872010 (Drift af døgninstitutioner for personer med psykiske handicap).
- 852020 (Undervisning på specialskoler for børn med funktionsnedsættelser).
- 879990 (Drift af andre former for institutionsophold).
- 881030 (Revalideringsinstitutioner).
- 871010 (Drift af plejehjem).
- 873020 (Drift af beskyttede boliger o. lign.).
- 881020 (Dagcentre m.v.).
- 889990 (Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold).
- 861000 (Hospitalsdrift) for så vidt angår psykiatrisk behandling.
Anden betingelse er, at arbejdsgiveren har ansatte, der er beskæftiget med varetagelse af omsorgs- og undervisningsopgaver, som er knyttet til følgende lovgivning:
- Tilbud efter §§ 103, 104 og 107-110 i lov om social service.
- Tilbud efter § 43, stk. 1, nr. 6, § 43, stk. 3, og §§ 83 og 84 i barnets lov.
- Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.
- Leverance af ydelser efter §§ 83-86 og 102 i lov om social service til beboere på plejehjem og i beskyttede boliger efter § 192 i lov om social service, i en almen plejebolig, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, i en friplejebolig, der er omfattet af lov om friplejeboliger, eller tilsvarende boligenheder.
- Den regionale psykiatri, herunder arbejdspladser med ansatte, der arbejder på en psykiatrisk afdeling og de tilhørende arealer, personale som ledsager psykiatriske patienter uden for afdelingen, eksempelvis under udgang og transport, samt ansatte i driftspsykiatrien, som varetager behandling i patienternes eget hjem. Det er ikke et krav, at den ansatte udfører sundhedsfagligt arbejde.
- Specialskoler, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 20, stk. 3, i lov om folkeskolen, og tilsvarende undervisningstilbud efter lov om kommunale internationale grundskoler og lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine.
- Behandlings- og specialundervisningstilbud, der yder pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven, i og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt. og § 20, stk. 5, i lov om folkeskolen og § 1 i lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge.
- Friskoler og private grundskoler med en særlig specialundervisningsprofil, jf. § 11 b, stk. 3, i lov om friskoler og private grundskoler m.v.
- Institutioner m.v., hvor der foregår undervisning efter lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
- Institutioner, hvor der foregår undervisning efter lov om specialundervisning for voksne.
En forsikringspligtig arbejdsgiver skal tegne forsikring for hele arbejdspladsens P-enhed. Det betyder, at alle ansatte på arbejdspladsen vil være dækket af voldsskadeforsikringen, uanset hvilke arbejdsopgaver de har på arbejdspladsen.