Gå til hovedindholdet

Daglige øvelser skaber sundhed og arbejdsglæde

Medarbejderne i Borgercenter Bornholm lægger flere gange dagligt arbejdsopgaverne fra sig og bruger nogle minutter på øvelser for nakke og skuldre. Det giver mere energi og større arbejdsglæde.

Fysisk aktivitet i kontorarbejdet

Computerarbejde, møder og borgerkontakt er blandt de mange daglige opgaver for de ansatte i Borgercenter Bornholm. I en travl hverdag kan det være svært at få tid til pauser og, ikke mindst, til fysisk aktivitet. Flere medarbejdere har da også oplevet smerter i nakke og skuldre og ømhed i musklerne.

- Nogle af os døjede med ømme muskler og var meget trætte efter arbejde. Problemerne var ikke alvorlige, men det var vigtigt, at medarbejderne blev mere bevidste om det fysiske arbejdsmiljø. Ellers kunne problemerne eskalere med sygemeldinger og nedsat arbejdsglæde som den uheldige konsekvens, fortæller Nina Engel, der arbejder som sagsbehandler i Borgercenter Bornholm.

I efteråret 2008 blev centrets leder, Michael Hansen Bager, opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen søgte forsøgsvirksomheder til et projekt om at integrere fysisk aktivitet i kontorarbejdet. Borgercenter Bornholm ansøgte og blev valgt som den ene af de fire medvirkende virksomheder.
 
- Vores sygefravær så egentlig fornuftigt nok ud, men jeg var nervøs for, at det ville ændre sig, og at medarbejderne ville blive slidt ned. Som jeg ser det, så står vi over for rekrutteringsproblemer inden for de næste år, så vi var nødt til at finde en måde at fastholde de medarbejdere, vi har ved at holde dem i god form og ved at gøre vores arbejdsplads mere attraktiv for nye medarbejdere. Vi havde brug for et projekt, som bandt os sammen, siger Michael Hansen Bager.

Krop og Kontor

Projektet, som var et forsøgsprojekt med navnet ”Krop og Kontor”, havde som mål, at deltagerne ved at bevæge sig mere i løbet af arbejdsdagen skulle få mere energi, blive mere kreative og mindst lige så effektive, som hvis de ikke brugte tid på bevægelse.

Som led i projektet modtog virksomhederne hver 300 timers eksperthjælp i løbet af det år, projektet varede. På Borgercenter Bornholm fik medarbejderne hjælp af instruktør og tidligere stuntman Martin Spang Olsen, der tog udgangspunkt i en holdning om, at man ikke skal motionere, man skal være i aktivitet.

- Hvis rigtigt usunde mennesker skal gøres sundere, så er det jo ret let. Der skal ikke så meget til, før man kan se en forbedring. Men på Borgercenter Bornholm var medarbejderne jo faktisk ret sunde i forvejen, og problemerne var ikke voldsomt store. Det var en rigtig udfordring, for hvordan gør man sunde mennesker sundere?, siger Martin Spang Olsen. 

Skuldrene ned i baglommerne

Martin Spang Olsen arbejdede tæt sammen med borgercentrets medarbejdere i et år og lærte dem blandt andet nogle øvelser, som de kunne udføre i løbet af arbejdsdagen. Øvelserne er korte, men involverer alle de udsatte muskelgrupper.

- Vi lærte nogle afspændings- og udstrækningsøvelser, som tager to minutter og tretten sekunder at udføre. Dem laver vi én gang i timen, og de fleste af os er med. Rent fysisk kan vi mærke at vi får det bedre i nakke og skuldre. Jeg plejer at sige, at vi får skuldrene ned i baglommerne igen. Ellers plejer vi at sidde lidt skildpadde-agtigt, siger Nina Engel.

Projektforløbet har også budt på styrketræning med bolde, elastikker og sandsække, ligesom der har været fokus på det teoretiske grundlag for træningen og på dialog om trivsel, sundhed og forandringsprocesser på arbejdspladsen.

Opbakning og tillid fra chefen

Ledelsens opbakning var en vigtig forudsætning i projektet. Det skulle ikke kun være op til den enkelte medarbejder at finde de timer om ugen, som skulle afsættes til bevægelse. Det betyder, at de fysiske øvelser skulle arbejdes ind i kulturen på arbejdspladsen og i måden, arbejdet organiseres og praktiseres på.

Nina Engel er en af de elleve medarbejdere, der blev udvalgt til at være sundhedsambassadører og dermed skulle være med til at motivere kollegerne til at udføre øvelserne. Hun er glad for opbakningen fra ledelsens side.

- Vores chef deltog 120 procent i det her. Han opfordrede os til at dele vores frokostpause op, så vi spiste i tyve minutter og gik en tur i ti. Vi har også lært at holde walk and talk møder, hvor vi gik en tur rundt om rådhuset, mens vi holdt møde. Vi sad endda på bolde mens vi arbejdede. Det var der nogle borgere, der syntes var mærkeligt. Det tager tid for både borgere og medarbejdere at vænne sig til sådan noget, siger Nina Engel.

For Borgercentrets leder, Michael Hansen Bager, har det været afgørende, at han som leder har prioriteret, at medarbejderne kunne deltage i projektet:

- Man kan kun få det her til at fungere, hvis man sender de rigtige signaler. Så det er afgørende, at jeg som chef accepterer, at medarbejderne lægger arbejdet fra sig. Man skal have tillid til medarbejderne, ikke skridte gangene af som en anden skabssergent.

Svært at få alle med

Men ikke alle medarbejdere er lige glade for, at fysisk aktivitet er blevet så stor en del af arbejdsdagen.

- Det har været en lang proces, for der var nogle, der følte, at det var en tvang, og at det var chefen, der havde bestemt, at de skulle være med. Det er grænseoverskridende for mange, for de føler sig blottet, når vi laver øvelser, siger Nina Engel.

Det er heller ikke gået leder Michael Hansen Bagers opmærksomhed forbi, at en større gruppe medarbejdere til at starte med ikke syntes om projektet.

- Der var skepsis hos mange medarbejdere. Den ene halvdel syntes, at det var en fantastisk idé, mens den anden halvdel satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet havde noget med arbejdet at gøre. Det med at bevæge sig plejer de måske at klare med et spil badminton fredag eftermiddag. Og mange var også bange for, at de ikke havde tid til det, for de havde travlt nok i forvejen, siger Michael Hansen Bager, og understreger, at selvom hans holdning er, at så mange som muligt skal være med, så har det hele tiden været op til den enkelte medarbejder, om han eller hun ville deltage i projektet.

For medarbejderne i Borgercentret gælder det nu om at holde fast i de ting, de har lært. Ifølge Nina Engel er det let at glemme rutinerne nu, hvor projektet er overstået. Derfor arbejder hun og de øvrige sundhedsambassadører aktivt på at få deres kolleger til at huske de daglige øvelser. Desuden får nyansatte medarbejdere en introduktion til øvelserne, så de fysiske aktiviteter også for dem bliver en integreret del af arbejdet på borgercentret.

Arbejder bedre sammen

Selvom medarbejderne nu bruger flere timer om ugen på fysiske aktiviteter, er de stadig effektive.

- Det lyder som om, vi bruger en masse tid på øvelserne. Men de frigiver energi, så vores papirbunker er ikke blevet større, for vi arbejder mere koncentreret nu. Hvis vi tæller sammen, så burde vores arbejde ikke kunne nås, men det gør det alligevel. Vi er gladere, vi griner mere, og vi får set hinanden på en anden måde. Man kommer tættere på kollegaen, vi kender hinanden bedre, og derfor arbejder vi bedre sammen, siger Nina Engel.

Leder Michael Hansen Bager ser også tilbage på projektet som en succes. På trods af den store skepsis, som flere medarbejdere gav udtryk for i starten, så er flere og flere blevet glade for de korte, daglige pauser.

- Når man skal implementere noget som dette, er det nemt at være negativ og skyde det ned. Især når man ikke har prøvet det i praksis. Men når der står en begejstret vejleder foran én, så ændrer det sig. Folk fandt ud af, at det faktisk var ret sjovt at synge på gangen og spille fodbold i byrådssalen, siger Michael Hansen Bager.

Der findes endnu ingen dokumentation for, om bestræbelserne rent faktisk har haft en effekt. Men flere af de ansatte udtrykker stor glæde over de daglige øvelser og den betydning, de har haft, både for arbejdsglæden og for den fysiske sundhed på arbejdspladsen. En større evaluering af projekt Krop og Kontor er undervejs. 

Om projekt Krop og Kontor

Fire danske kontorarbejdspladser har deltaget i det etårige projekt Krop og Kontor, hvor de med hjælp fra to bevægelseseksperter har arbejdet med at integrere mere bevægelse i kontorarbejdet.

Mål:

  • at medarbejderne får mere energi, bliver mere kreative og oplever større arbejdsglæde
  • at medarbejderne bliver mindst lige så effektive, som hvis de havde fulgt deres normale rutiner
  • at virksomheden får hjælp til at tiltrække og fastholde medarbejdere

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, BrancheArbejdsmiljøRåd Finans/ Offentlig Kontor & Administration og de to bevægelseseksperter, instruktør og forfatter Martin Spang Olsen og direktør i SundUddannelse Mads Andreasen. 

Virksomhedernes finansiering har været ca. 3,5 times aktiv deltagelse pr. uge pr. medarbejder.

Sidst revideret: 13. december 2023

Henter PDF