Sidst revideret: 18. juni 2024
Ulykker ved færdsel på virksomheden
Der sker mange ulykker ved intern transport på virksomheden, og de får generelt alvorlige konsekvenser på arme, ben og ryg. De kan både føre til invaliditet, men også til dødsfald.
Ulykkerne er knyttet til al form for transport på områder, hvor færdselsloven ikke gælder, og de sker især ved brug af truck, traktorer, gaffelstablere, løfteredskaber, kraner, entreprenørmaskiner mv. Ulykkerne kan både ske for den, der bruger transportredskabet og for den, der opholder sig eller færdes i nærheden af det.
Hvordan sker ulykkerne
De farlige situationer opstår typisk,
- hvis der ikke er koordineret ordentligt mellem den, der kører og den, der færdes
- når man bruger transportmidlet forkert
- når man bruger det til andet formål end det, det er beregnet til
- hvis den transporterede byrde ikke er læsset korrekt
Risikoen for ulykker bliver større
- hvis der sker en sammenblanding af gående og kørende færdsel
- hvis der er krydsende transport
- hvis færdselsvejene ikke er tydeligt markerede
- hvis der er dårlig og uoverskuelig plads til transport og færdsel
- hvis transportvejene er dårligt vedligeholdte
- hvis der er rod på transportarealet
- hvis der er en mangelfuld belysning
- hvis man kører hurtigt, usikkert, har travlt eller er træt
- hvis man mangler regler for arbejdet
- hvis den ansatte ikke har fået tilstrækkelig instruktion.
Sikkerheden ved den interne transport har således både en teknisk risiko, en risiko forbundet med transportveje samt en adfærdsmæssig risiko.
Risikoen for en ulykke er forbundet med bevægelsen af transportmidlet. Det gælder både føreren og den, der færdes i nærheden. Farekilden er også tilstede ved ud- og indstigning (dvs. højden) samt ved læsning og losning, idet det, der læsses, kan vælte ned. Farekilden er der også ved reparation og vedligeholdelse af transportmidlet, hvor fx fingre kan komme i klemme. Hændelserne er, når man kører galt, støder ind i noget, falder ned, får fingre i klemme, bliver påkørt osv.
De farlige situationer og forværrende forhold er typisk ikke tilstede hele tiden, men kan optræde midlertidigt og i forskellige kombinationer. Derfor er det vigtigt, at man handler i virksomheden, når risikoforhold opstår. Og det er vigtigt at have en god kultur i virksomheden, så man rent faktisk får fjernet eller forebygget risikoforhold - inden ulykken sker.
De vigtigste AT-vejledninger
Forebyggelse af ulykkesrisici ved intern færdsel på virksomheder - AT-vejledning F.0.7
Vejledningen handler om, hvordan man kan forebygge ulykker, som opstår ved brug af motoriserede tekniske hjælpemidler i forbindelse med intern færdsel på virksomheder.
Faste arbejdssteders indretning - AT-vejledning A.1.9
Vejledningen oplyser om krav til virksomhedens indretning - herunder færdselsveje, bygninger, arbejdsrum, den enkeltes arbejdsplads, inventar, temperaturforhold, ventilation, belysning, vedligeholdelse, rengøring og velfærdsforanstaltninger.
De vigtigste bekendtgørelser
Faste arbejdssteders indretning - Bekendtgørelse 835 - 2023 - med senere ændringer