Sidst revideret: 13. juni 2023
Psykisk arbejdsmiljø - Spørgeguide
Spørgeguide til tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø.
Værktøjets anvendelse
Spørgeguiden er et hjælperedskab til den tilsynsførende til at indhente oplysninger om og komme i dialog med virksomheder om det psykiske arbejdsmiljø på tilsyn. Værktøjet er således ikke udarbejdet til virksomhedernes interne brug.
Den tilsynsførende vurderer i forhold til den konkrete virksomhed, hvilke spørgsmål i spørgeguiden det er relevant at stille virksomheden. Tilsvarende kan den tilsynsførende vælge at stille spørgsmål, som ikke er nævnt i spørgeguiden.
Spørgsmålene tager udgangspunkt i faktorer, som direkte eller indirekte er knyttet til den enkeltes arbejdsfunktion. Derved følger værktøjet Metodeudvalgets (udvalg fra 1994 bestående af arbejdsmarkedets parter) anbefalinger om, hvilke forhold i det psykiske arbejdsmiljø Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om.
Såfremt det vurderes, at der er helbredstruende forhold i det psykiske arbejdsmiljø på virksomheden, sender Arbejdstilsynet et udkast til afgørelse til virksomheden, hvor problemstillingen beskrives nærmere, og hvor virksomheden bliver hørt i forhold til beskrivelsen af problemet.
Tilsynsform: Psykisk arbejdsmiljø, Spørgeguide