En forebyggelsespakke er et forløb, som gennemføres på arbejdspladsen. En drejebog beskriver forebyggelsespakken og indeholder oplysninger om:
- Hvad forløbet går ud på.
- Hvor længe det samlede forløb og de enkelte faser varer.
- Hvem der skal deltage, og hvilke roller de har.
Drejebogen er skrevet til den daglige leder og evt. en konsulent, som skal hjælpe jer med forløbet.
Denne forebyggelsespakke handler om at forebygge vold og trusler, som lærere i grundskoler kan udsættes for. Med vold og trusler menes der både fysisk vold som fx overfald, spark, slag, kast med genstande og knivstik og psykisk vold som fx trusler og andre krænkelser, herunder elevers, forældres eller pårørendes nedvurderende tale og chikane. I forebyggelsespakken vil begrebet vold og trusler blive brugt som en samlet betegnelse for alle former for vold og trusler.