Gå til hovedindholdet

Entreprenørstop – nye regler træder i kraft

Nye regler giver Arbejdstilsynet mulighed for at stoppe arbejdet på en byggeplads. De nye regler om entreprenørstop er rettet mod de få byggepladser, der på trods af Arbejdstilsynets gentagne besøg på byggepladsen og adskillige påbud, fortsætter med at overtræde arbejdsmiljølovgivningen. Reglerne om entreprenørstop træder i kraft d. 1. januar 2026.

Hvad er et entreprenørstop?

Et entreprenørstop er et påbud fra Arbejdstilsynet, der betyder, at den entreprenør, der har aftale med bygherren skal standse sit eget og alle underentreprenørernes arbejde på byggepladsen. Påbuddet om entreprenørstop omfatter altså både de entreprenører og underentreprenører, der har fået påbud for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen på byggepladsen og de entreprenører og underentreprenører, der ikke har fået påbud. Det er entreprenøren, der har fået påbud om entreprenørstop, der skal sørge for, at standse underentreprenørernes arbejde på byggepladsen ikke Arbejdstilsynet.

Hvornår får en entreprenør påbud om entreprenørstop?

En entreprenør på en byggeplads kan få et påbud om entreprenørstop, hvis flere virksomheder på byggepladsen over en periode bliver ved med at overtræde arbejdsmiljøloven på en måde, der udgør en betydelig fare for dem, der arbejder og færdes på byggepladsen.

Før Arbejdstilsynet giver et påbud om entreprenørstop, har vi gennemført et forløb, hvor vi har intensiveret vores tilsyn på byggepladsen. I løbet af dette forløb har vi givet et varsel til entreprenøren, før vi giver påbud om entreprenørstop. Bygherren bliver orienteret om både intensivering af tilsynet, varsel og påbud om entreprenørstop. Forløbet frem mod et entreprenørstop vil være følgende:

1. Arbejdstilsynet intensiverer sit tilsyn på byggepladsen

Arbejdstilsynet udtager byggepladser til et intensiveret tilsynsforløb. Det sker, hvis byggepladsen har alvorlige problemer med arbejdsmiljøet, og Arbejdstilsynet har måtte afgive en række påbud med betydelig fare for dem, der arbejder og færdes på byggepladsen. I de 4 uger, som et intensive-ret tilsynsforløb varer, kommer vi hyppigt på tilsyn. Her vil vi give påbud, hvis der er overtrædel-ser af arbejdsmiljøloven, men vi vil også vejlede og gå i dialog med virksomhederne for at få virk-somhederne på byggepladserne til at løse arbejdsmiljøproblemerne. Vi orienterer den entreprenør, der har aftale med bygherren, samt bygherren, når vi intensiverer vores tilsyn med byggepladsen.

Du kan læse mere om det intensiverede tilsyn her

2. Arbejdstilsynet afgiver varsel om entreprenørstop

Hvis der fortsat er alvorlige problemer med arbejdsmiljøet på byggepladsen efter Arbejdstilsynet har givet en række påbud med betydelig fare for dem, der arbejder og færdes på byggepladsen under vores intensiverede tilsyn, så kan vi give den entreprenør, der har aftale med bygherren, et skrifteligt varsel om entreprenørstop. Hvis overtrædelserne fortsætter efter varslet, giver vi et på-bud om entreprenørstop. Entreprenøren vil få et eventuelt varsel ca. 4 uger efter at det intensive-rede tilsyn er startet. Vi orienterer også bygherren om varslet: Det er entreprenørens ansvar at for-tælle underentreprenørerne om varslet.

3. Arbejdstilsynet giver påbud om entreprenørstop

Hvis de alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen fortsætter på byggepladsen efter Ar-bejdstilsynet har givet et varslet, så kan vi give et påbud om entreprenørstop til entreprenøren. Det betyder, at entreprenøren skal stoppe sit eget og alle underentreprenørernes arbejde på byggeplad-sen. Vi orienterer bygherren om påbuddet til entreprenøren om entreprenørstop.

Når de problemer, som udløste entreprenørstoppet, er løst, kommer vi senest dagen efter og kon-trollerer om arbejdsmiljøforholdene er bragt i orden. Hvis vi vurderer, at arbejdsmiljøforholdene er bragt i orden, og påbuddet om entreprenørstop er efterkommet, kan virksomhederne genoptage deres arbejde på byggepladsen.

Hvem skal stoppe arbejdet på byggepladsen?

Hvis bygherren kun har indgået aftale med en enkelt entreprenør om arbejde på byggepladsen (f.eks. totalentreprise), vil påbuddet om entreprenørstop omfatte entreprenørens eget arbejde på byggepladsen og alle underentreprenørers arbejde på byggepladsen.

Hvis bygherren har indgået aftale med flere entreprenører om arbejde på byggepladsen (f.eks. fagentreprise), vil påbuddet om entreprenørstop (kun) omfatte den pågældende entreprenør, der har fået påbuddet om entreprenørstop, og de underentreprenørers arbejde på byggepladsen, der er omfattet af den pågældende entreprenørs aftale med bygherren. 

Sidst revideret: 20. juni 2025

Henter PDF